Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej." (Løgstrup, 1956)

Løgstrups etiske fordring er et absolut krav til alle mennesker om at tage vare på hinandens liv. Denne etiske fordring er grundvilkåret for mødet mellem mentor og mentee i Folkehøjskolernes Forenings (FFD) nye mentorprojekt. I efteråret 2007 og foråret 2008 får 160 unge mellem 16 ½ og 25 år mulighed for at gennemføre et højskoleophold med mentorordning. Projektet er finansieret af Undervisningsministeriets satspulje. Højskolernes mentorprojekt sker i samarbejde med Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU), og projektet bliver evalueret af Danmarks Pædagogiske Universitetsskole ved lektor Ulla Højmark Jensen.

De unge, som højskolernes mentorprojekt henvender sig til, er karakteriserede ved, at de ikke har gennemført en ungdomsuddannelse. Typisk vil de unge have oplevet et eller flere frafald fra gymnasiale eller erhvervsorienterede uddannelser.

Vi ved fra flere undersøgelser, at denne gruppe af unge er en meget broget flok, som kræver en differentieret indsats, hvis de skal fastholdes i uddannelsessystemet. Antalsmæssigt drejer det sig om ca. en ud af hver seks unge, der ikke gennemfører en uddannelse efter 9. klasse. Det svarer til ca. 10.000 i hver ungdomsårgang.

Teoretisk og empirisk har vi (Jensen og Jensen 2005) arbejdet med en opdeling af de unge i fire grupper: de opgivende, de praktiske, de vedholdende og de flakkende. Ulla Højmark Jensen vil i det følgende give en kort karakteristik af de unge og den mulige mentorrolle, som de unge vil kunne profitere af (Jensen 2007).

"De opgivende" er kendetegnet ved, at de har mange dårlige erfaringer fra grundskolen såvel fagligt som socialt. De har typisk oplevet en social marginalisering i folkeskolen, hvor de bl.a. har været udsat for mobning, og fagligt har de haft problemer med at følge med.

Der har ikke været meget hjælp eller støtte at hente i familien, og den unge har typisk foretaget et valg af uddannelse, der beror på udelukkelsesmetoden – "hvad kan jeg ikke klare, og hvad er der så tilbage".

På ungdomsuddannelserne fortsætter problemerne – social marginalisering og faglige fiaskoer. Dette leder til manglende aflæggelse af eksamener, meget fravær og studiefrafald.

Unge med mange træk fra "de opgivende" har svært ved at overskue deres liv og vil opleve et stort behov for støtte og hjælp til at afkode, hvad det er, der kræves af dem i de forskellige kontekster, de indgår i.

Mentorens rolle vil lægge sig tæt op af coachens, hvor observationer og feed­back/feedforward er centrale elementer. En mentor, der har fået et godt kendskab til den unges måde at lære at gå til nye opgaver på, vil have gode forudsætninger for sammen med den unge at kunne finde frem til forskellige måder at træne en given færdighed.

Mentorens opgave vil således være at skabe over­blik og at stimulere motivationen. Hvis der er noget, den unge har svært ved at klare, kan mentoren hjælpe med at opdele arbejdsprocesser i korte sekvenser, som kan være genstand for vurdering og tolkning. Kernen i mentorens opgave er at skabe et rum for personlig refleksion, hvor mentoren og den unge i fællesskab gennemgår en given situation og lægger planer for fremtidige forløb.

"De praktiske" har typisk været meget glade for kammeratskabet i grundskolen. De har haft det rigtig godt i frikvartererne, mens den faglige side af skolegangen ikke har været noget, de gik så meget op i. De har forsøgt at slippe så let om ved skolearbejdet som muligt, og de har ikke klaret prøver og eksamener særlig godt.

"De praktiske unge" er her-og-nu-orienterede og lægger meget vægt på at have et aktivt ungdomsliv med fest og farver. På ungdomsuddannelserne og på praktiksteder kan de hurtigt komme på kant med normer, regler og mødetider.

