Traditionelt indeholdt karriere idéen om en hierarkisk opstigning i en organisation. Undervejs kunne man med flid og dygtighed stige i graderne på vej til gulduret ved 25-års-jubilæet. Men nu er organisationer ikke længere helt så stift hierarkiske, som de var engang - med pater familias, dvs. virksomhedslederen, på toppen og de andre medarbejdere i en pyramide nedenunder. Faktisk arbejder mange mennesker i mere løst koblede netværk – og selv en fagforening som HK har nu en afdeling for freelancere.
I sådanne sammenhænge er karriere langt mere og betydeligt bredere end det traditionelle karriereopstigningsbegreb. Her bliver der tale om, at karrieren omfatter hele mennesket i alle dets facetter - i livsbanen, livsforløbet. På kryds og tværs af faglige og personlige netværk. Og slet ikke som et stabilt tandhjul i den store organisations maskineri.
Det er måske her, at karrierebegrebet i (post)moderne betydning for alvor foldes ud i hele sin bredde, nemlig forstået som den livsbane, der indeholder både det personlige og det faglige. Arthur & Rousseau (1996) taler ligefrem om den grænseløse karriere, grænseløs i forhold til både fysiske grænser og livsmuligheder. Og hermed tilhørende store krav til selv at kunne holde en karriere på kursen.
OECD (2004) peger i denne sammenhæng på, at de vejledte skal lære "career management skills" i vejledning, altså færdigheder i selv at tilrettelægge en karriere. Og det er postmoderne eller senmoderne (Giddens, 1996) i den forstand, at man selv skal styre sin tilværelse, sin karriere – og ikke (som i det moderne) har autoriteter og organisationer at hælde sit hoved til.