Sort og dyrt tøj er ifølge Mathias Vestergaard med til at reducere kompleksiteten i hans verden. Mathias Vestergaard har gjort sig selv til et brand, og man kan læse side op og side ned om ham på Facebook, Twitter og hans hjemmeside. Han er innovativ, veluddannet, har sit eget firma, og så har han formået at vise sit projekt til verden (Funch 2010). Mathias må siges at være en driftig ung mand. Måske et pragteksemplar af et ungt menneske i vores tid.

Spørgsmålet er, hvad der sker med Mathias Vestergaard i krisetider? Umiddelbart ser det ved et kig på hans hjemmeside ud til, at han har det glimrende. Men er prototypen på et pragteksemplar stadig den samme, når krisen kradser, og vi ikke længere har råd til at være helt så innovative? Og hvad gør vi uden det dyre tøj til at reducere kompleksiteten?

Det dyre tøj kan ses som symptom på det æstetiske rationales dominans blandt især unge, som Henrik Kaare Nielsen (1999) skriver om i sin artikel Kulturel modernitet og ungdomskultur. De unge har næsten alt, hvad de kan ønske sig og har slet og ret svært ved at vælge mellem tilbuddene. Det, der umiddelbart virker tiltrækkende og attraktivt, bliver derfor ofte det, de vælger. Der er brug for noget, der reducerer kompleksiteten, når det er så svært at gennemskue fremtiden. Og det kan fx være sort og dyrt tøj.

Som studievalgsvejleder oplever jeg i høj grad, hvordan det æstetiske rationale dominerer hos de unge. De bygger billeder op af det gode liv, og de træffer uddannelsesvalg på baggrund af disse billeder. Lige nu bliver billederne stærkt udfordret af den økonomiske krise, og det må føles dobbelt hårdt, når man er opvokset i "du kan, hvad du vil"-generationen.

Svaret på, hvordan man kompleksitetsreducerer i krisetider, synes derfor at være på samme måde som før, bare med andre komponenter. Drømmene har ændret sig. Og så nemt kunne det egentlig være. Der er økonomisk krise, billedet af det gode liv ændrer sig, ungdommen og helst også alle andre opfører sig ansvarligt, og alle er glade. Sådan er det selvfølgelig ikke helt, for der er flere faldgruber.

Der er stadig alt for mange unge, der drømmer om det samme. Der er år efter år mange flere, der drømmer om at læse medicin, psykologi, statskundskab, tandlæge m.m., end der er plads til. Det bliver ikke bedre i krisetider, hvor der er flere ansøgere. Det giver flere afviste. Endelig så kan den nye realisme føre til, at nogle unge bliver for realistiske og glemmer alt om deres drømme. Begge dele er en vejlederopgave.

For hvor vejledning i nogle tilfælde bliver beskyldt for at være professionel drømmeknusning, så må den nu blive til drømmeskabning. Det er en massiv opgave for vejledere i disse år at sikre drømmene og hjælpe denne generation med at blive drømmere.

Uheldigvis har vi i mange år benyttet termen drømmeuddannelse. Den understøtter vores ungdom i at tro, at der kun findes en drøm, en rigtig uddannelse og en vej. Man kan ikke afvise, at nogle mennesker er født til at komponere, drage omsorg for andre eller udvikle grøn energi, men det er de færreste mennesker, der kun kan en ting, eller som kun kan holde af en ting. Når vi taler om drømmeuddannelse i ental, er det netop det, vi lærer de unge at tro på. I stedet må vi lære dem at drømme flere drømme.

