Elektrikeruddannelsen giver dig en grundlæggende viden om arbejdet med elektriske installationer i bygninger, maskiner, computere, alarmer, bæredygtig energi mm.
Du bliver oplært i, hvordan elektriske og digitale produkter og systemer virker. Du lærer at rådgive kunder om de bedste valg. Hvis noget går i stykker, ved du, hvordan man finder fejlen og reparerer den.
Specialer
Du kan vælge mellem specialerne: elektriker 1 eller elektriker 2.
På begge specialer lærer du at arbejde med installationsteknik, bygningsautomatik, styrings- og reguleringsteknik og kommunikationsteknik.
På specialet elektriker 2 bliver du specialist i at arbejde med udviklingsopgaver. Det faglige niveau hæves i forhold til elektriker 1.
Emner
Uanset speciale kan du selv være med til at sammensætte din uddannelse. Alt efter hvilke moduler du vælger, kan du lære om:
- Kommunikationsnetværk
- Procesanlæg (anlæg til industrien)
- Energieffektivisering (dvs. hvordan man sparer energi)
- Robotteknologi
- El-installationer i skibe og offshore
- Building Management Systemer (smarte/intelligente teknologier i bygninger)
Elektrikere arbejder med strøm hver dag, hvilket kan være farligt. Det kræver megen viden, overblik og god fysik at være elektriker. Derfor lærer du også om regler for området og om arbejdsmiljø.