Mediernes forskellighed i forhold til at mindske usikkerhed og tvetydighed kan man analysere ud fra et sæt medierighedsvariabler. Det er de variabler, som i samspil med hinanden kan definere et medies karakteristika og dermed sige noget om mediets muligheder (Daft, Lengel & Trevino 1987).
Feedback
Feedback er den første variabel. Den knytter sig til mediets evne til at understøtte umiddelbar og gensidig udveksling af informationer, tanker og holdninger. En definition, der når den holdes op imod de forskellige medier, tydeligt illustrerer en styrke ved vejledning ansigt til ansigt.
Her er der nemlig rum for en meget umiddelbar interaktion. Når man ser på telefon, chat og e-mail, giver disse medier også mulighed for feedback, men på en mindre dynamisk måde end vejledning ansigt til ansigt gør.
Betydningen af denne variabel i medievalget afhænger altså af behovet for hurtigt at kunne udveksle spørgsmål og svar. Eller sagt med andre ord: det er afhængigt af behovet for en reduktion af tvetydighed (Dennis & Valacich 1999). Hvis det behov er stort, bør man overveje at mødes i stedet for at kaste sig ud i en e-mailkorrespondance.
Tegn- og sprogvariation
Tegn- og sprogvariation har at gøre med mediets kapacitet til at transmittere adskillige og forskellige tegn, og det handler om, den variation af kommunikationsstrenge et givent medie tillader. Eksempler på strenge er toneleje, kropssprog, og det verbale sprog.
Hvis man skal rangere medierne i forhold til denne variabel, kommer vejledning ansigt til ansigt igen først, efterfulgt af telefon samt chat og e-mail. Vi er afhængige af tegnvariation, når vi via kropssprog vil afvæbne generthed eller bruge toneleje til at gøre et kritisk spørgsmål mere modtageligt. Når vi husker os selv på at smile i telefonen, så er det faktisk i erkendelse af, at tegnvariation har en betydning.
Samme logik gør sig gældende for graden af sproglig variation. Sproglig variation knytter sig til mediets muligheder i forhold til måden, et budskab kan formidles på. Om det naturlige sprog og/eller numre, formularer og lignende understøttes. Også her er der tale om de strenge, man har at spille på.
E-mail, chat og websites står her stærkt, da de alle tillader et varieret tegnsystem. De gør det eksempelvis muligt at præsentere store mængder information via grafer og oversigter. Som når man fx henviser til adgangskrav og kvotienter på www.ug.dk. Vejledning ansigt til ansigt eller i telefonen tillader derimod kun brugen af det naturlige sprog (Dennis & Valacich 1999).
Personligt fokus
Kapaciteten for et personligt fokus drejer sig om to forhold: Muligheden for at overbringe følelser samt afsenderens mulighed for at styre samtaleretningen. Også i forhold til denne variabel er medierne forskellige, og her kommer vejledning ansigt til ansigt og i telefonen særligt til sin ret.
I takt med at man bevæger sig over til chat, e-mail og websites mindskes mulighederne for personligt fokus, og de digitale medier vil derfor oftest have en begrænsning på dette område (Dennis & Valacich 1999). Det er i den kontekst vanskeligt at argumentere for, at den enkelte vejledte i særligt høj grad vil opleve, at et website er individuelt tilpasset dem.
Øvebarhed og reprocesabilitet
Begreberne øvebarhed og reprocesabilitet knytter sig til forhold, der enten ligger inden konfrontationen eller efterfølgende, og de har i den forstand en indirekte snarere end en direkte betydning for vejledningssamtalen.
Øvebarhed kommer blandt andet til udtryk i mailvejledning. Den vejledningssøgende kan finpudse og øve sig på sit budskab, inden det kommunikeres. Der skrives en sætning, ændres et ord og føjes måske nogle flere betragtninger til, inden der klikkes på send.
Reprocessabilitet knytter sig til, hvorvidt mediet tillader, at kommunikationsdeltagerne kan bevæge sig tilbage i kommunikationsprocessen, genoptage og genbehandle tidligere udvekslinger. Det kunne her enten dreje sig om muligheden for at genåbne en e-mailkorrespondance eller et websites mulighed for at gemme data om brugeren og dennes færden på det givne site.
Det er værd at bemærke, at samtalen ansigt til ansigt eller i telefonen her står meget svagt, hvorimod de digitale medier viser styrke. I den forbindelse kan man argumentere for, at digitale medier kan være velegnede i situationer, hvor den vejledningssøgende enten har et behov for tid til at formulere sig klart om en kompleks problemstilling, øvebarhed, eller hvor et emne, der tidligere er blevet diskuteret mellem vejledte og vejleder, med fordel kan genoptages, reprocessabilitet.
Parallelitet
Parallelitet er den sidste variabel, og den knytter sig til mediets evne til at understøtte flere konversationer samtidigt. I relation til vejledningssamtalen er parallelitet således ikke af direkte betydning, men variablen er relevant, fordi den illustrerer en meget tydelig indirekte fordel: det drejer sig om antallet af samtaler, der kan gennemføres på samme tid.
Således løber man med denne variabel direkte ind i diskussionen om digitale medier i vejledning som et redskab til effektivisering. Det kan i den kontekst ikke overraske, at variablen kommer positivt til udtryk på websites og e-mail, samt at der omvendt er en lav grad af parallelitet i ansigt til ansigt samtaler og i telefonen (Dennis & Valacich et al. 1998).
Medierighedsvariablerne kontra medie og situation
Helt grundlæggende handler det om at definere, i hvilken grad et givent medie understøtter de enkelte medierighedsvariabler og bestemme, hvad samspillet mellem variablerne betyder for det konkrete medie og den situation, man befinder sig i som vejleder, når medievalget skal træffes