Uddannelsen som eventkoordinator giver en grundlæggende viden om at planlægge og koordinere oplevelser. Du får desuden viden om god kundekontakt, godt værtsskab, og hvordan du laver budgetter, bookingaftaler og kontrakter.
Eventkoordinator
Fakta
- Navn:
- Eventkoordinator
- Varighed:
- 3 - 4 år
- Specialer:
- Eventkoordinator
- Adgangskrav til grundforløb:
- Folkeskolens afgangseksamen el. tilsvarende med karakteren 2,0 i dansk og matematik
- Overgangskrav til hovedforløb:
- Vær opmærksom på, at der er specifikke krav ved overgangen til hovedforløbet
- Skoleoplæring:
- Ikke mulighed for skoleoplæring
- Eux:
- Mulighed for eux
- Økonomi:
- SU og elevløn
- Muligheder for at læse videre:
- Du får adgang til flere videregående uddannelser
- Læs mere i afsnittet Mere uddannelse
En vigtig del af arbejdet går ud på at finde den rette oplevelse, der passer til kundens behov. Det foregår ofte i samarbejde med mange forskellige mennesker.
Som eventkoordinator lærer du også om økonomi, booking og kontrakter. En eventkoordinator kan arbejde i pr-bureauer, feriecentre, forlystelsesparker, storcentre m.m.
Foto: Getty Images
Løn, job og trivsel
- Hvad tjener man som nyuddannet?
- Er der gode beskæftigelsesmuligheder?
- Trives eleverne på uddannelsen?
- Hvordan er køns- og aldersfordelingen?
Tjek fakta om uddannelsen, før du vælger, eller sammenlign uddannelser.
Gå til Uddannelsen i tal
Uddannelsens opbygning
Uddannelsen består af:
- Et grundforløb, der tages på en erhvervsskole og varer 20 eller 40 uger
- Et hovedforløb, der veksler mellem perioder på din læreplads og perioder på skolen.
Fag
På skolen lærer du bl.a. om:
- Eventgennemførelse
- Eventplanlægning
- Eventudvikling
- Salg og service
Du skal også have fag som dansk, engelsk, samfundsfag, erhvervsøkonomi og informationsteknologi.
Oplæring
På lærepladsen bliver du oplært i de arbejdsopgaver, som hører til uddannelsen. Oplæringen foregår på en arbejdsplads. Der er ikke mulighed for at komme i skoleoplæring.
Eksamen
Du afslutter hele uddannelsen med en fagprøve og modtager et fagprøvebevis.
Er uddannelsen noget for mig?
Hvis du er usikker på, om uddannelsen passer til dig, kan du her få en idé om, hvad der er vigtigt på uddannelsen.
Listen nedenfor hjælper dig med at vurdere, om uddannelsen passer til dine interesser og forventninger. Det er ikke krav, men vigtige punkter at overveje.
Overvej fx, om du:
- Er kreativ
- Er god til at planlægge og koordinere opgaver
- Er god til tal og til at indgå aftaler
- Kan udvise handlekraft
- Kan kommunikere både mundtligt og skriftligt
- Er interesseret i andre mennesker og god til at skabe kontakt
- Er serviceminded
- Undervisningen er intensiv. Du skal være god til boglige fag.
Adgangskrav og overgangskrav
Der er adgangskrav til erhvervsuddannelsens grundforløb. Der er også specifikke overgangskrav, som du skal opfylde, inden du kan gå videre til hovedforløbet.
Adgangskrav til grundforløbet
For at begynde på en erhvervsuddannelses grundforløb skal du opfylde følgende krav:
- Du skal have bestået folkeskolens afgangseksamen eller en tilsvarende prøve
- Du skal have fået mindst 2,0 i gennemsnitskarakter i både dansk og matematik til afgangseksamen i 9. eller 10. klasse eller en tilsvarende prøve
Kommer du direkte fra 9. eller 10. klasse, skal du desuden være have fået mindst 2,0 i gennemsnit af dine afsluttende standpunktskarakterer i henholdsvis dansk og matematik i enten 9. eller 10. klasse.
