Nogle vejledte er glade for at blive opsøgt af en vejleder. Det gælder fx den kvinde, som blev opsøgt af en vejleder på sin arbejdsplads. Hun havde aldrig tænkt på, at vejledning kunne være noget for hende. Det var vistnok noget, de havde nede på fagforeningen – og det var i hvert fald kun noget for arbejdsløse. Men da hun mødte vejlederen på sin arbejdsplads i en pause i et vejledningshjørne, gik der en prås op for hende: Her var faktisk hjælp at hente.

Hun kunne tale med en professionel vejleder, som lyttede til hende og både gav hende et kompetent med- og modspil og gav hende oplysninger om uddannelses- og jobmuligheder, som hun ikke kendte til. "Det betød meget for mig, at vejlederen kom til mig, på min arbejdsplads," som det hedder i et dansk eksempel fra det prisbelønnede Leonardo da Vinci-projekt Workplace Guidance (se Workplace Guidance and Counselling; og CEDEFOP, 2008a, s. 57).

I dette tilfælde var det en professionel vejleder, som regelmæssigt over en længere periode besøgte en arbejdsplads. Her blev der gradvist opbygget den tillid, som er afgørende for god og effektiv vejledning.

Men i andre tilfælde består den opsøgende indsats i, at en mellemmand/kvinde udgør det fremskudte vejledningstilbud, men vejlederen befinder sig i baglandet – som en professionel støtte og igangsætter. Den slags er der mange eksempler på: uddannelsesambassadører, Union Learning Representatives, Kompetence Piloter (CEDEFOP, 2008b, s. 37).

Uddannelsesambassadører er en af nøglerne i den storstilede, opsøgende vejlednings- og motivationsindsats, som i den kommende tid skal gøres på danske arbejdspladser i forbindelse med den fornyede indsats på voksenvejledningsområdet (se UVM, 2008).

Det stiller nye krav til vejlederne om at gå i forvejen og i øvrigt holde sig i baggrunden: at støtte og udvikle en opsøgende vejledning på selve arbejdspladsen i et tæt samarbejde med virksomhedsledere og fagforeningsrepræsentanter – uden selv nødvendigvis at skulle levere direkte vejledning i første led. En bagstopperfunktion.

Bag ved dette ligger en erkendelse af, at selv det mest veludstyrede vejledningshus ikke når ud til dem, der har allermest brug for vejledning. Derfor må vejlederne ud af kontoret. Vores tyske kolleger kalder det knejpe- vejledning, men det kan også foregå i en ungdomsklub. Lad os kikke nærmere på opsøgende ungdomsvejledning.

På engelsk kalder de det NEET: Not in Employment, Education or Training. På dansk: Unge, der ikke er i gang med eller har fuldført en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse.

Den opsøgende vejledning af unge uden uddannelse har sit udspring i den udvidede skolevejledning fra 1979, hvor datidens skolevejledere som led i kommunale forsøg påtog sig at opsøge den del af ungdommen, som ikke var kommet i gang med en ungdomsuddannelse eller et arbejde efter 9./10. klasse. Ordningen blev nogle få år senere landsdækkende og obligatorisk: ungdomsvejledning.

Denne tilgang blev i øvrigt kopieret af både Norge og Sverige i et kommunalt opfølgningsansvar med sigte på svage/truede unge med særlige vejledningsbehov. De svenske kolleger slås med nogle af de samme problemer som de danske vejledere: Finder vejlederne de rigtige unge med de særlige vejledningsbehov? Er de administrative rutiner på plads? (se Norling, 2007). En nylig norsk rapport peger på, at den opsøgende vejledning befinder sig i et spændingsfelt forebyggende vejledning og opfølgende vejledning (Buland, 2008, s. 13 ff.).

Lene Lidströms forskning i de (svenske) unges møde med de myndigheder og vejledere, som skal hjælpe dem i uddannelse eller beskæftigelse, er grum læsning: Papirer bliver væk, de unge føler sig kastet rundt i og mellem systemerne, de bliver ikke taget alvorligt, vejledning opleves som meningsløs (se Lidström, 2008)).

Et typisk dansk eksempel ser sådan ud – og den vejledte hedder som så ofte før Peter. Vejlederen beretter fra UU-Aarhus:

Peter (navnet opdigtet af red.) havde rigtig meget fravær i starten af 9. klasse. Han havde en periode på et par måneder, hvor han stort set ikke mødte i skolen. Både skolen, socialcenteret og UU-vejlederen forsøgte på forskellige måder at hjælpe og støtte Peter, så han igen kunne få en stabil skolegang. Når Peter ikke var i skole, brugte han tiden ved computeren, og han havde en klar idé om, at det var inden for den branche, han gerne ville fortsætte sit uddannelsesliv. Min fornemmelse var dog, at tiden foran computerne primært blev brugt til at spille og chatte. I forbindelse med en plan om at få Peter til at møde mere stabilt, arrangerede vi en praktik som it-supporter for en kort periode. Praktikken var ikke helt vellykket, da Peter syntes, at arbejdet var kedeligt. Derudover meldte han sig syg mange af praktikdagene.

