Familier med anden etnisk baggrund end dansk er ikke en homogen gruppe. Så er det slået fast. Ligesom i danske familier er der en tæt sammenhæng mellem forældrenes baggrund og de unges valg.

• Kommer familien fra en storby eller et lille landsbysamfund?
• Hvilken uddannelsesmæssig baggrund har forældrene?
• Hvilken rolle spiller religionen i dagligdagen?
• Hvor lang tid har de været i Danmark?

En stor del af uddannelses- og erhvervsvalget hænger mere sammen med social arv end med etnisk baggrund. Men tradition og værdier kan spille en væsentlig rolle. Jeg vil derfor tillade mig at foretage en opdeling i "moderne" og "traditionelle" familier – vel vidende, at der stadig vil være tale om grove generaliseringer.

Mens de moderne familier ofte ligner mange danske familier, kan der være forhold hos de traditionelle familier, man som vejleder skal være opmærksom på:

• Hvordan påvirker tradition og værdier uddannelsesvalget?
• Vil det fremtidige erhverv være i konflikt med disse værdier?
• Hvilke erhverv tillægger man høj status?

Som eksempel kan jeg nævne, at i mit eget fødeland, Tyrkiet, spiller uniformer en stor rolle. Det giver status at være politibetjent eller sygeplejerske. I april måned i år deltog jeg i en uddannelsesdag for tyrkiske unge og deres forældre i Helsingør. Her var inviteret forskellige personer med tyrkisk baggrund, som i kraft af deres uddannelse og erhverv kunne fungere som rollemodeller. Deltagerne lyttede interesserede til de forskellige oplægsholdere, men ved receptionen bagefter var det klart politimanden, der tiltrak flest interesserede.

På tilsvarende måde har uddannelser, der fører til ansættelse i staten, traditionelt høj status. Det giver både prestige og tryghed at være statsansat. Omvendt har håndværkeruddannelse ikke særlig stor status. Det er blevet bedre i de senere år, men der er ikke stor prestige i at gå på teknisk skole.

Mange forældre er ikke vokset op med det danske uddannelsessystem, og deres kendskab hertil er derfor ikke så stort. Samtidig har de måske ikke selv en kompetencegivende uddannelse. Så er det nemmere at forholde sig til de uddannelser og erhverv, man kender, og dermed bliver de traditionelle uddannelser tryggere.

Det manglende kendskab til uddannelserne giver sig også udtryk i forhold til indholdet af uddannelserne. For nogle forældre er lærdom noget, skolen bibringer, og de har svært ved at forstå nødvendigheden af projektarbejde og det sociale miljø, for "det er vel læreren, der skal undervise."

Det kan også være svært for forældrene at forstå og acceptere, at pigerne skal deltage i gruppearbejde og sociale aktiviteter sammen med drenge.

Når unge med anden etnisk baggrund skal vælge uddannelse, er det min erfaring, at det er faderen, der har det sidste ord. Hvis far siger nej, træder mor til og bruger sin indflydelse. Noget man måske genkender fra tidligere tider i Danmark?

Faderen er det synlige udtryk for familien. Det er ham, der er ansvarlig for, at familien bevares intakt – både i forhold til det ofte store netværk i Danmark og til familien i hjemlandet. Og det er derfor vigtigt, at både han og moderen inddrages i og får forståelse for den unges uddannelsesvalg, så de kan stå inde for det over for resten af familien og netværket.

Piger og drenge er i de traditionelle familier underlagt lidt forskellige vilkår. Pigerne har strengere rammer, mens drengene får lidt længere – og nogen gange for lang – snor. Da pigernes hverdag er meget struktureret, lærer de i højere grad struktur og bliver dermed – igen med en grov generalisering – mere målrettede end drengene.

Når der skal vælges uddannelse, er der forskel i prioriteringen for drenge og piger: ved pigernes valg af fremtidigt erhverv, er det vigtigt, at familiens ære ikke krænkes.

Som eksempel kan jeg nævne en fraskilt tyrkisk kvinde, som er opvokset i Danmark. Hun fik tilbudt ansættelse i Udenrigsministeriet, hvilket efter danske forhold er en prestigefyldt stilling. Faderen kunne imidlertid ikke acceptere ansættelsen, fordi det efter hans opfattelse ville være krænkende, at hun kunne blive sendt på rejse i hele verden.

