Langt de fleste unge er glade for vores henvendelser og kontakt, viser de mange positive tilkendegivelser, som vi får. Både de unge og deres forældre er ofte positivt overraskede over, hvad vi egentlig kan tilbyde. Hermed et par eksempler på et par svarbreve.
Citat fra en ung piges svarbrev på første henvendelse fra UUV. Hun fortæller først meget detaljeret om, hvad hun beskæftiger sig med i øjeblikket og slutter brevet af på følgende måde:”…håber at dette har været svar nok. I første øjekast på dit brev, var min tanke egentlig, at jeg synes, at det er lidt grænseoverskridende, at der sad nogen på kommunen og ”holdt øje” med mig. Men efter at have tænkt det lidt igennem, synes jeg egentlig, at dette spørgeskema og kontakten til de unge er en rigtig god idé. Bare vi husker at den eneste vej frem i livet ikke er uddannelse, men en individuel sag for alle. Men initiativet er godt og velment.”
Der er selvfølgelig også negative reaktioner, men de er meget få, se
der med en vred blyantstreg over svarbrevet har skrevet:
”Jeg læser HA JUR på CBS nu! Jeg arbejder i Carl Bro! Skriv ikke igen! Gider jer ikke!
Der er en stor gruppe unge, der ikke svarer på den første brevhenvendelse, og her kunne det være nærliggende at konkludere, at de ikke ønsker vejledning, men det er ikke vores erfaring. Langt de fleste af disse unge, der netop befinder sig i en uddannelsesmæssig utilfredsstillende situation, svarer ikke på henvendelsen, fordi de ikke kan overskue at sætte sig ind i, hvad det egentlig er, det drejer sig om. De kan ikke forestille sig, at der reelt kunne være hjælp at hente.
Det betyder, at vejlederen ved stort set alle telefoniske og andre face to face-samtaler må bruge megen tid på information om vejledningens væsen. De må gøre sig umage med at udrydde alle eventuelle misforståelser og sammenblandinger med eventuelle myndighedspersoner. Der skal altså slås en streg i sandet, før den unge, på de rigtige betingelser, kan tage stilling til, hvorvidt han eller hun ønsker vejledning.
Først herefter kan den egentlige vejledning tage sin begyndelse, og har man formået at skabe en god kontakt og motivation, så mener jeg faktisk, at det på dette tidspunkt er ligegyldigt, hvem der har kontaktet hvem. De unge er utroligt glade for, at der er nogen, som interesserer sig for dem, og som gider at lytte til dem. Går vi på hjemmebesøg, er de så benovede over, at der overhovedet er nogen, der gider bevæge sig helt ud til dem privat for bare at tilbyde hjælp og vejledning.
Når jeg ser, hvor positivt vi bliver modtaget af de unge, og hvor ofte den lille ekstra opmærksomhed motiverer den unge til at indgå i en vejledningsproces, er det efter min bedste overbevisning helt i orden at prikke dem en ekstra gang på skulderen for at spørge, om de nu også er sikre på, at de ikke ønsker vejledning.
I kølvandet på ovenstående åbner der sig dog også et problemfelt om manglende synlighed. Vi er endnu ikke nået dertil, hvor det er almindeligt kendt, hvad UU står for, og hvad man kan forvente sig, når man henvender sig i et UU-center.
Vi står altså stadig over for en stor formidlingsopgave med at gøre essensen af vejledningen mere synlig. Jeg tror og håber på, at langt flere ”frivilligt” og aktivt vil henvende sig, og at langt flere vil krydse ja tak til vejledning i svarbrevene, når det glade budskab om vejledning bliver mere almindeligt kendt.