Mislykkede forventningsafstemninger er et udbredt fænomen på de fleste videregående uddannelser, hvor kløften mellem den fremherskende ungdomskultur, der stortrives på ungdomsuddannelserne, og det dannelsesideal og læringsmiljø, der hersker på landets videregående uddannelser, bliver stadig tydeligere.

Årsagen til overgangsproblematikkerne og det høje frafald kan sandsynligvis - og med rette - tilskrives en række problematikker og fænomener. Denne beskedne artikel vil imidlertid vove den påstand, at det famøse frafald kun i lille grad kan sættes i relation til de studerendes begrænsede evner og faglige kvalifikationer. Andelen af studerende, der på papiret og med ubesvær burde danse sig igennem deres nye studium, er således flittige skribenter af de udmeldelsesblanketter, vi som uddannelsesinstitution nødvendigvis må stille til rådighed.

Problemstillingernes ophav skyldes derimod, at for mange unge finder det svært at bevare motivationen og begejstringen for de videregående uddannelser, hvis snævre fagområde ikke umiddelbart og instinktivt virker vedkommende og relevant. Det er et tema, som ikke bare præger vejledningssamtaler, men som også udmønter sig i mødet mellem undervisere og studerende, hvor kravet om øjeblikkelig relevans er nødvendigt for at engagere de unge studerende.

Det er med Thomas Ziehes ord et beviseligt billede på, at decentreringens kunst er langt fra at lykkes (Ziehe 2004). Den nødvendige selvdistance, det kræver at interessere sig for det, der gemmer sig lige bag den horisont, der ved første øjekast kan forekomme irrelevant, er et fraværende element i de studerendes nysgerrighed. Det er i den forbindelse, at gymnasieskolens aktuelle udvikling og selvforståelse spiller en central rolle side om side med de vejledningsteoretiske landskaber, der er vokset frem i de seneste år (Fuglsang 2009).

I det lys er skiftet fra en ungdomsuddannelse til en videregående uddannelse at betragte som overgangen til et nyt dannelsesideal. Frafaldsproblematikken må nødvendigvis ses som resultatet af, at de nybagte studerende ikke mestrer overgangen til de læringsmiljøer og tilhørende dannelsesbegreber, de møder på deres videregående studier.

Det er andre læringsformer, der ikke på samme måde inddrager individets identitetsdannelse i læreprocessen, som mange nye studerende har svært ved at tilpasse sig. Den omsorg, opmærksomhed, anerkendelse og inddragelse, som tidligere har været nærværende, fordufter.

I stedet præsenterer de videregående uddannelser den studerende for et dannelsesmiljø, der fremtræder langt mere upersonligt. Læringsrummet domineres af et målrettet fokus på den faglige materie og den fagspecifikke professionalisering, som den studerende har forpligtet sig til via sit studievalg. Læring handler ikke om de indbyrdes relationer, og hvad eleven selv mener. Derimod skal læringen tage sit udgangspunkt i det fælles tredje, hvilket sker når de involveredes energi og engagement er rettet mod noget uden for dem selv. Et håndværk skal læres. Her skal den studerende sammen med underviseren gennemgå en videns- og arbejdsproces, der har sit fokus på deres fælles faglige mål (Lihme 1988).

Det er på dette tidspunkt, at vigtigheden af at pointere, at det langtfra handler om at udviske, udvande og reducere overgange i den menneskelige eksistens, melder sig. Overgange er isoleret set ikke et problem, når blot man anskuer kultiveringen af den dannede bevidsthed som værende uløseligt forbundet med brud og udfordringer i tilværelsen.

Dannelseshistorisk er det netop et af uddannelsessystemet kerneopgaver at præsentere den lærende for disse benspænd og tilhørende modstand, som overgangen fra en epoke til en anden indebærer. Det er uomgåeligt ensbetydende med nødvendigheden af, at der fortsat eksisterer en mærkbar forskel mellem det at være elev og studerende. Forandring symboliserer jo som bekendt også bevægelsen fra ung til voksen.

Ydmyghed og overgivelse er de to elementer, der kræves for at lade sig forføre af begejstring over mødet med det uigenkendelige og fremmede. Som nyudklækket studerende optræder ydmyghed og overgivelse imidlertid ikke nødvendigvis som givne størrelser i et samfund, der med Zygmunt Baumans ord lader forbrugermentalitet og kultur orkestrere de unges omgang med uddannelsessystemet (Bauman 2002). En diagnose, der i dette tilfælde afspejler sig i, at mange nybagte studerende agerer ud fra den logiske slutning, at vi som mennesker selv mestrer at orkestrere, gennemskue og bedømme relevanskriterierne for vores egen fremtid.

Dette åbenlyse uddannelsesdilemma, hvor de nye studerende selv mener, de er i stand til at vurdere, hvad der er relevant for dem, knytter sig til den kendsgerning, at ungdomsuddannelserne såvel som vejledningssystemet i løbet af de seneste år har gennemgået en omsiggribende udvikling med en lang række af velmenende forandringer. Selv om de videregående uddannelser kan og skal blive bedre til at byde nye studerende velkommen, vil jeg her argumentere for, at de seneste års omvæltninger inden for den gymnasiale sektor og vejledningsverden ubevidst har medvirket til at fremme overgangsproblematikken.

I modsætning til tidligere gør nutidens ungdomsuddannelser og vejledningssystemer tilsyneladende en overordentlig dyd ud af at placere sig i øjenhøjde med eleven og anerkende den unges livsverden som mere end almindelig relevant. På den måde er de med til at reproducere en tidsånds tilstedeværelse i undervisningen, hvis frugtbarhed i et læringsperspektiv bør diskuteres.

