I UU-København har der siden 2006 eksisteret et vejlederteam, som har til opgave at afprøve nye metoder i den opsøgende vejledning af socialt udsatte unge. Teamet, som i daglig tale kaldes OPS-teamet, har fokus på unge med svag hjemlig baggrund, der ofte er involveret i kriminalitet eller har misbrugsproblemer. Erfaringer viser, at især tre områder kræver opmærksomhed, hvis vejledningen af socialt udsatte unge skal bære frugt. Det drejer sig om:

• Udvidet relationsarbejde
• Tværsektorielt samarbejde
• Udvikling af særligt tilrettelagte uddannelsestilbud.

Den bitre livserfaring blandt de unge i OPS-teamets målgruppe er som regel, at man ikke kan stole på voksne. OPS-teamets vejledning kan derfor være tidskrævende, fordi der først skal opbygges solide og tillidsfulde relationer til de unge, før de kan betragtes som vejledningsparate. En af vejlederkollegerne fortæller: ”Jeg har ofte bemærket en særlig måde, de unge kigger på mig, når isen er ved at være brudt. De skæver til mig i det skjulte, sådan lidt fra siden. Når det sker, ved jeg, at masken er ved at falde, og at den unge er parat til at indgå i en mere åben og ærlig kommunikation med mig.”

Fra et traditionelt vejledersynspunkt kan man spørge, om dette tillidsopbyggende arbejde over hovedet har noget med vejledning at gøre. Er der ikke snarere tale om socialpædagogisk arbejde? Denne form for vejledning bevæger sig ganske rigtig i et spændingsfelt mellem socialpædagogik og uddannelsesvejledning, men perspektivet for indsatsen er hele tiden at få de unge i uddannelse.

Vejen til uddannelse kan dog i nogle tilfælde være lang, fordi de unge hverken fagligt, personligt eller socialt er klar til at begå sig på en ordinær ungdomsuddannelse. Af samme grund opererer OPS-teamet også med et helhedsorienteret vejledningsbegreb, der inddrager alle aspekter af den unges liv.

I nogle tilfælde bliver arbejdet med at opbygge tillid til den unge fremmet af et netværksarbejde med socialpædagoger, støtte-kontaktpersoner og andre professionelle. Vejlederen kan så at sige ”låne” af den tillid, som en anden fagperson allerede har opnået hos den unge.

I andre tilfælde er den unge i en ”Palle-alene-i-verden”-situation, der gør, at vejlederen selv må stå for det møjsommelige arbejde med at opbygge en tillidsfuld relation. Dette nødvendiggør ofte en indledende periode, hvor vejlederen står 100 % til rådighed for den unge for ikke at blive opfattet som endnu en i rækken af voksne, som svigter, når det kommer til stykket. De unge i OPS-teamet ”tester” nemlig typisk deres vejleder, blandt andet ved ikke at overholde aftaler, før de tør lukke vejlederen ind i deres personlige univers. Et univers, der – ud over de dumheder, den unge selv må lære at tage ansvar for – ofte rummer grumme historier om svigt fra familien eller det omgivende samfunds side.

En af vejlederne fortæller, at hemmeligheden bag hendes evne til at komme ind på livet af de unge er, at hun på den ene side aldrig er fordømmende. Der er ikke rigtig nogen af de historier, den unge kan diske op med, som kan vippe hende af pinden. På den anden side er den unge heller aldrig i tvivl om, at hun ikke er bange for at tage fat og støtte dem i at blive på rette spor, hvis de er på vej ud på et skråplan.

En stor del af OPS-teamets vejledning foregår direkte på gadeplan. Her gælder andre spilleregler end dem, der hersker på skoler og andre institutioner, hvor vejledningen normalt har til huse. Vejlederen skal fx kunne begå sig i den rå og uformelle jargon, som bruges blandt gadens rødder.

Dette betyder ikke, at vejlederen skal overtage de unges sprog, som blandt andet er fyldt med grove seksualiserede bandeord. Tværtimod er det vigtigt, at vejlederen også bevarer sin troværdighed som en voksen autoritet, men det skal alligevel ske på en uformel facon, som ligger et godt stykke fra den mere formelle sprogkode og adfærd, som almindeligvis benyttes på vejlederkontoret.

