Der er de seneste par år sat mere fokus på, hvordan drenge og unge mænd klarer sig eller ikke klarer sig rent uddannelsesmæssigt. Set i det lys skal unge mænd på et fakultet for de tekniske videnskaber så vejledes på en anden måde? Kommer de med andre problemer? Hvad stiller jeg op med alle de unge med anden etnisk baggrund, der har vanskeligheder med at forstå livet som studerende? Det var udfordringer, som jeg ikke tidligere havde haft så tæt inde på livet. Og det måtte jeg spørge mig selv om, da jeg for to år siden blev ansat på Det Tekniske Fakultet (TEK), hvor jeg som studievejleder blev omgivet af unge mandlige studerende. Unge mænd udgør nemlig ca. 80 procent af vores studerende og dermed også af de potentielle ansøgere, som jeg også vejleder.

I artiklen stiller jeg skarpt på, hvilke unge mænd der har svært ved at gennemføre studierne, og hvor kæden hopper op af, når de bliver frafaldstruede. Spørgsmålene, der rejser sig i den forbindelse, er, hvad der egentlig motiverer unge mænd med ingeniørdrømme, og hvordan de skal hjælpes, når det begynder at gå skævt for dem, og om der skal særlige maskuline vejledningsmetoder til? Hvad skal der til for at få disse unge frafaldstruede mænd til at komme videre, igen finde fodfæste og dermed mening med at tage en ingeniøruddannelse?

På TEK er der en stor gruppe af mandlige ansøgere, der er uddannelsesfremmede. Langt de fleste af disse har i forvejen en erhvervsuddannelse og nogle års erhvervserfaring. De skal bestå et adgangskursus til ingeniøruddannelserne, inden de kan optages. Denne gruppe er præget af usikkerhed om, hvorvidt de nu også kan finde sig til rette med at sidde på skolebænken igen. En videregående uddannelse er ofte et stort spring for dem, og der er meget på spil. Nogle har familie, de skal forsørge. Og et nederlag for dem ville være ubærligt og krænke deres ære. For mange er det også et markant miljøskifte, og de føler, at de svigter deres venner og det miljø, de kommer fra.

Nogle ansøgere oplever, at familie eller venner sætter spørgsmålstegn ved, om de nu også kan klare det. Unge mænd, der siger: "Jeg skal vise min far, at jeg godt kan", søger bekræftelse hos mig på, at de kan gennemføre, og at det er det rigtige for dem. De spørger ofte:

"Hvad synes du, jeg skal gøre? Tror du, jeg kan klare det? Kan jeg nu være sikker på, at der er arbejde bagefter?"

Disse unge mænd kommer ofte fra et meget barsk maskulint miljø, hvor der ikke er plads til at vise følelser og svagheder. Mange har ikke tillid til deres egne intellektuelle kompetencer, og det kræver en del vejledning at få dem til at tro på, at de har de rette ressourcer til at gennemføre en akademisk uddannelse.

Med denne gruppe gør jeg meget ud af at få dem til at reflektere sammen med mig og sætte ord på deres ambitioner, og hvad der driver dem til at tage springet ud i det ukendte. Når jeg spørger: "Hvad er det, du skal bevise over for din far?" er det første svar som regel: "Det ved jeg ikke." Og her gælder det om at give plads til tavshed og refleksion. Denne refleksion er ofte meget uvant for dem, og når det lykkes, kommer der et mere afklaret lys i deres øjne. Når de så begynder at erkende, at de har mere glæde af at lytte til egne drivkræfter end andres ambitioner, bliver de meget lettede.

Disse unge mænd skal have mere tid til at tænke, og det er afgørende at hjælpe dem med at sætte ord på, hvad de tænker og føler. Jeg har ofte held med at få dem til at finde tilbage til oplevelser, som gav dem succes. Jeg bruger her elementer, som fokuserer på styrkesider, hentet fra Peavys systemiske og konstruktivistiske vejledning (Peavy 2005). Det er som regel ikke svært at finde frem til erfaringer med små eller store sejre. Ofte opfordrer jeg dem til at fejre disse sejre igen og mærke, hvor godt det var. Med positiv bekræftelse understreger jeg over for dem (Berg og Szabó 2006), at studerende med erhvervserfaring som regel klarer sig rigtig godt og arbejder mere målrettet og med højere motivation end de lidt yngre ansøgere.

