På uddannelsen lærer du at forstå, diskutere og formidle aktuelle og historiske forhold i Arktis, og du lærer om inuit, som er det grønlandske ord for eskimoer. Inuit lever i Grønland, men også i andre dele af Arktis, dvs. i Canada, Alaska og Sibirien.
Sprogfag
Sprogfagene udgør en stor del uddannelsen. Du arbejder med grønlandske sprog og får kendskab til talt og skrevet vestgrønlandsk, bl.a. gennem fag som grammatik og oversættelse. I grammatik lærer du om sprogets opbygning og udvikling, og du arbejder med at analysere sætninger som grundlag for oversættelse.
Kultur og samfundsforhold
En vigtig del af uddannelsen er kultur og samfundsforhold. Du får viden om både de traditionelle og de moderne samfundsforhold, bl.a. boformer og arbejdskultur, og du får en grundig introduktion til fagets håndbøger og litteratur.
Antropologisk teori
Du får kendskab til generelle antropologiske teorier, som bl.a. handler om, hvordan man kan analysere menneskers måde at leve sammen på i et samfund, samt deres traditioner og forestillinger. Teorierne giver dig også baggrund for at lave feltarbejde. Ved at bo og opholde dig i et samfund får du baggrund for at lave en analyse af det pågældende samfund og dets indbyggere.
Lille fag
Faget er lille, men tiltrækker relativt mange internationale studerende, som præger miljøet.
Titel
Du afslutter bacheloruddannelsen med et bachelorprojekt. Uddannelsen giver den akademiske titel BA.