Uddannelsen giver dig kompetencer til at planlægge, koordinere og styre en virksomheds varestrøm nationalt og internationalt, fra indkøb af råvarer, produktion og til udsendelse af de færdige produkter.
Du får viden om, hvordan man styrer en virksomheds indkøb, produktion og distribution. Du får også undervisning i fag som jura, økonomi, statistik, engelsk samt organisation og ledelse.
Fagområder
Uddannelsen består af nogle obligatoriske fagområder:
- Virksomheden og markedet: Du lærer at analysere virksomhedens værdiskabende aktiviteter og logistiske effektivitet sammenholdt med den økonomiske situation både i virksomheden og i forhold til markedet. Fokus er bl.a. på forståelse af virksomhedens interne processer og mål
- Indkøb og produktion: Du får viden om indkøbsstrategi, forhandling og juridiske aspekter i relation til indkøbsprocessen. Du lærer også at analysere produktionsprocessen med fokus på strategi, optimering og kvalitetsstyring ved brug af statistik
- Distribution og Supply Chain Management: Du lærer om virksomhedens distribution, herunder transportjura, returlogistik og lagerstyring. Der er også fokus på, hvordan informationsflowet kan understøtte Supply Chain Management
Der er mulighed for valgfag. Læs mere på uddannelsesstedernes hjemmesider.
Titel
Du får titlen logistikøkonom AK.