På kandidatuddannelsen lærer du at analysere og forstå årsagerne til miljø- og ressourceproblemer, og du lærer at arbejde strategisk og beslutningsorienteret med at finde holdbare og bæredygtige løsninger.
Tværfaglighed
Der arbejdes tværfagligt med sammenhængene mellem natur, miljø, samfund og økonomi. Det kan fx være den teknologiske udviklings rolle i forbindelse med løsningen af miljø- og ressourceproblemer eller med klimaændringernes indflydelse på samfundsøkonomien.
Du lærer om, hvordan aktører på området opfatter natur og miljø forskelligt, og om hvilken indflydelse de har på de beslutninger, der bliver taget. Du får desuden en bred forståelsesramme og lærer at udvikle langsigtede og holdbare løsninger, der går på tværs af interessegrupper.
Emner
Emner på uddannelsen er fx bæredygtighed, miljøinnovation, energiteknologier, cirkulær økonomi samt ressource- og miljøledelse.
Profil
På uddannelsens andet år vælger du din egen profil ved valgfag og praktik- eller studieophold.
Titel
Kandidatuddannelsen giver den akademiske titel cand.techn.soc. Uddannelsens engelske titel er Environmental and Resource Management.