I artiklen forsøger jeg at udpege de væsentligste mekanismer og baggrunde for, at drengene stadig sakker bagud med hensyn til uddannelsesniveau, således at næsten 2/3 af studenterne i hver ny årgang er piger, og næsten 2/3 af restgruppen uden uddannelse er drenge. Og sådan at 57 procent af kvinderne tager en videregående uddannelse mod 42 procent af mændene (2009), og 82,4 procent kvinder opnår en erhvervskompetencegivende uddannelse mod 74 procent mænd (UVM 2 011).

De mekanismer, der skaber kønsforskelle i uddannelsesniveau, er beslægtet med de mekanismer, der skaber sociale forskelle i uddannelsesniveau - altså den sociale arv. Det er min påstand, at det sociale hankøn bærer en negativ social arv i uddannelsessammenhæng.

Mekanismer, der er i spil

Der er en række mekanismer, der medvirker til at gøre drengene til tabere. Jeg vil her pege på følgende:

• Pigerne får bedre karakterer i folkeskolen
• Det pædagogiske miljø og køn
• Hankøn som negativ social arv 

Pigerne får bedre karakterer i folkeskolen, og de karakterer betyder noget for den efterfølgende uddannelse!

"Karaktergennemsnittet ved folkeskolens afgangsprøver er den vigtigste faktor at inddrage, hvis man skal forudsige en persons højeste fuldførte uddannelse. Jo højere et gennemsnit, desto længere en uddannelse opnås der."(EVA 2005). Pigerne har i en lang årrække haft et signifikant højere karaktergennemsnit efter 9. klasse end drengene. En del af forklaringen på pigernes overtal ved studentereksamen ligger altså i en udskilning eller sortering, der finder sted i grundskolen.

Pigeandelen i de gymnasiale uddannelser er vokset nogenlunde konstant, siden de første kvinder blev studenter i 1877. I mange år som en tiltrængt ligestilling med drengene, og i de sidste 20-25 år resulterende i et stigende overtal af piger.

De seneste tal viser, at pigerne nu også har et bedre karaktergennemsnit end drengene ved studentereksamen. Ydermere tyder ligestillingsministerens helt nye undersøgelse på, at piger med lave karakterer efter gymnasiet klarer sig bedre end drenge med lave karakterer (Mikkelsen 2011). Pigerne finder sig nemlig en uddannelse og et job på et lidt lavere niveau, mens drenge med halv- eller heldårlige eksamenskarakterer dropper helt ud af uddannelsessystemet og havner i den måske mest sårbare gruppe af alle: dem med en ikke-erhvervskompetencegivende ungdomsuddannelse. Grundskolerne og de gymnasiale uddannelser har en meget stor opgave, hvis de skal højne drengenes præstationer, så de bliver på niveau med pigernes, og drengene dermed opnår samme forudsætninger for at få en ungdomsuddannelse og eventuelt en videregående uddannelse. Erkendelsen heraf er ved at gry, men i selve det pædagogiske miljø er der en stor hindring for, at drengenes muligheder kan forbedres.

Trods viden om, at drengene har sværere ved skolen end pigerne, viser de følgende to eksempler, at det pædagogiske miljø prioriterer pigernes muligheder højest.

Eksempel 1:
Alle i uddannelsesverdenen har i meget, meget lang tid vidst, at drengene overbefolker samtlige taberstatistikker: fra uro i klassen til OBS-klasser, som det engang hed, og AKT-indsats, over specialundervisning og specialskoler til sygelighed, fjernelse fra hjemmet og kriminalitet - og til selvmordsstatistikkerne. I første halvdel af 1970'erne blev der som et slags forarbejde frem mod 1975-skoleloven lavet en lang række forsøg i folkeskolerne med køn som fokuspunkt. I alt 457 gennemførte forsøg. På trods af det pædagogiske miljøs fulde viden om sammenhængen mellem køn og skoleproblemer handlede samtlige forsøg om at gøre det lettere og mere gennemførligt for pigerne at gå i skole.

Eksempel 2:
Rapporten Køn, karakterer og karriere (EVA 2005) udkom næsten samtidigt med en PISA-undersøgelse. PISA-undersøgelsen viste, at pigerne var bedre end drengene i samtlige fag undtagen matematik og fysik. Her var drengene bedst. I EVA's undersøgelse af karaktererne ved afgangsprøverne, som er den enkeltfaktor, der betyder mest for muligheden for at tage en videregående uddannelse, var pigerne bedre end drengene i alle fag. Forskellene var signifikante, dog ikke i matematik og fysik, hvor pigerne nok havde et højere gennemsnit end drengene, men ikke signifikant højere.

