Du kan tage uddannelsen med eux og blive faglært inden for handel og student samtidig. Med eux kombinerer du erhvervsuddannelsen med en gymnasial eksamen.
Job eller videregående uddannelse
Når du er færdig, har du en erhvervsfaglig studentereksamen og kan både søge faglært arbejde og få adgang til at søge ind på en videregående uddannelse. Du kan søge optagelse på videregående uddannelser på samme vilkår som personer med en gymnasial uddannelse.
Se dine muligheder for videregående uddannelse efter handelsuddannelsen med eux i Adgangskortet.
Eux-uddannelsens opbygning
Når du gennemfører handelsuddannelsen med eux, består din uddannelse af følgende elementer:
- Et grundforløb, der tages på en erhvervsskole og varer 20 eller 40 uger
- Et studiekompetencegivende forløb, der varer 1 år og ligger mellem grundforløbet og hovedforløbet
- Et hovedforløb, der veksler mellem perioder på din læreplads og perioder på skolen. Du kan vælge mellem flere forskellige specialer.
Figuren ovenfor viser det fulde uddannelsesforløb, herunder grundforløbets 1. og 2. del.
I løbet af uddannelsen får du undervisning i både almene gymnasiale fag som dansk og matematik, og i fag som er relevante for handelsuddannelsen samt beslægtede videregående uddannelser.
Du skal have gymnasiale fag både på grundforløbet og på det studiekompetencegivende forløb. For at komme fra grundforløbet til det studiekompetencegivende forløb skal du opfylde overgangskravene. For at komme fra det studiekompetencegivende forløb til hovedforløbet, skal du også opfylde overgangskravene.
Overgangskrav til det studiekompetencegivende forløb
For at kunne blive optaget på det studiekompetencegivende forløb skal du have gennemført følgende fag på grundforløbet:
- Dansk C, engelsk C og samfundsfag C (på grundforløbets 1. del)
- Erhvervsinformatik C, virksomhedsøkonomi C, organisation C, afsætning C og matematik C (på grundforløbets 2. del)
Bemærk: Du skal altså have gennemført i alt 8 fag på c-niveau på grundforløbet. Hvis du hører til dem, der starter uddannelsen i grundforløbets 2. del, er det en fordel at have taget nogle af fagene, inden du starter i grundforløbet.
En del af fagene skal bestås med et samlet gennemsnit på 2,0. Øvrige fag skal gennemføres, men uden krav om en bestemt karakter
Overgangskrav til hovedforløbet
For at kunne gå i gang med skoleundervisningen i hovedforløbet, skal du have opnået bevis for eux 1. del. Det opnår du ved at gennemføre det studiekompetencegivende forløb og bestå eksamen i den gymnasiale del af eux-forløbet.
I det studiekompetencegivende forløb skal du gennemføre følgende fag og niveauer:
- Dansk A
- Engelsk B
- Informatik B
- Virksomhedsøkonomi B
- Enten erhvervsjura C eller andet fremmedsprog C
- En række valgfag
Du skal også udarbejde et erhvervsområdeprojekt og et eksamensprojekt.
Eksamen består af prøver i 6 gymnasiale fag, der udtrækkes. Dit samlede karaktergennemsnit i prøverne skal være mindst beståkarakter. Du skal også bestå en mundtlig prøve med udgangspunkt i dit eksamensprojekt, samt en prøve i den større skriftlige opgave.
Når du har bestået eksamen, modtager du bevis for eux 1. del. For at starte på uddannelsens hovedforløb skal du desuden have en uddannelsesaftale eller aftale om skoleoplæring.
Merit for eux 1. del
Når du har gennemført eux 1. del på en af de merkantile erhvervsuddannelser, har du adgang til at starte på ethvert af de merkantile hovedforløb uden yderligere supplering. Du skal hverken tage grundforløbet eller det studiekompetencegivende forløb igen, men kan starte direkte på uddannelsens hovedforløb.
Inden du starter på handelsuddannelsens hovedforløb, skal du dog have indgået en uddannelsesaftale (dvs. skaffet en læreplads) eller en aftale om at komme i skoleoplæring.
Erhvervsfaglig studentereksamen
Du afslutter hele uddannelsen med en gymnasial eksamen og en fagprøve. Du modtager fagprøvebevis og eux-bevis (erhvervsfaglig studentereksamen).
Hvis du allerede har en gymnasial eksamen, kan du ikke tage uddannelsen med eux.