Formgivning og finish
En kompositoperatør fremstiller forme og støber store emner som vindmøllevinger, fly- og bildele, både og tanke.
Du arbejder sammen med virksomhedens teknikere om at formgive nye produkter og fremstille dem efter tegninger.
Endelig sliber og polerer du de støbte dele, så de er klar til at blive monteret, dvs. sat sammen med resten af møllen eller anlægget.
El, pumper og robotstyring
En montageoperatør forbinder anlæggets elektriske og mekaniske dele og måler, om de fungerer, som de skal.
Du arbejder fx i vindmøllens teknikrum, hvor gearkassen og generatoren, der producerer strøm, sidder. Du kan også være med til at fremstille det nav, som møllens vinger bliver monteret på.
Du bruger din viden om elektriske kredsløb, robotteknik, pumper og hydraulik til at finde og rette fejl.
Sikkerhed
Sikkerheden er vigtig for kompositoperatøren, der skal arbejde forsvarligt med forskellige stoffer i støbeprocessen. Og for montageoperatøren, der udfører arbejde med el og tunge maskindele i stor højde.