I tysk fortsættersprog på A-niveau lærer du at forstå og deltage i samtale på tysk standardsprog, lige som du lærer at skrive sproget og læse nyere tysksprogede tekster.
Du vil få gennemgået de grundlæggende principper for sprogets opbygning og grammatik, og du lærer at udtrykke dig skriftligt på tysk med et varieret ordforråd og grammatisk korrekthed.
I undervisningen vil du desuden blive præsenteret for et bredt udsnit af nyere skønlitterære tekster, heraf mindst 2 romaner, og andre kunstneriske udtryksformer. Du vil også få indsigt i grundlæggende erhvervsrelateret sprogbrug ud fra et arbejde med en virksomheds eksterne og interne kommunikation.
Ud over at lære sproget får du viden om samfundsmæssige, erhvervsmæssige og kulturelle forhold i Tyskland samt i andre tysktalende lande.
Undervisningen veksler mellem mundtlige og skriftlige arbejdsformer. I løbet af undervisningen skal du deltage i større og mindre faglige og tværfaglige projekter i forbindelse med forskellige temaforløb.
I tysk fortsættersprog på A-niveau er der en del skriftligt arbejde.
It og elektroniske medier indgår som redskaber i undervisningen.
Eksamen
Eksamen består af en skriftlig prøve og en mundtlig prøve.
Den skriftlige prøve varer 5 timer. Alle hjælpemidler må benyttes med undtagelse af kontakt med omverdenen samt brug af internettet eller oversættelsesprogrammer.
Den mundtlige prøve tager udgangspunkt i et ukendt, ubearbejdet tysksproget tekstmateriale, som har tilknytning til ét af de studerede emner. Tekstmaterialet består af en eller flere tekster med et samlet omfang på ca. 1,5 til 2 normalsider.
Eksamen varer ca. 30 minutter, og der gives ca. 60 minutters forberedelsestid.