I årene efter disse undersøgelser var der en ganske kraftig markedsføring blandt andet i bladet Folkeskolen af undervisningsmateriale til grundskolen, der var lavet for at gøre det lettere for piger at tilegne sig matematik og fysik. Altså de fag, hvor pigerne kun fik lidt højere karakterer end drengene. Jeg ringede til to af de daværende Amtscentraler for undervisningsmidler for at spørge efter materialer, der skulle gøre det lettere for drenge at tilegne sig de fag, fx skriftlig og mundtlig dansk, engelsk, tysk, hvor drengene lå signifikant dårligere. Men sådant materiale fandtes ikke. Der er 30 år mellem de pigefavoriserende forsøg i 1970'erne og de pigevenlige matematik- og fysikmaterialer i 2006-07 og den nærmest drengefjendske mangel på tiltag i alle de fag, hvor drengene var signifikant dårligere end pigerne. Jeg må altså konstatere, at to generationer i det pædagogiske miljø ret systematisk handler for at fremme pigernes vilkår og muligheder, selv om man hele tiden har vidst, at drengene har de største problemer i skole- og uddannelsessystemet.

Med andre ord er selve den måde, det pædagogiske miljø gennem flere generationer har forholdt sig til køn og uddannelse på, en del af årsagen til drengenes uddannelsesefterslæb.

Drenges biologiske og motoriske udvikling er langsommere end pigers, men når Peter ikke kan binde snørebånd som femårig ligesom Katrine, venter vi ikke med at stille krav til ham om at kunne, til han er motorisk klar til det - vi undlader at stille krav ved at give ham et par sko med velcrolukning. Og vi forventer ikke, at han rydder op efter sig. Oprydning bliver noget, vi kun kræver af pigerne. Peter skal heller ikke i nær samme omfang som Katrine lave mad, gøre rent og vande blomster. Det er blandt andet derfor, at mænd ofte klarer sig dårligere, når de bor alene - fx på kollegieværelset - og den eneste emballage, de kan finde ud af at åbne, bruger man oplukker til.

Ved ikke at stille relevante og rettidige krav til vores drenge medvirker vi som forældre til, at drenge- og mandekulturen bliver en uansvarlig drengerøvskultur, der i skolerne i stigende omfang tager form af aktiv modstand mod læring og undertiden regulær sabotage af undervisningssituationen (Gilliam 2008).

Uddannelsesvejledningen i UU, Studievalg og eVejledning har som mål at forbedre den unges kompetence til at træffe kvalificerede beslutninger om uddannelse og karriere på basis af den unges mulighedskendskab og selvkendskab.

• Mulighedskendskab er viden om vilkår og muligheder på uddannelses- og arbejdsmarkedet.
• Selvkendskab er indsigt i egne talenter, potentialer og eventuelle begrænsninger.

Uddannelsesvejledningen er guld værd for, at de unge vælger "rigtigt" i forhold til deres muligheder og interesser set i sammenhæng med uddannelses- og arbejdsmarkedets vilkår. Og vejledning kan formentlig også hjælpe på vej i den unges overvindelse af traditionsbestemte faglige kønsbarrierer, så vi får flere mænd i omsorgssektoren og flere kvinder på bygge- og anlæg.

Men det er usandsynligt, at uddannelses- og karrierevejledning kan rokke ret meget ved den vertikale kønsforskel i uddannelsesadfærd. For maskulinitet og femininitet er dybtliggende, seje strukturer i vores liv. De mekanismer, der fører til de store kønsforskelle i uddannelsesniveau, er stærke og ligger for tidligt i drengenes og pigernes liv til, at vejledningens arbejde med muligheds- og selvkendskab fra 8. klassetrin kan påvirke de unge andet end marginalt, når det handler om at ændre drengenes uddannelsesefterslæb.

Det tog over 100 år at ændre samfundet og kønsadfærden fra drenges og mænds totale dominans til, at piger og kvinder nu er i førertrøjen uddannelsesmæssigt. Det er absurd og vildt urimeligt, at det pædagogiske miljø fortsat favoriserer pigerne i en situation, hvor ligestillingen i uddannelsesniveau for længst er nået.