Det er vigtigt for alle dem, der ikke kan få adgang til deres umiddelbare drøm. Og det er vigtigt for alle dem, der bliver så bekymrede over krisen og deres fremtid, at de holder op med at drømme og i stedet jagter det sikre. Det fører sjældent til gode valg hverken for individet eller samfundet. Derudover er det at tale om sikre valg i krisetider også generelt vanskeligt, hvilket mange nyuddannede, arbejdsløse lærere nu må sande. Og det er i særdeleshed vigtigt med denne generation, der selvom de måske er forkælede, også er meget hårde ved sig selv. Hvis drømmen ikke lykkes, er det deres egen skyld, og det at lave noget, man ikke brænder rigtigt for, er bare heller ikke okay. Det sidste viser et af tidens mange paradokser. De lydige, realistiske unge, der leder efter jobsikre ruter, mens de samtidig elsker de åbne døre, de mange muligheder og hader at gå på kompromis med deres liv og lykke.

Der findes mange forskellige måder at arbejde med drømmeskabende vejledning på, og vejledere gør det hver dag ved hjælp af samtale, kortlægning, refleksionsværktøjer, narrativitet m.m. Det er en kernedel af vejledning at udvide vejledtes perspektiv og at få dem til at se andre alternativer. Udfordringen er at få de nye drømmeuddannelser til at være ægte. At få plan B til at være næsten lige så god som plan A. Ifølge min erfaring kræver det ofte et nærmere kig på den oprindelige drøm.

For de unge, der er opsatte på en bestemt uddannelse, kan tanken om andre valg og drømme virke provokerende. Som vejleder ender man derfor let i en situation, hvor konfrontation ikke kan eller bør undgås.

Det kan være nødvendigt at konfrontere vejledte med forestillinger, fakta og undertrykte ønsker, og det er en gang på tynd is. Gøres det for hårdt, skubber man muligvis vejledte væk. Gøres det ikke, efterlader man vejledte i stikken. Forstyrrelsen må være passende.

Karl Tomms spørgsmålstyper i 3. generation kan være med til at balancere konfrontationen (Tomm, Hornstrup og Johansen 2009). Både det kontekstuelle niveau og metaniveauet er relevante i denne sammenhæng. Det kontekstuelle niveau kan give både vejledte og vejleder et blik for, hvad der påvirker vejledte. Hvor kommer drømmen om en bestemt uddannelse fra? Er det fx krisen, der har indflydelse på vejledte? Eller kan der være noget i de nære omgivelser, der bekræfter vejledte i, at der kun er en rigtig vej at gå?

Metaniveauet er for alvor interessant, da det er et stærkt redskab til at konfrontere på en passende måde. Metakommunikation giver vejlederen et nyt sprog, der opbløder konfrontationen og det vanskelige. Når man sidder i en låst situation, kan det virke afvæbnende at sige: "Jeg kan mærke, du bliver rigtig vred på mig, når jeg fortæller dig, at det bliver svært for dig at komme ind på psykologi" eller "De ting, du fortæller mig, peger på, at du har valgt den her uddannelse af frygt for fremtiden. Hvad tænker du selv om det?" Metaniveauet hjælper samtidig med at undgå den skyld, som man let kan placere med sine spørgsmål, og som de unge er meget dygtige til selv at tage på sig.

Konfrontation alene skaber ikke nye drømme. Det må altid følges op med nogle af de ovenfor nævnte tiltag, men uden et grundigt blik på den oprindelige drøm kan det være vanskeligt at drømme nye. Især fordi det ligger indbygget hos så mange unge, at de skal finde den ene ting, de brænder for.

Vi kan sagtens opfordre ungdommen til at være realistisk eller til at nøjes, men det er meget stærkere at lære dem at drømme flere drømme. De unge i dag viser, at de er lydhøre og samarbejdsvillige. De politiske udmeldinger er krøbet ind under huden på dem, og de tager både uddannelses- og jobvalg meget alvorligt. På trods af at de langt hen ad vejen har fået at vide, at det handlede om at vælge, præcis hvad de havde lyst til, så retter de nu ind og opfører sig fornuftigt.

Men der er ingen fornuft i at nøjes med sin fremtid, heller ikke i et samfundsøkonomisk perspektiv. Derfor bør vi som vejledere hjælpe ungdommen med at folde drømmens faner ud!