Hvis du har en uddannelsesaftale med en virksomhed, opfylder du adgangskravene til en erhvervsuddannelse. Du skal dog altid have opfyldt din undervisningspligt.
Hvis du har en gymnasial uddannelse, opfylder du også adgangskravene.
Læs mere i Adgangskrav til erhvervsuddannelserne.
Overgangskrav til hovedforløbet
For at kunne gå i gang med hovedforløbet skal du have gennemført fagene:
- Dansk på C-niveau
- Engelsk på C-niveau
- Virksomhedsøkonomi på C-niveau
- Afsætning på C-niveau
- Erhvervsinformatik på C-niveau
Du skal samlet have opnået et gennemsnit på mindst 2,0 i de anførte fag.
For at starte på uddannelsens hovedforløb skal du desuden have en uddannelsesaftale.
Ansøgning og optagelse
Der er flere måder at begynde en erhvervsuddannelse på. Måden afhænger af din alder og baggrund, når du starter. Læs her, hvordan du kommer i gang, når du er under 25 år.
Du går i 9. eller 10. klasse
Hvis du vil i gang lige efter 9. eller 10. klasse, skal du søge ind på grundforløbets 1. del (GF1).
Ansøgning: Du skal ansøge senest 1. marts via Optagelse.dk. Grundforløbets 1. del starter typisk i august måned.
Du er gået ud af 9. eller 10. klasse
Hvis du er gået ud af 9. eller 10. klasse og er under 25 år, kan du vælge mellem følgende muligheder:
- Du kan søge ind på grundforløbets 1. del (GF1) i op til 2 år efter, at du er gået ud af 9. eller 10. klasse.
- Du kan søge ind på grundforløbets 2. del (GF2) og springe 1. del over.
De samme muligheder gælder for dig, der har taget forberedende grunduddannelse (FGU) i løbet af de 2 år.
Hvis du har taget gymnasial uddannelse i mere end 1 år, skal du altid søge ind på grundforløbets 2. del.
Ansøgning til GF1: Du skal ansøge senest 1. marts via Optagelse.dk. Grundforløbets 1. del starter typisk i august måned.
Ansøgning til GF2 - kvoteplads: Der kan være uddannelsesstart flere gange om året, typisk august og januar. Kontakt skolen eller tjek skolens hjemmeside for at få information om frist for ansøgning om kvoteplads. Du ansøger via Optagelse.dk.
Tilmelding til GF2 med uddannelsesaftale: Arbejdsgiveren sender din uddannelsesaftale til erhvervsskolen. Aftalen fungerer som skoletilmelding. Der kan være uddannelsesstart flere gange om året, typisk august og januar.
Du er gået ud af 9. eller 10. klasse for mere end 2 år siden
Er det mere end 2 år siden, at du gik ud af 9. eller 10. klasse, og er du under 25 år, gælder følgende:
- Du skal søge ind på grundforløbets 2. del (GF2)
- Du kan evt. også starte i grundforløb plus (GF+). Det er for dig, som har brug for afklaring eller skoleundervisning, før du beslutter dig for uddannelsen. Efter grundforløb plus går du videre på grundforløbets 2. del.
Ansøgning til GF2 - kvoteplads: Der kan være uddannelsesstart flere gange om året, typisk august og januar. Kontakt skolen eller tjek skolens hjemmeside for at få information om frist for ansøgning om kvoteplads. Du ansøger via Optagelse.dk.
Tilmelding til GF2 med uddannelsesaftale: Arbejdsgiveren sender din uddannelsesaftale til erhvervsskolen. Aftalen fungerer som skoletilmelding. Der kan være uddannelsesstart flere gange om året, typisk august og januar.
Ansøgning til grundforløb plus (GF+): Der kan være uddannelsesstart flere gange om året. Kontakt skolen eller tjek skolens hjemmeside for at få information om ansøgningsfrist. Du ansøger via Optagelse.dk.
