Kandidatuddannelsen beskæftiger sig med bæredygtig forandring af vores byer. I fremtiden vil 70-80% af verdens befolkning bo i urbane områder, og der vil være behov for at håndtere ressourceforbrug, mobilitetsudfordringer, forsyning og infrastrukturer samt truende klimaforandringer.
Fremtidens byer
Du arbejder med indfrielse af FNs verdensmål i relation til bl.a. bæredygtig energi, klima, infrastruktur, rent drikkevand og bæredygtige samfund.
Formålet er - ud over bæredygtig forandring af nutidens byer - at skabe rammer for fremtidens byer, hvor de økonomiske, sociale og miljømæssige formål bliver integreret på nye måder, så man på en bæredygtig måde kan håndtere den stigende befolkningstilvækst i byerne.
Ingeniørmæssig tilgang til infrastruktur
Uddannelsen afdækker de ingeniørmæssige aspekter ved at fokusere på infrastrukturen inden for sektorerne energi, vand, mobilitet og ressourcer (affald) og vurderer de samfundsfaglige aspekter og synergier på tværs af sektorer. Du får desuden værktøjer til at kvantificere og analysere udfordringerne.
Titel
Kandidatuddannelsen giver den akademiske titel cand.polyt.