På uddannelsen får du undervisning i matematik, statistik og computerberegninger, og du lærer at analysere tekniske systemer ved hjælp af matematiske og statistiske metoder.
Opgaverne, der skal løses, er ofte meget konkrete og kendte fra hverdagen. De matematiske metoder, du lærer at bruge til at løse opgaverne, er mere teoretiske og abstrakte.
Matematikkens forskellige sider
Du studerer mange forskellige sider af matematikken. Fx kan du arbejde med den matematik, der ligger bag computergrafik og computeres behandling af billeder, med hvordan man beregner brugen af vindenergi til at producere el, men også med mere abstrakte matematiske teorier. Du kan også arbejde med udvikling af kunstig intelligens i fx robotter.
Fag
Du får bl.a. undervisning i:
- Naturvidenskabelige grundfag, hvor du bl.a. studerer matematik, fysik, kemi og sandsynlighedsregning
- Teknologiske linjefag, hvor du bl.a. studerer matematisk modellering og algoritmer, men også lærer at bruge matematiske beregningsmetoder på praktiske problemer
- Projekter og almene fag, hvor du bl.a. lærer at arbejde videnskabeligt samt at programmere
- Valgfrie fag, hvor du - efter egne ønsker og interesser - kan vælge blandt mange kurser inden for matematik og teknologi
Titel
Bacheloruddannelsen giver den akademiske titel BSc.Eng. Uddannelsens engelske titel er Bachelor of Science (BSc) in Engineering (Mathematics and Technology).