"Det dér med arbejde er ikke lige mig," kommenterede en ung mand i min omgangskreds. "Nej, man bliver jo dum af at gå på arbejde, " supplerede hans kammerat.

Og så kan det være nærliggende at kalde dem dovne og selvoptagede. Men det er ikke en fyldestgørende beskrivelse af de unge, der er vokset op i "børnenes årti", hvor nye, humanistiske teorier om udviklingspsykologi prægede forældreskab og lærerværelser i et samfund med økonomisk vækst. Generation Y er (også) en selvsikker generation med stor fokus på uddannelse og udvikling og med en grundlæggende sans for moral og etik.

Når generation Y vælger uddannelse og erhverv efterspørger de sjove og meningsfulde job og mulighed for personlig udvikling. Gennem barndom, skole og uddannelse har de lært at "tage ansvar for egen læring". De har lært, at læringsprocessen er værdifuld i sig selv, og det er aldrig blevet forlangt af dem, at de skal lære noget bare for at kunne det.

Generation Y ønsker, at arbejdet skal give mening, og gør det det - ja så er de forpligtede og loyale - over for meningen (og sig selv) vel at mærke. En slags arbejdsromantikere.

Min unge bekendte og hans kammerat har faktisk fat i noget af det rigtige. De er klar over, at tidligere tiders pligt-logik ikke giver point i videnssamfundet. Her skal skomageren nemlig ikke blive ved sin læst, men snarere kunne udvikle sit fagområde, samarbejde på tværs af faggrænser og afsætte sine produkter på et globalt marked, mens selve produktionen foregår i Asien eller Østeuropa.

En vidensmedarbejder skal have både hjerne og hjerte med på arbejde, så han kan give sine kunder og samarbejdspartnere en oplevelsesrig, meningsfuld betjening. Og det stiller helt nye krav til kompetencer og arbejdsmetoder.

Prøv - som et jordnært eksempel - at lægge mærke til, hvordan den fysiske vare er blevet en selvfølge, når vi er ude at handle, mens valget af indkøbssted, varemærker m.m. afgøres af (den forventede) indkøbsoplevelse. Tag fx IKEA: Det centrale i indkøbsoplevelsen er den inspiration, vi henter fra slentreturene gennem prøvelejlighederne, mens den fysiske vare - bordet vi tager med fra i lagerhallen i stueetagen - blot er en selvfølgelig biting.

Vi ser det også på arbejdsmarkedet, hvor fagligheden bliver en selvfølge, mens det er medarbejderens personlige kompetencer, der har betydning for, om han er succesfuld eller bare middelmådig.

Det er samarbejdet, kreativiteten, engagementet, der er afgørende - de bløde kompetencer.

Netop disse bløde kompetencer har en specifik samfundsgruppe stor træning i: Forældre.

Work-life-balance, familiepolitik, børnerum i virksomhederne og flere fædre på barselsorlov er synlige tegn på den arbejdsmarkedstrend, hvor de attraktive medarbejdere ikke accepterer, at jobbet går forud for alt andet.

Vi ser det allerede nu: Landets progressive virksomheder har lært at påskønne, at der er andet i livet end arbejde, og der er ingen tvivl om, at denne tendens yderligere bliver rendyrket, når Y’erne får indflydelse på arbejdspladserne - i første omgang som potentiel arbejdskraft og senere som (projekt)ledere.

"Tesen om Forældrekompetencer" er opstået netop på den baggrund. Og det er et eksempel på, hvordan logikken forandrer sig, når værdierne i samfundet og blandt arbejdstagerne ændrer sig.

Forældrekompetencer handler grundlæggende om, at vi som forældre udvikler en række personlige kompetencer for at få tiden til at slå til, at få hverdagen til at fungere og få et positivt samvær med børnene. Disse bløde kompetencer er langt hen ad vejen de samme kompetencer, der skal til, når vi skal være fleksible, samarbejdsdygtige og nytænkende på arbejdspladsen. Og i vejledningsrollen over for børnene. Derfor er forældre en vigtig vejledningsressource - som netop tager udgangspunkt i egne oplevelser på arbejdsmarkedet og egne kompetencer.

At blive forældre udfordrer os på det personlige plan. Vi kommer på overarbejde i forhold til inter- og intrapersonelle kompetencer - og hvad man øver sig på, bliver man som bekendt bedre til. Forældre får intensiv, uophørlig træning i bløde kompetencer som fx kommunikation, empati, konfliktløsning, stresshåndtering o.m.a.

Forældrekompetencer er ikke et statisk begreb. Eftersom det personlige udgangspunkt og copingstrategier er individuelle, er udviklingsmulighederne det også. Men mine undersøgelser viser, at forældre bl.a. (videre)udvikler:

• Evne til at begejstre og at begejstres
• Evne til at udvise og fordre respekt
• Selverkendelse
• Evne til at udtrykke sig præcist og at lytte til andre
• Evne til at samarbejde
• Sikkerhed og handlekraft
• Evne til at tage ansvar

Alt sammen centrale egenskaber for en vejleder.