Langt de fleste af de unge mænd, der har en gymnasial uddannelse, og som opsøger valgvejledning, kommer fra ikke-akademiske hjem, hvor de ikke har mulighed for at drøfte studievalg. De er altså mønsterbrydere. De spørger ofte til, hvilken form for arbejdsplads eller virksomhed de kan komme ud i. De vil have svar på spørgsmålene:

• Hvad bliver jeg?
• Hvilket job får jeg?
• Hvordan kommer jeg til at se ud?

"Kan jeg få et job som ingeniør, hvor man går med jakke og slips?" blev jeg engang spurgt af en ansøger. Sammenlignet med pigerne er disse mandlige ansøgere ofte mere optagede af karrieremulighederne end selve indholdet i uddannelserne. De har ikke reflekteret over, hvad det indebærer at gå i gang med en videregående uddannelse, som stiller akademiske krav. Her er det afgørende, at studievejlederne formår at gå ind bag fascinationen af karrieredrømmene. Det er vigtigt at gøre ansøgerne klart, at det at blive ingeniør ikke bare er en drengedrøm, men også hårdt arbejde med meget læsning og undervisning. Meget få af dem har på egen hånd været i stand til at finde de nødvendige oplysninger om uddannelsernes faglige indhold, så det gør jeg meget ud af at præsentere og drøfte med dem.

2. g'ere med anden etnisk baggrund, der søger valgvejledning, har ofte en forælder, mor, med til vejledning. Det er i høj grad ansøgere med en svag baggrund og med meget høje forældreforventninger. Det har vist sig, at denne gruppe af drenge får særdeles svært ved at gennemføre en ingeniøruddannelse. Deres adgangsgrundlag er simpelthen for svagt, fordi de som regel har et gennemsnit på mellem to og tre. De har desuden uhyre svært ved at forstå, hvad det vil sige at studere på en videregående uddannelse. Mange af dem har en tro på, at det gælder om at lære sit stof udenad og kunne gengive det over for underviseren. De opfatter underviseren som en autoritet snarere end en, der i en kritisk dialog kan hjælpe dem på vej til forståelse af stoffet.

Det er min helt klare opfattelse, at disse unge mænd er langt mere hæmmet af stærke forældreforventninger end de unge kvinder og ganske uvante med selv at reflektere over deres fremtidsmuligheder. Derfor drøfter jeg med dem, om det kunne være en mulighed at tage en erhvervsuddannelse og derefter søge ind på ingeniøruddannelsen gennem Adgangskurset.

Det er en spændende udfordring at vejlede unge mænd. Det er svært at pege på og anbefale en enkelt tilgang eller metode. Men hvis jeg skal fremhæve noget, så virker humor og kontante bemærkninger særdeles godt. Det giver god kontakt og får dem til at mærke, at jeg respekterer dem. Desuden har jeg aldrig tidligere oplevet, at lange pauser er så effektive. Unge mænd skal have meget tid. De oplever helt klart, at jeg skaber plads til dem ved at holde pauser.

Endvidere virker eksamensvejledning særdeles effektivt, og her kan og vil unge mandlige ingeniørstuderende godt visualisere og trække vejret dybt for at præstere bedre til eksamen.

Men det vigtigste med unge mænd er dog at få dem til at reflektere over deres livs- og studiesituation. De har helt klart et problem med at sætte ord på deres tanker og følelser. De mangler på en eller anden måde en form for manddomsprøve, som markerer og får dem til at forstå, at de både kan, vil og tør tage det fulde ansvar for deres liv. Overgangen fra dreng til mand er ikke noget, de har reflekteret over.