Mange unge med træk fra "de praktiske" vil være socialt velfungerende unge, der har en del boglige nederlag bag sig. De ved, at de gerne vil "arbejde med deres hænder" men er ikke afklarede med, hvad de vil kaste sig over – det, de har prøvet, har ikke fungeret.

"De praktiske" vil ofte søge hjælp fra en mentor til at klare en given opgave. Det kan være faglige/boglige opgaver, og hjælpen kan da tage form af lektiehjælp, eller det kan være, at den unge vil søge afklaring om valg af uddannelse og derfor ønsker at få indsigt i mentorens viden og erfaringer om valgprocesser.

Mentorens opgave vil i høj grad være at forenkle den opgave, den unge skal klare og give de nødvendige informationer og bidrage til re­fleksion. Dette kan gøres enten ved, at mentoren er katalysator/brobygger for en proces, hjælper den unge med at finde sammenhænge eller ved at adskille kategorier, typologier, livssammenhænge mv.

Relationen mellem mentor og den unge er symmetrisk og det kan være vigtigt, at den unge sammen med sin mentor får sat sig nogle velovervejede mål og delmål, så den unge løbende har fornemmelsen af succes og fremdrift

"De vedholdende" har haft det svært i grundskolen, hvor de ligesom "de opgivende" har oplevet mobberier, få venskabsrelationer og mange skoleskift. Men i modsætning til "de opgivende" har "de vedholdende" oplevet en vis succes i forhold til det boglige.

"De vedholdende" er ofte piger, der ved at leve op til kønsspecifikke idealer om orden og pligtopfyldenhed til en vis grad er lykkedes i skolesystemet. De er motiverede for at tage en uddannelse, men kan være svære at fastholde i uddannelsessystemet, fordi de oplever, at de krav og forventninger, der her stilles til dem, er for ugennemskuelige. Ofte er de meget ensomme og har således ingen at dele frustrationerne med.

Hvis den unge, der indgår i mentorrelationen, har mange træk, der minder om gruppen af "vedhol­dende", kan det være en god idé at starte med at lægge vægten i mentorrelationen på den rådgivende rolle. Dette er fordi, de unge med mange træk fra gruppen af " vedholdende" ofte oplever livet meget kaotisk og derfor hos deres mentor søger konkrete råd og handleanvisninger på, hvordan de skal klare sig igennem dagen og vejen og få mere struktur på deres liv.

Mentoren vil måske opleve, at den unge i perioder vil være i krisesituationer og har brug for akut hjælp i forhold til, hvad man skal gøre i en given situation. Den unge med mange træk fra "de vedholdende" har brug for en mentor, der udviser tålmodighed og er med til at indarbejde rutiner og vaner og på den måde kan være med til at skabe lidt orden i det liv, der opleves som uoverskueligt.

Man kan sige, at øvelsen går ud på at reducere kompleksiteten på forskellige måder, så opgaver kan klares, og den unge kan opleve følel­sen af succes inden for afgrænsede områder. Mentorrelationen er i dette vindue tydeligt asymme­trisk og mentoren må påtage sig at være den, der ved bedre og må bruge denne merviden til gavn for den unge.

"De flakkende" er typisk unge, der har klaret sig godt i skolen, nogle har endda været meget dygtige rent fagligt, og de har også haft relativt gode sociale relationer i grundskolen. De har i hovedparten af deres opvækst oplevet forholdsvis stabile familierelationer med forældre, der det meste af tiden har haft overskud til at bekymre sig om dem, og om de unge klarede sig godt i skolen.

En del af disse unge har oplevet et massivt forventningspres fra omgivelserne, og det har – sammen med psykiske kriser, skoletræthed og lyst til at dyrke kreative interesser – været afgørende for, at de ikke har fuldført en ungdomsuddannelse.

