På uddannelsen studerer du de mange historiske udviklinger i menneskets måde at forholde sig til omverdenen på. Herunder udviklingen i vores forestillinger om naturen, samfundet, videnskaben, fællesskabet og om individet op gennem historien.
Idéer og strømninger
Du får indsigt i både tidligere tiders idéer, som fx oldtidens filosofi, og i det moderne samfunds strømninger, og du vil opnå forståelse for, hvordan forskellige historiske idéer har medvirket til at skabe det samfund, vi har i dag.
Uddannelsen er tværfaglig og berører fag som filosofi, kultursociologi, religion, oldtidskundskab, samfundsfag og historie.
Emner
Du vil få undervisning i emner som:
- De filosofiske idéers historie fra antikken til i dag
- De religiøse idéers historie
- De politiske, økonomiske og sociale idéers historie
- De naturvidenskabelige og teknologiske idéers historie
- Idehistoriefagets historie og metoder/idehistoriske tilgange
- De æstetiske idéers historie
- Globalt tema
En del af den videnskabelige litteratur er på engelsk, og det forventes, at du kan læse og forstå faglitteratur på dette fremmedsprog.
Titel
Bacheloruddannelsen giver den akademiske titel BA.