højere handelseksamen - hhx
Gymnasial uddannelse

Merkantil studentereksamen (hhx)

Hhx er en 3-årig gymnasial uddannelse, hvor du især har fag inden for økonomi og erhvervsforhold kombineret med sprog og andre almene fag.

Fakta

Navn:
Merkantil studentereksamen (hhx)
Type:
Gymnasial uddannelse
Varighed:
3 år
Adgangskrav:
9. klasse, herunder særlige krav til visse fag og udfyldt uddannelsesplan
Økonomi:
Mulighed for SU fra du fylder 18 år

Du er selv med til at vælge nogle af dine fag, men der er også mange fag, som er obligatoriske. Hhx er en internationalt orienteret uddannelse, og du arbejder med it i alle fag. Du kommer både til at arbejde selvstændigt og til at løse opgaver sammen med andre.

Du kan starte efter 9. klasse, og uddannelsen varer tre år. Formålet med en hhx er, at du bagefter kan søge optagelse på en videregående uddannelse.  

Se grafikker om adgangskravene til de gymnasiale uddannelser

Fold alle afsnit ud

Om uddannelsen

På hhx-uddannelsen får du både undervisning i almene fag og i fag, der handler om virksomheders økonomi, afsætningsmuligheder og retslige forhold. Du lærer at gå i dybden med fagene, at tilegne dig ny viden og at forholde dig kritisk til denne viden.

Undervisning

Undervisningen i gymnasiet består af en del klasseundervisning, men der er også gruppe- og projektarbejde, hvor man arbejder selvstændigt med større opgaver.

Lektier

Der vil være en del skriftlige opgaver i løbet af skoletiden, og du skal også regne med at skulle bruge meget tid på forberedelse og lektier.

Mange skoler arrangerer temadage og fællesarrangementer på tværs af klasser og årgange og tilbyder studiekredse og lektiecafé.

Eksamen

I hvert skoleår er der både mundtlige og skriftlige eksaminer. I løbet af uddannelsen skal du til mindst 10 prøver, der alle tæller med i dit samlede eksamensresultat. Nogle vil være obligatoriske, fx skriftlig dansk og økonomisk grundforløb, og andre vil blive udtrukket.

Når du har bestået din hhx-eksamen, får du et samlet eksamensbevis, hvori dit gennemsnit står. Du kan ikke senere forbedre dit gennemsnit.

Vejledning

På alle skoler kan du få rådgivning og vejledning, mens du går på skolen.

Uddannelsessteder

Uddannelsen foregår på skoler i hele landet. På Danmarkskortet til højre kan du se, hvor skolerne ligger.

Se video om hhx

Unge fortæller om hhx.

Fag som du skal have

En hhx består af fag på tre niveauer, A, B og C, hvor A er det højeste niveau. Man skal have mindst fire fag på A-niveau, og der er også krav til, hvor mange fag du skal have i alt, og hvordan du kan sætte dem sammen. Nogle fag vælger du selv, men størstedelen af fagene er obligatoriske.

Obligatoriske fag

En hhx består af følgende obligatoriske fag uanset, hvilken studieretning du vælger:

  • Afsætning B-niveau
  • Dansk på A-niveau
  • Engelsk på A-niveau
  • Erhvervsjura C-niveau
  • Historie B-niveau
  • Informatik C-niveau
  • International økonomi B-niveau
  • Matematik på B-niveau, dog C-niveau for elever med flere end tre fremmedsprog eller med tre fremmedsprog på mindst A-, A- og B-niveau
  • Samfundsfag på C-niveau
  • Virksomhedsøkonomi B-niveau
  • 2. fremmedsprog i form af et af følgende fag på A-niveau, hvis det er et begyndersprog, og på B-niveau hvis det er et fortsættersprog: Fransk begyndersprog, fransk fortsættersprog, tysk begyndersprog, tysk fortsættersprog, italiensk begyndersprog, kinesisk begyndersprog, russisk begyndersprog, spansk begyndersprog eller spansk fortsættersprog.

Ud over obligatoriske fag skal du vælge studieretningsfag og valgfag.

Ekstra fag på A-niveau

Som elev på hhx skal du have mindst fire fag på A-niveau, men du har mulighed for at vælge flere.

Hvis du har flere fag på A-niveau end de krævede, får du automatisk justeret gennemsnittet på dit studentereksamensbevis. Læs om justeringsmulighederne i artiklen Bonusordninger.

Grundforløb

Du begynder din hhx-uddannelse med et grundforløb på 3 måneder. Grundforløbet handler i høj grad om dit valg af studieretning. Du skal nemlig vælge studieretning i slutningen af grundforløbet.

Fag på grundforløbet

Grundforløbet præsenterer dig for studieretningernes fagområder og fag og for de typer videregående uddannelser, som studieretningerne er målrettet mod.

Grundforløbet består også af undervisning i dansk, engelsk, matematik og samfundsfag samt i nogle af de studieretningsfag, som udbydes af det pågældende gymnasium. Undervisningen i studieretningsfagene vil give dig en grundlæggende indsigt i fagene, så du bliver klogere på, hvilken studieretning du skal vælge. 

