Som maskinfører har du en generel viden om entreprenørmaskiner, men er ofte specialist i en eller flere typer maskiner.
Du har et indgående kendskab til styring og betjening af maskinen men også til den specifikke opgave, som du skal løse. Det kan fx være en svær graveopgave, hvor din særlige viden om graveteknik sikrer, at der graves præcist og ikke opstår brud på kabler el.lign.
Du er ofte en del af et større projekt og planlægger og koordinerer dine opgaver med andre.
Bygge- og anlægsopgaver
Som maskinfører er det dig, der klargør jorden til et nyt byggeri eller vejanlæg. Du graver også ud til fibernet, el, fjernvarme og kloak. Når byens fortove, pladser og parker skal renoveres, er der også brug for maskinføreren.
Landbrug og skovbrug
Jordbrugsmaskinføreren arbejder i marken og skoven og betjener maskiner til dyrkning, høst og træfældning.
Vedligehold af maskiner
En del af dit job er at vedligeholde maskinen og lave mindre reparationer.