Som advokatsekretær indgår du i arbejdet med at løse juridiske problemer. Undertiden arbejder du inden for et særligt område, fx boligområdet. Din opgave er bl.a. almindeligt kontorarbejde. Det kan være renskrivning af breve, kontrakter, skøder og alle andre typer af dokumenter. Det er også din opgave at passe telefonen, arkivere, ordne bogholderiet og fx arrangere møder.
De fleste opgaver er afhængige af, hvilket speciale advokatkontoret har. Som regel får du også nogle særlige opgaver. Det kan være at indsamle oplysninger fra kommunen eller måske ordne inkassosager (sager om manglende betaling). I takt med din erfaring og dine evner kan det blive et meget ansvarsfuldt og selvstændigt job.
En juridisk assistent har et bredt kendskab til den del af erhvervsretten, der er relevant for advokatfirmaer og andre erhvervsvirksomheder. Assistenten udfører selvstændigt juridiske opgaver, som normalt varetages af en jurist.