Du har en uddannelsesaftale
- Hvis du har skaffet en læreplads og lavet en uddannelsesaftale med en arbejdsgiver, skal du typisk starte i grundforløbets 2. del (GF2). Hvis din uddannelsesaftale dækker grundforløb plus (GF+), starter du med dette forløb.
- Hvis din uddannelsesaftale dækker både grundforløb og hovedforløb, kan du aftale at begynde din uddannelse på lærepladsen. Læs mere i Skolevejen og lærepladsvejen.
- Hvis du har en aftale om Ny mesterlære, kan du erstatte meste af skoleundervisningen på grundforløbet med praktisk oplæring på en arbejdsplads.
Skoletilmelding: Arbejdsgiveren sender din uddannelsesaftale eller Ny mesterlæreaftale til erhvervsskolen. Aftalen fungerer som skoletilmelding.
Du er fyldt 25 år
Er du fyldt 25 år, skal du søge ind på erhvervsuddannelse for voksne, euv. Se afsnittet Erhvervsuddannelse for voksne.
Uddannelsessteder
Hvis du vil se, hvor du kan tage din erhvervsuddannelse, kan du bruge UG-værktøjet Erhvervsuddannelseskortet.
Grundforløb
Se kortet over skoler, der udbyder grundforløbets 2. del
Hovedforløb
Se kortet over skoler, der udbyder hovedforløb
Mere om Erhvervsuddannelseskortet
Du kan også finde andre forløb på Erhvervsuddannelseskortet. Læs om hvordan du bruger kortet i artiklen Erhvervsuddannelseskortet.
Find en læreplads
Du skal selv finde en læreplads og indgå en skriftlig uddannelsesaftale med lærestedet. Du vil få hjælp og vejledning fra erhvervsskolen. Læs mere i Sådan søger du læreplads.
Lærepladsen.dk
På www.lærepladsen.dk kan du finde ledige lærepladser. Du kan også se, hvilke virksomheder der er godkendt til at oprette lærepladser.
Når du er startet på erhvervsskolen, kan du oprette din egen profil på Min side og få besked om ledige lærepladser, der matcher dine ønsker.
Der er ikke mulighed for skoleoplæring. Hvis du ikke kan finde en læreplads, har du garanti for at kunne gennemføre en anden erhvervsuddannelse med bedre muligheder for at få læreplads. Læs mere om Uddannelsesgaranti.
Eux
Du kan tage uddannelsen med eux og blive faglært eventkoordinator og student samtidig. Med eux kombinerer du erhvervsuddannelsen med en gymnasial eksamen.
Job eller videregående uddannelse
Når du er færdig, har du en erhvervsfaglig studentereksamen og kan både søge faglært arbejde og få adgang til at søge ind på en videregående uddannelse. Du kan søge optagelse på videregående uddannelser på samme vilkår som personer med en gymnasial uddannelse.
Se dine muligheder for videregående uddannelse som eventkoordinator med eux i Adgangskortet.
Eux-uddannelsens opbygning
Når du gennemfører eventkoordinatoruddannelsen med eux, består din uddannelse af følgende elementer:
- Et grundforløb, der tages på en erhvervsskole og varer 20 eller 40 uger
- Et studiekompetencegivende forløb, der varer 1 år og ligger mellem grundforløbet og hovedforløbet
- Et hovedforløb, der veksler mellem perioder på din læreplads og perioder på skolen
Figuren ovenfor viser det fulde uddannelsesforløb, herunder grundforløbets 1. og 2. del.
I løbet af uddannelsen får du undervisning i både almene gymnasiale fag som dansk og matematik, og i fag som er relevante for eventkoordinatoruddannelsen samt beslægtede videregående uddannelser.
Du skal have gymnasiale fag både på grundforløbet og på det studiekompetencegivende forløb. For at komme fra grundforløbet til det studiekompetencegivende forløb skal du opfylde overgangskravene. For at komme fra det studiekompetencegivende forløb til hovedforløbet, skal du også opfylde overgangskravene.