Den nuværende danske opsøgende ungdomsvejledning under Ungdommens Uddannelsesvejledning rækker frem til det 25. år og er så opsøgende, at det ikke rækker med et brev eller en telefonopringning, hvis den unge ikke svarer. Så bliver der stemt dørklokker. Her står vejlederen på dørmåtten og ligner An Offer You Can’t Refuse – selv om det er muligt at sige nej tak til dette opsøgende vejledningstilbud, sådan formelt set.

Hermed nærmer vejledningstilbuddet sig en social kontrol: Vejledningstilbuddet er i praksis blevet en vejledningspligt. Det er en vanskelig balance, fordi den opsøgende vejledning netop ved at komme helt ud til den enkelte unge på bopælen når ud til en gruppe, som set fra et samfundsmæssigt synspunkt har stærkt brug for hjælp til at komme i (eller tilbage til) uddannelse og/eller arbejde. Men som måske ikke selv ønsker vejledning.

Det kalder på et tværgående samarbejde mellem vejledere, socialforvaltninger, børne- og ungdomsforvaltninger, integrationsafdelinger, politi m.fl., uden at det af den unge opfattes som social kontrol. Vejledernes vej ud af dette dilemma er at lægge vægt på et tillidsfuldt samarbejde mellem den unge og vejlederen (OPS, 2008, s 10-13), nedtone kontrollen og bruge vejledningsmetoder som fx LØFT (LØsningsFokuseret Tilgang), der bygger på ”et positivt ungesyn”, og på at ”den unge fokuserer mere på sine muligheder end sine problemer” (ibid, s 25).

Men hvor langt kan den opsøgende vejledning drives? Helt ud på gader og stræder. Her møder de unge gademedarbejderen, natteravnen: den opsøgende vejleder.

Afgørende i denne sammenhæng er synet på de vejledte. Ser de sig selv, og bliver de set af institutionerne som kunder/klienter eller ligefrem ufrivilligt vejledningsramte – eller ser de sig selv som aktive medspillere i vejledningsprocessen?

Hvis vejledningsbrugerne opfatter vejledning som et tvungent tilbud, så efterlader det vejledningsinstitutionerne med et etisk dilemma, således som det tegner sig i FUEs Etiske principper om respekt, ligeværdighed og uafhængighed (FUEs Etiske principper). For i den ufrivillige vejledning kan vejlederen blive en myndighedsperson og vejledning et magtinstrument - et tilbud, man ikke kan sige nej til - og et led i en umyndiggørelse af borgerne (Åkerstrøm Andersen, 2003).

Men som det ses i eksemplet fra Aarhus, så kan den opsøgende vejledning række ud til netop de unge, som har særlige vejledningsbehov, og som gør god brug af, at denne form for vejledning netop er opsøgende. Ellers havde Peter stadig haft svært ved at komme op om morgenen.

Bag på bussen læser vi: "Har du talt med din vejleder i dag?" og "Giv din karriere et løft". Og så et telefonnummer, der er nemt at huske. Scenen er fra England, og afsenderen er Learndirect.

Her kombineres opsøgende vejledning via medier med en callback-funktion, hvor vejlederen ringer op efter ønske fra den vejledte. Altså både-og: både opsøgende og på den vejledtes initiativ. Det er en gedigen succes med masser af brugere og gode effekter.

I vejledningens tidlige dage advarede en politiker mod at gøre vejledning til en pligt: "(Vejledning er)... endnu et udtryk for velfærdstanken, dette, at man tror at staten kan og bør ordne det hele for den enkelte borger... Skridtet fra rådgivning til henstilling er ikke stort, og skridtet fra henstilling til direktiv er heller ikke stort..." (Folketingets forhandlinger, 1953, spalte 3153 og 3157). Disse advarende ord blev sagt af Retsforbundets medlem af Folketinget. De ligger mere end 50 år tilbage i tiden – men indeholder en aktualitet.

Andersen, N. Åkerstrøm (2003). Borgernes kontraktliggørelse. Kbh.: Reitzel

Buland, T. (2008). Gode råd? En kunnskapsoversikt over feltet yrkes- og utdanningsrådgivning, sosialpedagogisk rådgivning og oppfølgingstjeneste i norsk skole. Trondheim, SINTEF

CEDEFOP (2008a). Career development at work. A review of career guidance to support people in employment. Thessaloniki: CEDEFOP

CEDEFOP (2008b). From policy to practice. A systemic change to lifelong guidance in Europe. Thessaloniki: CEDEFOP

Lidström, L. (2008). Ungas möten med institutionaliserad vägledning - ett svensk eksempel. I: Via Vejledning, 2008:15.

Norling, M. (2007) Kommunens uppföljningsansvar för ungdomar (pdf). Bollnäs: Bollnäs kommun.

OPS (2008). Erfaringsopsamling. OPS-teamet 2006-2008. København: UU-København