Uddannelsen fokuserer på det kreative og konstruktive arbejde, som ingeniører skal kunne udføre i praksis. Du arbejder med at udvikle nye produkter og systemer, hvor der tages hensyn til forbrugernes specifikke behov og livsstil sammenholdt med den teknologiske udvikling.
Specialiseringer
På kandidatuddannelsen kan du specialisere dig inden for et af følgende emner:
- Bæredygtighed og ecodesign, hvor du både arbejder med produkter, systemer og servicesystemer, med henblik på at levere helhedsorienterede løsninger, der reducerer energiforbruget og miljøbelastningen ved at fokusere på produktets livscyklus
- Innovationsledelse og entreprenørskab, hvor du lærer at lede og tilrettelægge designprocesser i virksomheder og organisationer
- Produktdesign, hvor du går i dybden med produktudvikling og arbejder med alle aspekter af et produkts udformning og tilblivelse, fx dets kvalitet, brugsværdi, æstetik, miljøvenlighed, funktion, omkostninger og distribution
- Brugeroplevelse og systemdesign, hvor du fokuserer på indsigt med brugere og andre relevante aktører af produktet og dets servicesystem i form af udformning af arbejdsområder, interaktionsdesign og multimediesystemer
Erhvervskandidatuddannelse
Danmarks Tekniske Universitet (DTU) udbyder også uddannelsen som en erhvervskandidatuddannelse. En erhvervskandidatuddannelse er tilrettelagt på deltid og varer 4 år. Uddannelsen retter sig mod personer, der er i beskæftigelse, og er ikke SU-berettiget.
Læs mere
Erhvervskandidatuddannelse på DTU (dtu.dk)
Titel
Kandidatuddannelsen giver den akademiske titel cand.polyt. Uddannelsens engelske titel er Master of Science (MSc) in Engineering (Design and Innovation).