Du får kompetencer til at udføre både undersøgelser på patienter og laboratorieanalyser samt sikre kvaliteten af resultaterne. Du lærer om sygdomme, og hvordan svar fra analyser kan bruges til at stille den rette diagnose.
Der er også fokus på det professionelle møde med patienter og pårørende ved fx blodprøvetagning.
Opbygning
Uddannelsen varer 3½ år og består af teoretiske undervisningsforløb på uddannelsesinstitutionen og praktikforløb primært på sygehuse.
Fagområder
- Sundhedsvidenskab og naturvidenskab: Omfatter fagene bioanalyse, kvalitetssikring og -udvikling, biomedicin og bioanalytisk diagnostik
- Samfundsvidenskab og humanvidenskab: Du lærer bl.a. om bioanalytikerens roller, ansvarsområder og samarbejdsrelationer i sundhedsvæsenet, det at være patient i sundhedsvæsnet og kommunikation med patienter og pårørende
Titel
Uddannelsen giver adgang til titlen professionsbachelor i bioanalytisk diagnostik. Den engelske titel er Bachelor of Biomedical Laboratory Science.