I enhver jobdatabase vil man kunne se, at netop disse evner er i høj kurs, når der skal ansættes nye medarbejdere på alle niveauer. Dette understreges også yderligere, når Dieu fortæller, at deres mest efterspurgte kurser handler om personlig udvikling og de bløde elementer af ledelse.

Og her står arbejdsmarkedet over for en udfordring! For at kunne udnytte medarbejdernes forældrekompetencer bedst muligt, må de italesættes. Og før de kan blive italesat, må de anerkendes, accepteres og påskønnes.

"Vil du ansætte en husmor? - ikke som rengøringshjælp eller kantinedame, men som nøglemedarbejder, udviklingschef eller projektleder?" spurgte jeg retorisk i en artikel i et ledelsestidsskrift. Det lyder grinagtigt, men faktisk er det kernen i det paradoks, der opstår, når videnssamfundets logik tørner sammen med industrisamfundets.

Arbejdsmarkedet har stærkt brug for at udnytte de kompetencer, som forældreskabet udvikler, men ønsker ikke at betale prisen. For vel er det besværligt, hvis den administrerende skal gå kl. 16 for at hente børn, hvis økonomidirektøren vil på deltid, eller hvis projektchefen har sit småsløje barn med på arbejde …

"Life is what happens to you, while you’re busy making other plans," som John Lennon udtrykte det.

Og på samme måde er forældrekompetencer den lære, vi får af livet og af vores børn, som netop er så fantastiske læremestre, fordi vi holder uendelig meget af dem og gør os umage for at løse forældreopgaven med succes.

Selvfølgelig er det ikke nok at være en flink fyr, hvis man vil ansættes af NASA, men man er pinedød nødt til at have veludviklede mellemmenneskelige kompetencer, for ligegyldig hvor fagligt intelligent man er, kan man ikke sende mennesker til Mars alene!

Og der er håb forude for de unge i generation Y. Især hvis forældre, lærere og andre dinosaurusser med industrisamfundslogik ikke insisterer på, at de unge skal vælge uddannelse under fornuftig hensyntagen til arbejdsmarkedet. Det er nemlig umuligt at brænde for noget, man ikke har valgt med hjertet - og uden ild i sjælen kan man faktisk godt risikere at blive dum af at gå på arbejde. Det er grundlaget for forældrenes vejledning.

At vejlede og være forældre til generation Y kan være en prøvelse. Det vil ofte være svært at forstå og værdsætte de unges søgen efter deres egen version af meningen med livet. At værdier er til forhandling, og at man skal tage stilling til alt, kan blive direkte usmageligt for ældre generationer.

Den professionelle vejleder har en vigtig opgave som coach i forhold til den unges afklaring af egne ønsker, og ofte vil de faktuelle oplysninger være en selvfølgelig biting – ligesom i IKEA-eksemplet ovenfor.

Generation Y’s tilgang til verden og livet lyder besnærende, men medaljen har også en bagside. Man kan frygte en yderligere polarisering, hvor A-holdet er yderst veluddannede, globalt orienterede unge, der kan jonglere de mange valgmuligheder og formår at sammensætte deres liv og værdigrundlag, så det giver mening. B-holdet, taberne, derimod er mere lokalt orienterede, knapt så boglige og frygter i højere grad den uoverskuelige, uforudsigelige fremtid. (For helhedens skyld bør vi også huske på C-holdet af magtfulde, krævende baby-boomers, der i løbet af få år vil dominere samfundet som økonomisk stærke, trendy pensionister.)

Babyboomerne snakkede om, at vi ikke kunne leve af at klippe og barbere hinanden. Et servicesamfund er ikke levedygtigt, mente de. Men er et videnssamfund? Vi kan ikke spise en "proces" eller bygge et hus af "etik". Og hvem skal være skraldemænd, kloakarbejdere, regnskabsassistenter, maskinsnedkere, kassedamer og avisbude, hvis de alle sammen hellere vil arbejde for Røde Kors?

Den virkelige vejledningsopgave bliver at hjælpe så mange så muligt op i A-klassen, hjælpe dem til at finde deres vej og gå efter drømmen. Ellers må vi leve med, at "perkerne" og "de ressourcesvage" bliver nødt til at nøjes med de job, hvor man bliver dum af at gå på arbejde…

Maria Petræus er HD i organisation og ledelse ved Handelshøjskolen i København, og hun har bl.a. arbejdet med ledelsessupport og kompetenceudvikling. Derudover er hun forfatter og foredragsholder.

Generation Y defineres som den generation, der er født mellem 1978 og 1984.