En forsyningsoperatør arbejder med den daglige drift og vedligeholdelse af el-nettet i Danmark.
Du kan både arbejde med lavspænding, som er den strøm, der er i stikkontakten derhjemme, eller højspænding, som fx findes i el-masterne.
Som forsyningsoperatør laver du eftersyn og reparationer på store elinstallationer som transformatorstationer, kabelskabe og gadelys.
Du kan også etablere og vedligeholde kabler til fibernet.
Overvågning og fejlfinding
Du bruger computer-udstyr til at overvåge og styre el-nettet.
Hvis strømmen forsvinder i fx et boligområde, er det dig, der finder fejlen og reparerer den så hurtigt som muligt.
Døgnarbejde
Som forsyningsoperatør kan du have vagter på alle tider af døgnet og i weekenden. Når du er på vagt overvåger du el-nettet og skal stå klar til at rykke ud, hvis strømmen svigter.
Meget af arbejdet som forsyningsoperatør foregår udendørs.