Vejasfaltører arbejder normalt sammen i hold, som man kalder sjak, på 2-8 personer. En formand leder holdet, og ham kalder man en udlægningsformand.
De varme asfaltmaterialer bliver hentet på asfaltfabrikkerne af vognmandsfirmaer, og de bliver kørt i lastbiler ud til de veje, som skal asfalteres.
Først fejer vejasfaltørerne arealet og gør det klæbrigt. Det gør man med særlige maskiner. Man bruger også maskiner til at udlægge asfaltmaterialerne, og belægningen trykkes sammen med tromler. Det er en stor del af arbejdet at gøre maskinerne rene. Hvis der kun er huller i vejbelægningen, udfører man reparationen manuelt.
Støv, varme og trafikstøj under arbejdet, dampe fra varm asfalt og omgangen med store og tunge maskiner kan give anledning til arbejdsmiljøproblemer.
Alle i arbejdssjakket skal være opmærksomme på, at sikkerhedskravene bliver overholdt. Vejdirektoratet stiller krav om sikkerhedskurser. Det kan afhængigt af arbejdsfunktion være AMU-kurset Vejen som arbejdsplads eller VEJ-EU’s kurser i sikkerhed ved vejarbejder.
Som uddannet vejasfaltør arbejder du sammen med specialarbejdere. De kaldes for asfaltarbejdere.