Overgangskrav til det studiekompetencegivende forløb
For at kunne blive optaget på det studiekompetencegivende forløb skal du have gennemført følgende fag på grundforløbet:
- Dansk C, engelsk C og samfundsfag C (på grundforløbets 1. del)
- Erhvervsinformatik C, virksomhedsøkonomi C, organisation C, afsætning C og matematik C (på grundforløbets 2. del)
Bemærk: Du skal altså have gennemført i alt 8 fag på c-niveau på grundforløbet. Hvis du hører til dem, der starter uddannelsen i grundforløbets 2. del, er det en fordel at have taget nogle af fagene, inden du starter i grundforløbet.
En del af fagene skal bestås med et samlet gennemsnit på 2,0. Øvrige fag skal gennemføres, men uden krav om en bestemt karakter.
Overgangskrav til hovedforløbet
For at kunne gå i gang med skoleundervisningen i hovedforløbet, skal du have opnået bevis for eux 1. del. Det opnår du ved at gennemføre det studiekompetencegivende forløb og bestå eksamen i den gymnasiale del af eux-forløbet.
I det studiekompetencegivende forløb skal du gennemføre følgende fag og niveauer:
- Dansk A
- Engelsk B
- Informatik B
- Virksomhedsøkonomi B
- Enten erhvervsjura C, andet fremmedsprog C eller psykologi C
- En række valgfag
Du skal også udarbejde et erhvervsområdeprojekt og et eksamensprojekt.
Eksamen består af prøver i 6 gymnasiale fag, der udtrækkes. Dit samlede karaktergennemsnit i prøverne skal være mindst beståkarakter. Du skal også bestå en mundtlig prøve med udgangspunkt i dit eksamensprojekt, samt en prøve i den større skriftlige opgave.
Når du har bestået eksamen, modtager du bevis for eux 1. del. For at starte på uddannelsens hovedforløb skal du desuden have en uddannelsesaftale.
Merit for eux 1. del
Når du har gennemført eux 1. del på en af de merkantile erhvervsuddannelser, har du adgang til at starte på ethvert af de merkantile hovedforløb uden yderligere supplering. Du skal hverken tage grundforløbet eller det studiekompetencegivende forløb igen, men kan starte direkte på uddannelsens hovedforløb.
Inden du starter på eventkoordinatoruddannelsens hovedforløb, skal du dog have indgået en uddannelsesaftale (dvs. skaffet en læreplads).
Erhvervsfaglig studentereksamen
Du afslutter hele uddannelsen med en gymnasial eksamen og en fagprøve. Du modtager fagprøvebevis og eux-bevis (erhvervsfaglig studentereksamen).
Muligheden for eux findes på en række skoler.
Hvis du allerede har en gymnasial eksamen, kan du ikke tage uddannelsen med eux.
Særligt for studenter
Hvis du i forvejen har en gymnasial eksamen, får du enten helt godskrevet eller afkortet grundforløbet på eventkoordinatoruddannelsen.
Godskrevet grundforløb
Hvis du har en merkantil studentereksamen (hhx), skal du ikke tage grundforløbet, men kan starte direkte på eventkoordinatoruddannelsens hovedforløb:
Inden du starter på hovedforløbet, skal du dog have indgået en uddannelsesaftale, dvs. skaffet en læreplads.
Afkortet grundforløb på 5 uger
Hvis du har en af følgende eksamener, skal du tage et kort grundforløb på 5 uger:
- Almen studentereksamen (stx)
- Teknisk studentereksamen (htx)
- Hf-eksamen (hf)
- Ikke-merkantil erhvervsfaglig studentereksamen (eux)
Din eventkoordinatoruddannelse består af det 5-ugers grundforløb efterfulgt af en grundforløbsprøve og et hovedforløb med oplæring.
I løbet af grundforløbet skal du have gennemført fagene virksomhedsøkonomi C og afsætning C med et karaktergennemsnit på mindst 2,0. Du skal også have gennemført det uddannelsesspecifikke fag.
Hvis du har en læreplads (uddannelsesaftale), kan du starte på uddannelsens hovedforløb, når du har bestået grundforløbsprøven.
