Industrielle designere lever af at komme med idéer til brugsting, der kan massefremstilles på industrivirksomheder. Det kan være alt fra biler, møbler og køkkenredskaber til armaturer til badeværelser og køkkener, hospitalsudstyr, maskiner og elektronisk udstyr.
Industrielle designere formgiver og fremstiller brugsting og brugskunst, som på en gang skal være funktionelle og smukke eller anderledes at se på.
Selv om der kan være stor forskel i produkttypen, der skal formgives, er der mange fællestræk i selve arbejdsgangen inden for de fleste brancher.
Som industriel designer må du under udviklingen af et produkt forene en række forskellige krav. Du skal tænke både funktion, teknik, æstetik og økonomi ind i produktet.
Det betyder, at du dels må undersøge, hvem produktet skal sælges til, og hvad det må koste. Dels skal du beslutte, hvillket råmateriale det skal fremstilles i, og hvilken produktionsproces det skal gennemgå. I dag er det vigtigt også at tænke miljøhensyn ind i produktet.
Ud fra disse undersøgelser udvikler du dine idéer til produktet. Det indledende udviklingsarbejde foregår som tegnede eksperimenter på papir eller på computer, og måske bliver der lavet mindre modeller.
Som industriel designer diskuterer du dine tegninger og modeller af produktet med producenten, og du justerer dine idéer, indtil den endelige form er fundet, og produktet kan sættes i produktion.
Efter at produktet er sat i produktion, skal du kontrollere, om produktet lever op til de krav, som man har stillet til det. Det foregår i virksomhedens produktionsafdelinger og i samarbejde med de medarbejdere, der står for den praktiske fremstilling af produktet.
Som industriel designer må du have anlæg for tegning, farve og form. Arbejdet kræver, at du også har sans for teknik og økonomi og kan gøre rede for dine idéer, både mundtligt og skriftligt.
Betegnelsen designer dækker bredere end industriel designer, og omfatter især design inden for det visuelle område, grafisk design og lignende. Designopgaverne kan i nogle tilfælde handle om formning af unika-ting, det vil sige ting, der ikke skal masseproduceres.