Som fiskehandler begynder din dag med indkøb af råvarer på den lokale fiskeauktion eller hos en engroshandel. Vildt køber du hos vildtgrossister eller lokale jægere.
Du er i kontakt med mange forskellige mennesker, når du køber varer hos leverandører og betjener kunder i butikken.
Håndelag og kendskab til råvarer
Fisk er dit speciale. Du kender danske og udenlandske spisefisk, og du kan se, om de varer, du indkøber til butikken, er friske og af god kvalitet.
Du renser, flår, udbener og fileterer fiskene og arrangerer de friske varer i butikkens køledisk. Desuden fremstiller du mange slags færdigretter - fra makrelsalat og fiskefrikadeller til sushi.
Fisk og forretning
Fisk er også din forretning. Du ved, hvilke fisk der er bedst og billigst i sæsonen, og du vejleder kunderne om, hvordan de tilbereder og serverer dem.
Er du selvstændig fiskehandler med egen butik, beregner du priser, fører regnskab og markedsfører din forretning. Du kender også myndighedernes krav til mærkning og hygiejne.