Foto af erhvervsuddannelse
Artikel

Skoleoplæring

Hvis du ikke har fundet en læreplads efter grundforløbet, tilbydes du skoleoplæring, hvis du opfylder betingelserne for skoleoplæring.

Skoleoplæring er en mulighed i en række erhvervsuddannelser. Det betyder, at du får oplæring i et skoleoplæringscenter i stedet for i en virksomhed.

Du kan komme videre med din erhvervsuddannelse, selvom du endnu ikke har en uddannelsesaftale med en virksomhed.

Fold alle afsnit ud

Skoleoplæring kort fortalt

I skoleoplæring får du praktisk oplæring i de arbejdsopgaver, som hører til din uddannelse. Du skal lære det samme, som hvis du var under oplæring i en virksomhed.  

Skoleoplæringscenteret har fx værksteder og faciliteter, som ligner virksomhedens. Du lærer at løse konkrete arbejdsopgaver, fx bruge værktøj, producere varer, reparere biler osv. alt efter hvilken erhvervsuddannelse, du er i gang med.

Ind imellem skal du have skoleperioder med teori på erhvervsskolen.

Aftale

Du indgår en aftale med skoleoplæringscenteret. Aftalen beskriver, hvad du skal lære i skoleoplæringen og skoleperioderne.

Betingelser for optagelse

Før du får tilbud om skoleoplæring, skal du gøre en stor indsats for at finde læreplads i en virksomhed. Der er en række krav, du skal opfylde.

Du skal:

  • Være registreret som lærepladssøgende med en synlig profil på Lærepladsen.dk under hele grundforløbets 2. del
  • Søge aktivt efter læreplads under hele grundforløbet - også uden for dit lokalområde
  • Dokumentere din søgning på Lærepladsen.dk
  • Sige ja, hvis erhvervsskolen finder en læreplads til dig - også selvom lærestedet ligger et andet sted i landet

Derudover skal du have afsluttet dit grundforløb, og erhvervsskolen skal vurdere dig egnet til at gennemføre uddannelsen.

Hvis du opfylder kravene, kan du optages til skoleoplæring. Du starter én måned efter grundforløbets afslutning.

Gå til Lærepladsen.dk

Betingelserne gælder også, mens du er i skoleoplæring

Mens du er i skoleoplæring, har du pligt til fortsat at søge læreplads i virksomheder - også uden for dit lokalområde. Du skal også være indstillet på at tage en læreplads i en anden uddannelse end den først ønskede.

Derudover skal skolen løbende vurdere, om du fortsat er egnet til uddannelsen.

Omvalg

Hvis du ikke ønsker at gøre brug af ovennævnte muligheder, kan du vælge at tage et nyt grundforløb. Det nye grundforløb kan give dig adgang til en uddannelse med bedre muligheder for at få en læreplads. Du skal starte i grundforløbets 2. del. Bemærk, at du kun kan vælge om to gange, med mindre du har fundet en læreplads.

Varighed

Målet er, at du højst skal være under skoleoplæring i halvdelen af din oplæringstid. Du skal altså stadig søge efter en læreplads i en virksomhed. Skoleoplæringscenteret skal også forsøge at finde læreplads til dig i en eller flere virksomheder, mens du er under skoleoplæring.

Der er forskellige muligheder for at kombinere skoleoplæring med oplæring i en virksomhed. Du kan få:

  • En restuddannelsesaftale
  • En delaftale
  • Virksomhedsforlagt oplæring, som er en del af skoleoplæringen, men foregår i en virksomhed.

Hvis du får tilbudt en læreplads, skal du være indstillet på at forlade skoleoplæringen.

Hvis det ikke lykkes at finde en læreplads undervejs, vil du kunne gennemføre hele din uddannelse med skoleoplæring.

Uddannelser uden skoleoplæring

Hvis du ikke har fundet en læreplads, og din uddannelse ikke giver mulighed for skoleoplæring, får du tilbud om at blive optaget på en anden uddannelse.

Læs mere om uddannelsesgaranti