I stedet for at acceptere et nej, involverede kvindens vejleder forskellige personer i netværket: kvinder, som kunne tale med moderen, og mænd, som kunne tage en snak med faderen. Argumenterne var, at det var et job med fremtid i og god løn – tilmed i staten – og måske mulighed for at arbejde i Tyrkiet. Faderen ændrede holdning, og kvinden, der i første omgang havde sagt nej til jobbet, kunne nu acceptere det.

Ved drenges uddannelsesvalg lægges der mere vægt på status, og her er økonomi ofte lig med status: hvilken løn kan man opnå? Kan man forsørge en familie?

Som erhvervsvejleder oplevede jeg en ung mand i starten af tyverne, som var ret kvik. Jeg talte derfor med ham om at blive lærer. Faderen var dog mest interesseret i, hvor meget den unge mand kunne tjene efter uddannelsen, og da han fik at vide, at det kun var ca. en tredjedel af det, han selv tjente som grønthandler, havde han svært ved at se, hvorfor hans søn skulle bruge så mange år på læreruddannelsen.

Men det er vigtigt at slå fast, at forældre i traditionelle familier ligesom danske forældre ønsker, at deres børn får en uddannelse og et godt job. Og helst bliver til lidt mere end forældrene. Der er ingen prestige i at være arbejdsløs.

Som i al anden vejledning skal der være tale om en proces, hvor man opbygger et tillidsforhold, både til den unge og til forældrene. Forældrene skal gøres til medspillere i stedet for modspillere. De skal bringes til at tage et medansvar for, at den unge gennemfører uddannelsen, så den unge har opbakning og støtte.

Imidlertid har den senere tids stemning i samfundet i forhold til indvandrere påvirket mange forældres tillid til vejledere og vejledningssystemet. Kan vi stole på dem, og vil de virkelig det bedste for vores barn?

For at opnå tillid, må vejlederen forstå, hvordan værdier og traditioner kan påvirke opfattelsen. Og i den forbindelse skal vejlederen måske også kigge på sine egne holdninger – hvordan spiller de ind i vejledningen af den etniske unge? Er der noget, man har berøringsangst over for? Frem for alt skal man undgå, at det bliver "dem" og "os".

Tillid skal opbygges tidligt i skoleforløbet, så forældrene får bevis for, at det er til gavn for dem og den unge. I processen med at opbygge tillid kan det være en god idé at inddrage andre parter. Det kan være nøglepersoner i forhold til den unge og forældrene, fx klasselæreren, en tosproget lærer, personer fra familien eller netværket eller måske en præst.

Det kan også være en god idé at inddrage eksempler fra andre familier, hvor børnene har foretaget et uddannelsesudvalg. Forældrene kan have brug for at se, at det fungerer for andres børn og dermed kan være en mulighed for deres eget barn. Det kan give tryghed.

Det er vigtigt, at målet er synligt – det skal være tydeligt, hvad man arbejder hen imod, nemlig at sikre den unge en fremtid i samfundet. Og så skal handleplanen give mening for forældrene, så de bakker op og støtter. Men det må ikke glemmes, at det først og fremmest drejer sig om den unges valg, og det er det, der skal arbejdes hen imod.

Som jeg nævnte i indledningen, er familier med anden etnisk baggrund end dansk mindst lige så forskellige som danske familier, og det skal der tages hensyn til. Det gør man ved at sætte sig ind i baggrund og værdier og vise forståelse herfor, men også ved at kigge på sine egne holdninger. Og ved at være opmærksom på, at selv om mor og far betyder meget, er de ikke professionelle, også selvom de er interesserede i at opnå det bedst mulige for deres børn.

Man skal ikke være bange for at involvere andre, der kan være med til at skabe forståelse og accept af den unges valg. De unge er selv i stand til at vælge det rigtige, men de skal have opbakning.

Hüseyin Duygu er født 1960 i Tyrkiet og kom til Danmark i 1984 som politisk flygtning. Cand. pæd. i almen pædagogik (2004). Har bl.a.  arbejdet som skoleleder i Ballerup Kommune og forstander på Gribskov Produktionsskole.