Et eksempel på, at de unge i dag selv er med til at definere læringsrummet, kan ses i det meget omtalte debatindlæg fra foråret 2011: Gymnasieelev: Hvor er jeg dog træt af at skulle være lækker, forfattet af en gymnasieelev. Hun beskriver, hvordan ungdomskulturens massive opmærksomhed på skønhed og den slanke krop koloniserer læringsmiljøet på landets ungdomsuddannelser.

Denne udvikling afspejler sig også på min egen uddannelse, hvor det er ganske tydeligt, at ungdomskulturens horisonter har udviklet sig til et positivt problem. Uddannelsen og især begrebet ernæring synes netop at vække genklang hos den fremtrædende ungdomskultur, når de skal vælge uddannelse og planlægge deres fremtidige karriere. Problemet er dog, at den medbragte opmærksomhed på ernæring og udsigten til at praktisere individuelle kostsamtaler ikke helt svarer til de aktuelle forebyggende velfærdsopgaver, som professionen i praksis skal løse.

Center for Ungdomsforskning har i flere studier beskrevet, hvordan mange unge netop har ernæring og skønhed som en stærk identitetsmarkør, der kobles med begreber som sundhed og lykke (Sørensen et al. 2010). En kontrol af den spisende krop fører til en dyrkelse af det æstetiske skønheds- og sundhedsideal.

Selv om vores ansøgere har mange motiver for at søge ind på uddannelsen i ernæring og sundhed, er ovenstående samtidsdiagnose en del af forklaringen på det høje ansøgertal, der betyder, at vi kun kan honorere hver femte ansøger med en studieplads. Det udgør på samme tid en barriere for læring og engagement, da kostvejledning kun udgør en brøkdel af professionens samlede fokus og pensum.

Det er ikke længere hverken nærliggende eller frugtbart for skolerne at opbygge en profil og kultur, der tager afsæt i en enhedsfortælling om almen dannelse. Der er med andre ord blevet længere mellem den læring, der bygger på gentagelser, læsning, fordybelse, faglighed, øvelser og perfektionering af elevens kundskaber. Fortiden er ikke længere at dvæle ved. Derimod er det blevet afgørende for skolerne, at de kan tilbyde en uddannelse og et dannelsesideal, der tager udgangspunkt i den enkelte elev og i elevens hverdagslige oplevelser.

Dannelse er erstattet af at lære at lære, der side om side med et begreb som handlekompetence skaber et individfokuseret univers. Med dette ideal står det klart, at eleven ikke skal fokusere på den viden, der har med faglig overlevering at gøre, men derimod på at være en kreativ medspiller, der selv må skabe sin virkelighed. I denne optik skal eleven lære at lære i et rum, hvor det er sjovt at tilegne sig ny viden.

Den procesorienterede læringsproces foregår i rammer af en transparent arkitektur, der opfordrer til projektarbejde og tværfaglighed understøttet af nye teknologier og medier, som de unge i mere eller mindre grad kender og mestrer i forvejen. Her skaber den enkelte elev selv sin identitet og faglige horisont med hjælp fra en faciliterende lærerfigur, der ikke som tidligere primært udfolder sig omkring undervisning, men omkring facilitering af læreprocesser (Rasmussen 2009).

Når de taxametertænkende studiesteder har fyldt deres uddannelsespladser ud, begynder næste udfordring - at fastholde eleverne. Inden for det, der populært kaldes new public management, er resultatkontrakter og indskrivelsen af frafaldsprocenter i ledelsens løn to måder at imødegå denne udfordring på uddannelsesinstitutionerne. Ligesom vejledningen får en ny primær funktion - fastholdelse.

Med vejlederkorpset i spidsen har uddannelseslederne overalt i uddannelsessystemet besluttet, at løsningen på frafalds- og overgangsproblematikken må være at iværksættelse en række aktiviteter målrettet risikogrupperne. Logikken synes at være, at frafaldet forekommer blandt de marginaliserede unge, der oftest defineres ud fra tre kriterier: drengene, dem med anden etnisk baggrund end dansk og de unge der på trods af deres sociale arv gør sig tanker om at begå sig i uddannelsessystemet.

I et forsøg på at diagnosticere og løse problemet er der i vejlederkredse vokset et noget uheldigt sprogbrug frem. Det handler om, at de nye studerende ikke har knækket koden. Denne tematisering af frafaldsproblematikken har individualiseret problemet oftest med den konsekvens, at de, der kommer fra en uddannelsesfremmed baggrund, henvises til at deltage i et frivilligt kursus i studieteknik, hvor deres fremmøde er tvivlsomt. Skulle de dukke op, vil de ofte møde en læringsform, som bygger på en tankpasserlogik, hvor overbevisningen er, at den unge hjælpes, når blot en vejleder fylder en smule studieteknik på dem.

Min egen erfaring som henholdsvis studievejleder og underviser er, at ovenstående udvikling og sprogbrug er uheldigt, for man kan ikke knække koden. Derimod kan man fagligt engagere sig og langsomt blive et med sit fagområde og på den måde tilegne sig et sprog og en forståelse, der betyder, at ens identitet flyder sammen med den tillærte faglighed. En rejse, der uundgåeligt vil være lang og smertefuld, både på det faglige såvel som det eksistentielle niveau, men som på sigt giver et langt mere frugtbart fundament for tilværelsen. Det kræver en ny retning, hvor uddannelseskulturen i højere grad tiltaler og forstår den unge som en moderne lærling og gør denne identitet til et privilegium.