På uddannelsen får du viden om at bruge avanceret måleudstyr til undersøgelse af patienter.
Alt efter dit valg af speciale lærer du at undersøge en patients problem med sin hørelse (audiologiassistent) eller med hjerne og nervesystem (neurofysiologiassistent).
Som uddannet får du tæt kontakt til mennesker, der oplever helbredsproblemer. Uddannelsen giver dig derfor også viden om og erfaring med at modtage og tale med patienter, der har udfordringer med hørelsen eller sygdomme i nervesystemet.
Du lærer også at aflæse og beskrive resultaterne af dine målinger og undersøgelser, så de kan indgå i behandlingen af patienten.
Uddannelsens specialer
Du kan afslutte som audiologiassistent eller neurofysiologiassistent.
- Audiologiassistent: Du lærer om ørets opbygning og at udføre høreprøver. Du får viden om forskellige årsager til nedsat hørelse og sygdomme i øret.
- Neurofysiologiassistent: Du får kendskab til, hvordan hjerne og nerver fungerer. Ved hjælp af elektroder, der anbringes på patientens hoved, fødder eller hænder, lærer du at aflæse resultaterne og skriver journal til lægen. Metoden bruges ved undersøgelse af patienter for sygdomme som epilepsi, hjerneblødninger og andre skader på nervesystemet.