Som skiltetekniker designer og fremstiller du skilte, navne, logoer og dekorationer til virksomheder. Skiltet eller dekorationen kan monteres på biler, butiksfacader, idrætsanlæg eller bygninger.
Du kan også lave dekorationer til udstillinger på fx en messe.
Du laver skilte i selvklæbende materiale (transfers) ved hjælp af computerfremstillet skrift, folieskæremaskiner eller storformatprint.
Arbejdsredskaber
I arbejdet bruger du it-baseret teknologi som printere, computerstyrede skæreplottere og fræsere til fremstillingen af selve skiltet eller dekorationen.
Du kan også bruge maling og pensel, hvis du fx restaurerer ældre skilte og facader.
Arbejdspladsen
Arbejdet foregår både på værkstedet og ude hos kunden, hvor det ofte er dig, der hænger skiltet op. Hvis du har lavet en dekoration, er det også dig, der monterer dekorationen.
En del arbejde sker i forbindelse med messer og udstillinger.
Faget skilteteknik omfatter mange forskellige teknikker, og du kan specialisere dig inden for fx cnc-fræsning og storformatprint, gamle teknikker eller fuldindpakning af biler.