Værktøjsuddannelsen giver en grundlæggende erfaring med konstruktion af støbeforme til masseproduktion.
Du skal lære at lave forme til fx en lille plastikdel til en computer efter en teknisk tegning. Støbeformen skal være fuldkommen præcis, da plastikdelen senere i produktionen skal samles med andre dele.
Du får et grundigt kendskab til de forskellige fremstillingsmetoder og til justering og afprøvning af værktøjerne.
Uddannelsens trin
Du kan afslutte som værktøjsmager (trin 1) eller værktøjstekniker (trin 2):
- Værktøjsmager: Du får erfaring med de forskellige materialer, og den måde materialerne fungerer og opfører sig på. Du lærer at læse de komplicerede tegninger, støbeformene fremstilles efter. Desuden lærer du, hvordan man bruger tekniske tegneprogrammer (CAD) og computerstyrede værktøjsmaskiner (CNC), som er vigtige arbejdsredskaber for en værktøjsmager.
- Værktøjstekniker: Du lærer også at styre og gennemføre projekter, at konstruere og tegne værktøjer og at tage hensyn til de juridiske forhold i forbindelse med designopgaver.
Der lægges også vægt på, at du lærer at kommunikere fagligt på dansk og engelsk med leverandører og kunder.