Ansøgning
Du ansøger om en kvoteplads gennem www.optagelse.dk. Hvis du har en uddannelsesaftale, skal du sende den til erhvervsskolen. Uddannelsesaftalen er din tilmelding til uddannelsen.
Erhvervsuddannelserne starter 2 gange om året. Kontakt evt. en erhvervsskole og hør nærmere.
Erhvervsuddannelse for voksne
Hvis du er fyldt 25 år, tager du en særligt tilrettelagt erhvervsuddannelse for voksne (euv). Uddannelsen tilrettelægges på baggrund af en kompetencevurdering, dvs. en vurdering af den uddannelse og erfaring, du allerede har. Din uddannelse bliver dermed i de fleste tilfælde kortere. Læs mere om euv i Erhvervsuddannelser for voksne.
Hvis du er fyldt 25 år, kan du evt. blive ansat som voksenlærling til en forhøjet lærlingeløn. Læs om muligheder og betingelser i Voksenlærling.
Økonomi
Du får løn eller anden økonomisk støtte under uddannelsen.
Elevløn
Du får elevløn fra den dag, din uddannelsesaftale træder i kraft, både i læreplads- og skoleperioderne. Beløbet afhænger af, om du er under eller over 25 år.
- Er du under 25 år, er din startløn som elev typisk ca. dobbelt så høj som SU for udeboende over 20 år. Din elevløn stiger, mens du er under uddannelse.
- Er du 25 år eller derover, er din startløn som elev typisk højere. Den vil som regel ligge på niveau med den minimumsløn, som er aftalt for voksne på området.
Elevlønnen er aftalt mellem arbejdsgiverorganisationen og den faglige organisation på området.
Hvis du har en uddannelsesaftale, der dækker grundforløbet, får du også elevløn på grundforløbet. Hvis du ikke har det, kan du søge SU, hvis du er fyldt 18 år.
Læs mere i Økonomi under erhvervsuddannelsen
Læs om SU
Jobmuligheder
Som uddannet eventkoordinator kan du arbejde i eventfirmaer, pr-bureauer, forlystelsesparker, på spillesteder mm.
Mere uddannelse
Når du har afsluttet din erhvervsuddannelse, har du mulighed for at videreuddanne dig.
Videregående uddannelse
Eventkoordinatoruddannelsen giver adgang til flere videregående uddannelser på fuld tid. Find dem i UG-værktøjet Adgangskortet.
- Husk at vælge dit speciale i værktøjet samt evt. eux
- Vælg en kategori, og se dine muligheder
Læs mere i artiklen Videregående uddannelse efter erhvervsuddannelsen
Afsluttet med eux 1. del
Med eux-bevis, kan du søge optagelse på videregående uddannelser, herunder også universitetsbacheloruddannelser.
Afslutter du med bevis for eux 1. del, kan du søge optagelse på en erhvervsakademiuddannelse eller en professionsbacheloruddannelse. Tager du et supplerende overbygningsforløb til din eux 1. del, vil du få samme muligheder for videreuddannelse som dem med eux-bevis. Husk, at du i alle tilfælde skal opfylde eventuelle specifikke adgangskrav til en videregående uddannelse.
Bemærk: Er du startet på eux-forløbet i eventkoordinatoruddannelsen før 1.8. 2017, giver bevis for eux 1. del samme adgang til videregående uddannelse som eux-bevis.
Efter- og videreuddannelse
AMU-kurser
Som eventkoordinator kan du efteruddanne dig med korte, kompetencegivende AMU-kurser.
Akademiuddannelse
Når du har fået erhvervserfaring, kan du også efteruddanne dig med en akademiuddannelse. Akademiuddannelser er videregående uddannelser, som du kan tage på deltid.
Kvalifikationsniveau
Uddannelsen er placeret på niveau 4 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring.
Kvalifikationsrammen går fra niveau 1-8 og definerer det forventede udbytte af undervisningen. Læs mere om Kvalifikationsniveauer for ungdomsuddannelser.
Få mere at vide
Fagligt udvalg:
Uddannelsens veje
Uddannelsessteder
På uddannelsesstedernes hjemmesider kan du finde mere information