På uddannelsen lærer du om automatiske systemer, der styrer og regulerer. Du lærer om teknik, elektronik og stærkstrømssystemer.
Du får erfaring med at arbejde med automatiserede systemer, der er baseret på trykluft (pneumatik) og væsketryk (hydraulik).
Inden for kraftvarmeområdet, medicinalindustrien og levnedsmiddelindustrien vil du også kunne arbejde med procesregulering og instrumentering.
Automatik- og procesuddannelsen kræver stor interesse for teknik og elektronik. Uddannelsen stille også krav til omhyggelighed og samarbejdsevne.
Uddannelsens trin og specialer:
Du kan afslutte som automatikmontør (trin 1) eller med speciale som enten elevatortekniker (trin 2), automatiktekniker (trin 2), automatiktekniker i elektrobranchen (trin 2) eller automatiseringstekniker (trin 3).
- Automatikmontør: Du lærer bl.a. at opbygge og reparere elektriske motorer og pneumatiske kredsløb (dvs. som virker ved lufttryk.)
- Elevatortekniker: Du lærer bl.a. at efterse og vedligeholde elevatorer, rulletrapper og rullefortove.
- Automatiktekniker: Du lærer bl.a. at opbygge og indkøre fuldautomatiske anlæg.
- Automatikteknikeren i elektrobranchen: Du specialiserer dig især i automatik i industrien og lærer bl.a. at sætte maskiner op til produktion.
- Automatiseringstekniker: Specialet er en overbygning på automatiktekniker. Du lærer bl.a. at arbejde med robotteknologi og robotteknologiens anvendelse i industrien.