Der vil desuden indgå to undervisningsforløb, hvor du kommer til at beskæftige dig med de faglige hovedområder, din uddannelse byder på.

I løbet af grundforløbet vil du også gennemføre et økonomisk grundforløb og et forløb, der omhandler almen sprogforståelse.

Prøve

Både det økonomiske grundforløb og almen sprogforståelse vil blive evalueret ved afsluttende, interne prøver, som kommer til at tælle med i dit samlede eksamensresultat.

Studieretning

Ved grundforløbets afslutning vælger du studieretning. Den kommer til at danne grundlag for resten af uddannelsen, som man kalder studieretningsforløbet. Et studieretningsforløb består af:

  • Obligatoriske fag
  • Studieretningsfag
  • Valgfag 

Fag på A-niveau

Ved afslutningen af studieretningsforløbet skal alle elever have mindst fire fag på A-niveau – dvs. det højeste niveau.

Hovedområder

Der er i alt 13 hhx-studieretninger at vælge i mellem. De er organiseret inden for hovedområderne:

  • Økonomi og marked
  • Økonomi og sprog
  • Sprog

Skolernes udbud

Der vil være forskel på, hvilke retninger de enkelte gymnasier kan tilbyde dig. Se skolernes hjemmesider for mere information om, hvilke studieretninger de udbyder. 

Studieområdeprojekt

I 3.g skal du udarbejde et studieområdeprojekt, hvor flere fag integreres. Projektet afsluttes med en obligatorisk prøve, der både rummer vurdering af den skriftlige besvarelse og en mundtlig eksamination. Resultatet af den mundtlige prøve kommer til at tælle med dit samlede eksamensresultat.

Læs mere

Se beskrivelse af studieretningerne i artiklen Studieretninger på hhx.

Læs mere om valg af studieretning.

Valgfag

Skolerne udbyder en række valgfag på A-, B- og C-niveau, som du kan vælge på tværs af studieretningerne. Det er forskelligt, hvilke valgfag den enkelte skole udbyder. Det kan du se på skolens hjemmeside. Ønsker du et fag på B-niveau, skal du tidligere have haft det som C-niveau.

Se oversigt over fag på de gymnasiale uddannelser 

4-årige forløb

Nogle skoler tilbyder et særligt 4-årigt forløb, der fagligt set opfylder de samme krav som hhx i øvrigt men, hvor du til gengæld får mere tid til at dygtiggøre dig inden for et særligt område.

Du kan søge om optagelse, hvis du er eliteidrætsudøver og godkendt af Team Danmark, eller hvis du er optaget på musikalsk grundkursus eller tilsvarende kursus i billedkunst.

I forhold til den 3-årige hhx kan der dog være ændringer i antallet og sammensætningen af fag, både på grundforløbet og på den valgte studieretning.

Se video om Team Danmark uddannelsen

Læs mere på Team Danmarks hjemmeside.

Læs mere om Musikalsk Grundkursus.

Optagelse og adgang

Der er forskellige adgangskrav til hhx alt efter, hvornår du søger optagelse.

Du har retskrav på (ret til) optagelse i op til to år efter 9. klasse eller op til et år efter 10. klasse, hvis du opfylder de adgangskrav for 9. eller 10. klasse, der er beskrevet herunder.

For at have retskrav på optagelse i op til to år efter 9. klasse skal du:

  • Have haft undervisning i andet fremmedsprog i 5.-9. klasse, fx tysk eller fransk
  • Have mindst 5,0 i gennemsnit af alle afsluttende standpunktskarakterer i 9. klasse
  • Bestå folkeskolens afgangseksamen og have mindst 5,0 i gennemsnit i de lovbundne prøver
  • Have søgt inden fristen, dvs. senest 1. marts kl. 12

Undtagelser

Der er to undtagelser:

  • Hvis gennemsnittet i dine afsluttende standpunktskarakterer er lavere end 5,0, har du stadig retskrav på at blive optaget, hvis du til folkeskolens afgangseksamen får et gennemsnit på mindst 6,0 i de lovbundne prøver
  • Hvis du ikke får mindst 5,0 i gennemsnit i de lovbundne prøver, men opfylder de andre adgangskrav, har du krav på at blive optaget, hvis du
    • enten får et gennemsnit på mindst 3,0 i de lovbundne prøver
    • eller får et gennemsnit på mellem 2,0-3,0 i de lovbundne prøver og gennemfører en vejledningssamtale med gymnasiets leder

Optagelsesprøve

Hvis du har søgt en gymnasial uddannelse op til to år efter 9. klasse og ikke opfylder adgangskravene, vil du blive indkaldt til en optagelsesprøve og samtale.

Læs mere:

Læs mere om adgangskrav, optagelse og se dine muligheder, hvis du ikke opfylder kravene til karaktergennemsnit.

