Udsatte drenge med etnisk minoritetsbaggrund fylder meget i indvandrerdebatten i det offentlige rum. Der bliver mange gange henvist til dem, som "beviset" for en påstand om den fejlslagne integration. Men hvem er de i grunden disse drenge? Lad os prøve at gå over broen til deres verden.
Drøm om normalitet
Det første vi møder - neden under en til tider voldsom retorik og udadreagerende adfærd - er en grundlæggende drøm om normalitet. Det er blevet dokumenteret i flere undersøgelser, blandt andet i en større undersøgelse af gadedrenge i to politikredse i Danmark:
"Vi kan konstatere, at de drenge, vi har snakket med og interviewet, stort set har samme drømme om uddannelse, et godt liv og fremtiden, som jævnaldrende danske drenge kan have. Der er med andre ord masser af gode intentioner at bygge videre på." (Wellendorf & Cakmak 2007).
Afhængig af anerkendelse
Vi møder også nogle unge mænd, der ligesom alle andre mennesker er dybt afhængige af at opnå anerkendelse fra omverdenen - både fra den allernærmeste i form af familie, venner og bekendte og fra samfundet mere generelt (Honneth 1992 og Willig 2006). Anerkendelse er også for dem en forudsætning for at kunne udvikle og opretholde et positivt forhold til sig selv. I modsat fald opstår der en meget stor sandsynlighed for udvikling af selvhad.
Diffuse anerkendelsesstrategier
Det er i drengenes forsøg på at opnå anerkendelse, at kæden mange gange hopper af. Deres verden er ofte karakteriseret ved diffuse anerkendelsesstrategier. Hvor skal de søge anerkendelsen? Hos deres forældre, som mange gange er uden job og uddannelse og måske oven i købet snakker og læser dårligt dansk? Forældre, der har mistet status i drengenes øjne, fordi de ikke kan gøre sig gældende i forhold til de krav, som drengene bliver mødt med i skolen og uddannelsessystemet. Eller i den skole og det uddannelsessystem, hvor de måske kan have svært ved at klare sig rent fagligt, og hvor de oplever, at de får tildelt rollen som ballademager eller problemskaber, uanset hvad de gør, og hvor meget de end gør sig umage for at vise noget andet? (Gilliam 2009).
Når gaden tager over som anerkendelsessted
Det kritiske punkt i drengenes biografiske forløb opstår i det øjeblik, hvor de både afskriver forældrene og skolen som mulige anerkendelsessteder. Når det sker, er der kun gaden tilbage som det sted, de kan opnå anerkendelse med alt, hvad det indebærer af stor risiko for uddannelsesfrafald, ledighed, social marginalisering, bandemedlemskab og kriminalitet.
Det endimensionelle mindset
Når gaden er valgt til som anerkendelsesstedet, er der åbnet op for, at nogle karaktertræk, der også kendetegner drengenes mentalitet, på en selvforstærkende måde kan påvirke drengenes liv destruktivt. Det drejer sig om, at de ofte er præget af en rastløs og let antændelig energi, der vanskeliggør deres indlevelsesevne og refleksive kompetence. Derfor er de i risiko for at udvikle et endimensionel mindset præget af svage dialoginkluderende erfaringer med omverdenen, og hvor de mange gange begynder at dyrke en primitiv "os og dem"-tankegang.
Tabet af indflydelseszone
Når denne endimensionelle måde at se verden på har taget over og bliver koblet med de meget stærke begreber om stolthed, ære, respekt, retfærdighed og kollektivitet, som også står stærkt i drengenes verden, bliver resultatet, at de får meget svært ved at få fat i og mestre den zone, som de selv rent faktisk har indflydelse på. Det gælder såvel indflydelse i forhold til uddannelsessystemet som fremtidig tilknytning til arbejdsmarkedet. Og når de ikke kan mestre denne indflydelseszone, sætter de sig selv og/eller bliver sat ud på et sidespor, hvor det mange gange kan være svært at se, hvad der for alvor kan vende udviklingen.