Det, der særligt kan motivere "de flakkende", er at deltage i noget, de oplever som identitetsskabende aktiviteter. De ønsker at få afprøvet forskellige kreative og sociale sider af sig selv og tiltrækkes af muligheden for individuelt tilrettelagte uddannelsesforløb.

Unge med mange træk fra "de flakkende" er såvel fagligt som socialt velfungerende unge, som pri­mært oplever problemer af identitetsmæssig karakter. De vil i relation til dette ofte søge hjælp hos mentoren til at få afklaret en problemstilling, en konflikt eller et dilemma.

Den unge forventer en relation til mentor, der er præget af ligeværdighed, og som bygger på ærlighed, respekt og ægthed. Den unge vil gerne have en mentor, der opleves som en mere vidende person, man kan have tiltro til.

Mentorens indgangsvinkel til mentorrelationen vil være en forståelse af, at den unge selv kender svaret på den udfordring, som den unge står over for. Mentorens opgave består primært i at bistå den unge i udredningsarbejdet. Mentoren vil således lægge vægt på at være lyttende, anerkendende og empatisk – men også udfordrende, hvis mentoren oplever, at den unge vægrer sig mod fornøden ind­sigt eller forandring.

Mentorens hovedopgave ligger således i det, man kan kalde nærværskommu­nikation (Kaiser 2004, 272), og målet med mentorrelationen ligger ofte på et eksistentielt plan, da der er tale om at hjælpe den unge til en ny indsigt og filosofisk afklaring. Det kan også munde ud i en mere konkret handleplan, som den unge formulerer med mentor som fødselshjælper.

Men hvad er det, et højskoleophold med mentorordning kan tilbyde denne gruppe unge, der har brug for lidt ekstra støtte til at navigere i vores hyperkomplekse samfund?

Først og fremmest giver et 4-6 måneders højskoleophold den unge et kontemplativt pusterum. Et pusterum fra en kompleks hverdag. Højskolen er præget af et lavt kompleksitetsniveau, en fast struktur, faste rutiner og værdier som kontemplativitet og fordybelse i højsædet. Her kan de unge, gennem kostskoleformen og et unikt lærings- og vejledningsrum, få mulighed for at stoppe op og tænke over de valg, de skal træffe for fremtiden.

Et højskoleforløb er også et narrativt forløb. På højskolen er der tid til, at de unge får fortalt deres livshistorier. I mødet med de andre unge udfolder livsfortællingerne sig i løbet af opholdet. Disse fortællinger er i sidste ende med til at skabe struktur og mening i de unges liv. De unge kan spejle sig i hinandens fortællinger, men de kan også bruge fortællingerne til at blive afklarede omkring deres egen livssituation.

Mentee og mentors forhold skal først og fremmest bygge på tillid. Mentee kan være en ung, der af forskellige årsager ikke har tillid til autoriteter, derfor er det alfa og omega, at den unge oplever, at han/hun kan have tillid til sin mentor. For at fortsætte i Løgstrups terminologi kan man sige, at mentee skal turde lægge sit liv i mentors hænder og være sikker på, at mentor tager vare på det.

Mentorens rolle over for den unge er netop at tage "eleven i hånden" og sørge for, at højskoleforløbet bliver en god oplevelse, at opholdet (livet) lykkes.

Det helt unikke ved dette forhold mellem mentor og mentee er, at de bor sammen på højskolen gennem flere måneder. Således vil et møde mellem mentee og mentor sjældent foregå på hver sin side af skrivebordet, men oftere på havet, i kajakken, ved solnedgang, under spisningen, ved pejsen osv.

Det vil sige, at mentor og mentee har mulighed for at udvikle et helt unikt forhold, hvor tilliden dagligt har mulighed for at blive styrket og næret. Mentor ser den unge agere i dagligdagens forskellige sammenhænge og kan hermed hjælpe den unge med at afklare forskellige problemstillinger og således ikke bare være en støtte, den unge kan læne sig op af, men også en udfordrer, den unge kan sparre med.