Adgangskrav efter 10. klasse

Hvis du ikke har opnået retskrav efter 9. klasse, kan du få det efter 10. klasse.

Læs mere:

Adgangskrav til de gymnasiale uddannelser

Økonomi

Er du over 18 år, kan du søge SU.

Læs mere i artiklen om Statens Uddannelsesstøtte (SU).

Fremtidsmuligheder

Hhx giver adgang til at søge optagelse på en videregående uddannelse. Du skal være opmærksom på, at de fag og niveauer, du vælger, kan få indflydelse på, hvilke uddannelser du direkte kan optages på.

Se dine muligheder i Adgangskortet.

Gymnasial supplering

Hvis du ikke har haft de fag på hhx, som kræves på den uddannelse, du gerne vil optages på, har du mulighed for at kvalificere dig via gymnasial supplering.

Læs mere i artiklen om gymnasial supplering.

Nedjustering af gennemsnit

Du skal dog være opmærksom på, at supplering kan trække gennemsnittet fra din gymnasiale eksamen ned. 

Læs mere i artiklen om nedjustering af gennemsnit.

Love og regler

Undervisningsministeriet: www.uvm.dk

Bekendtgørelse om de gymnasiale uddannelser. Nr. 497 af 18. maj 2017. 

Bekendtgørelse af lov om de gymnasiale uddannelser. Nr. 1003 af 28. august 2024

Bekendtgørelse om prøver og eksamen i de almene og studieforberedende ungdoms- og voksenuddannelser. Nr.  343 8. april 2016.

Kvalifikationsniveau

Faget er placeret på niveau 4 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring. Kvalifikationsrammen går fra niveau 1-8 og definerer det forventede udbytte af undervisningen. Læs mere om Kvalifikationsniveauer for ungdomsuddannelser.

Vis fag Skjul fag

Afsætning
Fag
Afsætning A - hhx
Afsætning B - hhx
Almen sprogforståelse
Fag
Almen sprogforståelse - hhx
Dansk
Fag
Dansk A - hhx
Engelsk
Fag
Engelsk A - hhx
Erhvervsjura
Fag
Erhvervsjura B - hhx
Erhvervsjura C - hhx
Finansiering
Fag
Finansiering B - hhx
Fransk
Fag
Fransk begyndersprog A - hhx
Fransk fortsættersprog A - hhx
Fransk fortsættersprog B - hhx
Historie
Fag
Historie B - hhx
Informatik
Fag
Informatik B - hhx, htx
Informatik C - hhx, htx og stx
International økonomi
Fag
International økonomi A - hhx
International økonomi B - hhx
It
Fag
It A - hhx
Matematik
Fag
Matematik A - hhx
Matematik B - hhx
Matematik C - hhx
Samfundsfag
Fag
Samfundsfag C - hhx
Spansk
Fag
Spansk A - hhx
Studieområdet
Fag
Studieområdet - hhx
Tysk
Fag
Tysk begyndersprog A - hhx
Tysk fortsættersprog A - hhx
Tysk fortsættersprog B - hhx
Virksomhedsøkonomi
Fag
Virksomhedsøkonomi A - hhx
Virksomhedsøkonomi B - hhx
Fælles valgfag
Fag
Arabisk A - valgfag
Arabisk B - valgfag
Astronomi C - valgfag
Dans B - valgfag
Design og arkitektur B - valgfag
Erhvervsøkonomi C - valgfag
Filosofi B - valgfag
Filosofi C - valgfag
Finansiering C - valgfag
Fransk begyndersprog B - valgfag
Fransk fortsættersprog C - valgfag
Græsk C - valgfag
Idræt B - valgfag
Innovation B - valgfag
Innovation C - valgfag
International teknologi og kultur C - valgfag
Italiensk B - valgfag
Japansk A - valgfag
Japansk B - valgfag
Kinesisk A - valgfag
Kinesisk B - valgfag
Kulturforståelse B - valgfag
Kulturforståelse C - valgfag
Latin C - valgfag
Markedskommunikation C - valgfag
Materialeteknologi C - valgfag
Organisation C - valgfag
Programmering B - valgfag
Programmering C - valgfag
Psykologi B - valgfag
Psykologi C - valgfag
Religion B - valgfag
Retorik C - valgfag
Russisk B - valgfag
Spansk B - valgfag
Statik og styrkelære C - valgfag
Statistik C - valgfag
Teknologi C - valgfag
Tyrkisk A - valgfag
Tyrkisk B - valgfag
Tysk begyndersprog B - valgfag
Tysk fortsættersprog C - valgfag

Uddannelsens veje

Videregående uddannelse

Uddannelsessteder

På uddannelsesstedernes hjemmesider kan du finde mere information

Inspiration

Relevante arrangementer til denne uddannelse: 20

Se job ud fra interesser, og få inspiration til dit valg af job og uddannelse.

Gymnasieelever
Gymnasieelever

Se hvilke betingelser, du skal opfylde, for at blive optaget på en gymnasial uddannelse