Uddannelsen i klassisk filologi har fokus på romersk og græsk sprog og kultur. De to kulturer er tæt forbundet, og romersk kultur er til tider stærkt inspireret af den græske, ligesom den romerske kultur har haft indflydelse på det græske samfund i perioden med romersk overherredømme.
Sprog, kultur og samfund
Du lærer at læse forskellige typer af tekster på originalsprogene. Det gælder tekster af antikkens filosoffer, skribenter og forfattere, som bl.a. omfatter historiske og filosofiske tekster, men også komedier, tragedier og digte. Blandt grækerne er det fx Homer, Aristoteles og Platon, og blandt romerne fx Ovid, Cicero og Cæsar.
Du får også indblik i det græske og det romerske samfund og deres religion, historie og politik. Du lærer desuden om den antikke kunst i form af skulpturer, vaser, bygningsværker m.m.
Latin og græsk
På uddannelsen kan du vælge at studere begge sprog, eller du kan vælge at specialisere dig i enten latin eller græsk.
Titel
Uddannelsen giver den akademiske titel BA.