Lægesekretær
Job

Lægesekretær (job)

En lægesekretær arbejder med administrative og koordinerende opgaver i sundhedssektoren.

Fakta

Arbejdssteder:
Sygehuse, lægekonsultationer, fysioterapeuter, kiropraktorer
Stillingsbetegnelser:
Lægesekretær, Sundhedsadministrativ koordinator

Dine opgaver er fx at oprette patientjournaler, tage imod patienter i receptionen og svare på telefonopkald og mails.

Du arbejder tæt sammen med det øvrige sundhedspersonale, så der bliver skabt et sammenhængende og trygt forløb for patienten. 

De typiske arbejdssteder er på sygehuse, i lægekonsultationer, hos fysioterapeuter eller kiropraktorer. 

Foto: Getty Images

Fold alle afsnit ud

Om jobbet

Som lægesekretær tager du imod patienter og sørger for, at der bliver oprettet en patientjournal, som er et overblik over patientens sundhedsdata. Journalen opretter du i et computersystem. Du booker fx også tid til konsultation for patienterne og svarer på spørgsmål. Det kan være over telefon og mail eller personligt. 

Samarbejde og kommunikation

Dit samarbejde med det øvrige sundhedspersonale er også en vigtig del af dit arbejde. Det kan fx være med læger og sygeplejesker. Du hjælper både med de praktiske opgaver, og du er med til at skabe et trygt forløb for patienterne. Du er derfor god til at kommunikere med andre mennesker. 

It og jura

Mange af dine arbejdsopgaver udføres på en computer, fx arbejder du i forskellige it-systemer og svarer på mails. Du har også kendskab til juraen inden for sundhedssektoren, så du sikrer, at regler og love bliver overholdt. 

Arbejdsopgaver

De typiske opgaver for en lægesekretær er at: 

  • Tage imod og hjælpe patienter
  • Besvare henvendelser og booke tider via mail, telefon eller personligt
  • Oprette patientjournaler
  • Skabe sammenhængende forløb for patienten i samarbejde med kollegaer
  • Kommunikere med den øvrige sundhedssektor, fx andre hospitaler og klinikker
  • Indberette data til sundhedsforsikringer
  • Løse praktiske opgaver i klinikken

Arbejdssteder

De typiske arbejdssteder for en lægesekretær er:

  • Offentlige og private sygehuse
  • Lægekonsultationer
  • Fysioterapeuter
  • Kiropraktorer
  • Andre sundhedsfaglige klinikker

Indkomst

UG er under ombygning. Vi viser ikke indkomstdata på denne artikel længere. 

Hvis du vil vide mere om lønniveauet for jobbet, kan du søge viden via en uddannelse, der leder til jobbet. Du kan fx finde data om lønniveau i Uddannelseszoom. 

Du kan som regel også finde information om lønniveauer på faglige organisationers hjemmesider.

Gå til Uddannelseszoom

Uddannelsesvej

For at blive lægesekretær skal du tage erhvervsakademiuddannelsen til sundhedsadministrativ koordinator. Uddannelsen tager 2,5 år efter din adgangsgivende eksamen.  

Uddannelsesvejen består af: 

  • En adgangsgivende eksamen (studentereksamen, relevant erhvervsuddannelse eller anden erhvervsuddannelse på mindst tre år)
  • En erhvervsakademiuddannelse som sundhedsadministrativ koordinator

Her kan du læse om: 

Erhvervsakademiuddannelsen til sundhedsadministrativ koordinator

Mere uddannelse

Når du har taget erhvervsakademiuddannelsen til sundhedsadministrativ koordinator, har du flere muligheder for at læse videre. 

Fuldtid

Du kan søge om optagelse på en professionsbacheloruddannelse. Det kan fx være professionsbachelor i offentlig administration. 

Læs om professionsbachelor i offentlig administration.

Deltid

Når du har opnået erhvervserfaring, kan du også efteruddanne dig med en relevant akademi-, diplom- eller masteruddannelse.

Læs om diplomuddannelser. 

Beskæftigelsesmuligheder

Rigtig gode
Gode
Mindre gode

Kilde: Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering.

Inspiration

Er du i tvivl om, hvad du vil være, så hent inspiration i jobartiklerne.

Klik og gå til siden, der præsenterer værktøjet Jobkompasset.
Klik og gå til siden, der præsenterer værktøjet Jobkompasset.

Få hjælp til at vælge job og se mulige uddannelsesveje.

To eVejledere i gang med vejledning.
To eVejledere i gang med vejledning.

Tag fat i vores eVejledere og få hjælp via telefon, mail eller chat.