Artikel

Økonomi under erhvervsuddannelsen

På en erhvervsuddannelse får du normalt løn under uddannelsen - både mens du er under oplæring, og mens du er på skole. Uddannelsen er gratis.

For at få lærlingeløn skal du have en uddannelsesaftale med en virksomhed (en læreplads). Din lærlingeløn starter fra den dag, din uddannelsesaftale træder i kraft. Du får løn, både når du er under oplæring, og når du er på skole.

Hvis du har en uddannelsesaftale, der dækker grundforløbet, får du også lærlingeløn på grundforløbet. Hvis du ikke har det, kan du søge SU, hvis du er fyldt 18 år.

Hvis du er i skoleoplæring, får du skoleoplæringsydelse.

Fold alle afsnit ud

Lærlingeløn

Du får lærlingeløn fra den dag, din uddannelsesaftale træder i kraft, både i oplærings- og skoleperioderne. Beløbet afhænger af, om du er under eller over 25 år.

  • Er du under 25 år, er din startløn som lærling typisk ca. dobbelt så høj som SU for udeboende over 20 år. Din lærlingeløn stiger, mens du er under uddannelse.
  • Er du 25 år eller derover, er din startløn som lærling typisk højere. Den vil som regel ligge på niveau med den minimumsløn, som er aftalt for voksne på området.

Lærlingelønnen er aftalt mellem arbejdsgiverorganisationen og den faglige organisation på området.

Økonomi på grundforløbet

Hvis du har en uddannelsesaftale, der dækker grundforløbet, får du lærlingeløn.

Hvis du er fyldt 18 år og begynder på et grundforløb på en erhvervsuddannelse uden at have en uddannelsesaftale med en virksomhed, kan du søge om SU, mens du går på skolen.

Læs om SU

Skoleoplæringsydelse

På en række uddannelser kan du komme i skoleoplæring, hvis det er umuligt for dig at finde en læreplads i en virksomhed. Så får du skoleoplæringsydelse, men den er mindre end lærlingelønnen.

Skoleoplæringsydelse:

  • Under 18 år: Du får 910 kr. om ugen.
  • 18 år og derover: Du får 2.180 kr. om ugen det første år. Derefter stiger ydelsen hvert år, indtil du på fjerde år får 3.124 kr. om ugen

Læs om skoleoplæring

Tilskud til transport

Du kan på visse betingelser få tilskud til dækning af dine transportudgifter.