Fra Folkehøjskoleforeningens side ønskes, at der tilvejebringes videnskabeligt baseret dokumentation af indholdet og effekten af vejledningsintensive højskoleforløb i forhold til målgruppens motivation for uddannelse, samt at der sker en kvalificering af mentorbegrebet og mentorroller i relation til målgruppen.

I evalueringen af projektet stilles følgende to hovedspørgsmål: Hvordan bidrager højskoleophold med mentorordning til, at unge, der er i risiko for at havne i den uddannelsesmæssige restgruppe, bliver motiveret til at gå i gang med en uddannelse? Og hvordan kan mentorbegrebet kvalificeres og udvikles, så det matcher målgruppeunges behov og højskolens muligheder?

Hvis de unge ikke bare skal tilpasses, er det centralt at have en forståelse af, hvem de unge, der ikke går i gang med en uddannelse, er, og gennem denne forståelse få en fornemmelse af de mulige veje til at støtte de unges udvikling på egne præmisser.

Et højskoleophold med mentorordning giver den unge mulighed for at tage en pause fra en kompleks hverdag. Samtidigt giver det den unge mulighed for sammen med mentor og de andre på højskolen at opleve, at livet lykkes og at han/hun bliver afklaret omkring forskellige eksistentielle spørgsmål, som er forudsætningen for at træffe et kvalificeret uddannelsesvalg.

Mentorprojektet er et 2-årigt projekt, finansieret af Undervisningsministeriets satspulje. 160 unge uden kompetencegivende ungdomsuddannelse har mulighed for et højskoleophold med tilskud (det vi kalder "sponsorstøtte") på 740 kr. pr. uge. Meningen er, at det ikke skal være det økonomiske aspekt, der afholder en ung fra at tage på højskole. Det er UU-vejlederen, som sammen med den unge vurderer, om et højskoleophold med mentorordning er relevant. Den unge får en mentor på højskolen, som er en vejleder eller lærer på stedet. For at kunne blive mentor, skal man have deltaget i FFD's endags mentorkursus. Målet med mentorprojektet er at give den unge mod på og kompetence til på sigt at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse. Projektet bliver evalueret af DPU v/ Ulla Højmark Jensen. Primo 2009 vil den endelige evaluering ligge klar.

Jensen, U.H. (2007): Højskoleforløb med mentorordning - arbejdsnotat om unge uden ud­dan­nelse og mentorbegrebet i en højskolekontekst. Upubliceret arbejdspapir.

Jensen, U. H & Jensen, T. P. (2005): Unge uden uddannelse: hvem er de, og hvad kan der gøres for at få dem i gang?. Kbh.: SFI

Kaiser, B., Korsbæk, A. & Strager, B. (red.) (2004). Mentor – Den fleksible vejle­der. Esbjerg: CVU Vest Press

Løgstrup, K. E., (1956): Den etiske fordring. Kbh.: Gyldendal

Ulla Højmark Jensen har en Ph.d. i statskundskab fra Københavns Universitet. Til dagligt sidder Ulla Højmark Jensen på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole som lektor i forskningsenheden i vejledning. Ulla Højmark Jensens forskningsområde er unge, uddannelse og vejledning med særlig fokus på unge uden uddannelse, etniske minoritetsunge og mønsterbrydende unge.

Helene Valgreen er uddannet cand. mag. i musik og dansk, og har en Master i Vejledning fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Helene Valgreen er ansat af Folkehøjskolernes Forening (FFD) som leder af højskolernes vejledningsindsats, herunder leder af FFD's mentorprojekt. Helene Valgreen sidder til dagligt i Højskolernes Hus i København.

Natascha Schlottmann er uddannet pædagog og lærer. P.t. studerer hun pædagogisk filosofi ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Natascha Schlottmann er ansat af Folkehøjskolernes Forening (FFD) som projektmedarbejder i FFD's mentorprojekt. Natascha Schlottmann sidder til dagligt i Højskolernes Hus i København.

Mentor – Den fleksible vejle­der

Højskolernes mentorprojekt