Når gadens unge er åbne over for vejlederen, så handler det ofte om, at jungletrommerne fortæller, at hun er en af de voksne, man godt kan snakke med. Derfor kan vejlederen blandt meget andet komme ud for, at hun pludselig bliver ringet op af en ung, hun ikke kender: ”Hej, det er Ali. Jeg er lige kommet ud af fængslet. Min fætter siger, at du kan skaffe mig et job.”

Gadeplansvejlederen skal i det hele taget værne om sit ry. Rygtes det fx, at vejlederen har givet oplysninger om en af de unge videre til politiet, så kan hun godt begynde at se sig om efter et nyt job. Der er på den måde mange delikate balancegange, gadeplansvejlederen skal kunne håndtere. Det er ikke noget, der kan læres på en formel vejlederuddannelse. Som en af vejlederne i OPS-teamet formulerer det: ”Du skal ud og have nogle knubs. Du skal ud og blive svinet til.”

Uddannelsesvejledning gør det ikke alene i forhold til gruppen af socialt udsatte unge. I de fleste tilfælde er det nødvendigt, at der sideløbende med vejledningen foregår en solid social indsats. Det kan fx dreje sig om forhold som forsørgelsesgrundlag, bolig og afvænning fra misbrug. Vejledningen og det sociale arbejde skal koordineres tæt, hvilket desværre langtfra altid er en selvfølge.

Samarbejde på tværs af kommunale forvaltningsgrænser er et vanskeligt felt at manøvrere i, men OPS-teamets erfaring er, at man til gavn for de unge kan nå rigtig langt, når blot viljen til samarbejde er til stede på alle niveauer i det kommunale system. Det gælder lige fra politikere over topembedsmænd og ned til de praktikere, som varetager den direkte kontakt til de unge.

Samarbejdet kan bringes til at fungere upåklageligt på gulvniveau, når blot lovgivning og administrative procedurer ikke lægger hindringer i vejen, og de involverede medarbejdere får mulighed for at lære hinanden at kende.

OPS-teamet har gode erfaringer med at placere en UU-vejleder direkte på et socialcenter. Når vejlederen og sagsbehandlerne har hinanden lige ved hånden, kan det socialfaglige og det vejledningsfaglige bringes i et umiddelbart, fortløbende og frugtbart samspil. Vejlederen ender ikke af den grund som socialarbejder, og socialrådgiveren bliver ikke ekspert i uddannelse. De unge bliver derimod hjulpet langt bedre, fordi vejlederens A og socialrådgiverens B til sammen giver et stærkt C.

Selv om erhvervsuddannelserne med blandt andet særligt tilrettelagte grundforløb og mentorordninger gør en indsats for at komme de uddannelsessvage unge i møde, er kravene til at begå sig på en ungdomsuddannelse ofte stadig for vanskelige at honorere for OPS-teamets målgruppe.

Der er brug for en fortsat udvikling af tilbud som EGU og produktionsskoler, men der er også behov for bedre tilbud til de undervisningspligtige børn og unge, som har svært ved at begå sig fagligt og socialt i folkeskolens ældste klasser. OPS-teamet ser det derfor som en del af sit virke at pege på mangler i det eksisterende uddannelsessystem og har blandt andet været med til at udvikle et alternativt 8.-9.-klassestilbud i Ungdomsskolens regi.

For en del unge i den udsatte gruppe handler det i første omgang slet ikke om at komme i uddannelse. Ofte kan den socialiserende effekt: at lære at stå op om morgenen og begå sig på en ganske almindelig arbejdsplads – være en vigtig mellemstation før uddannelse.

Når de unge får konkrete erfaringer med arbejdsmarkedet, kan det betyde, at motivationen for at gennemføre en ungdomsuddannelse stiger mærkbart. Da de unge ikke uden videre kan glide ind i den daglige rytme på en arbejdsplads, er der dog brug for støttende foranstaltninger, fx i form af virksomhedsmentorer, der på en nærmest faderlig måde kan hjælpe de unge med at blive trygge og finde sig til rette på arbejdspladsen. OPS-teamet er derfor også indgået i arbejdet med at udvikle mentorkurser, blandt andet i samarbejde med projekt High:Five, som har særlig fokus på at få kriminalitetstruede unge ud på arbejdsmarkedet.

OPS-teamets erfaringer med at udvikle nye metoder i den opsøgende vejledning af socialt udsatte unge er beskrevet i en artikelsamling. Se Erfaringsopsamling - OPS teamet 2006-2008.

Erfaringsopsamling - OPS teamet 2006-2008 (2008)