Af: Henriette Pagh Mathiasen, februar 2023
Ronald Sultana er professor ved University of Malta og én af vejlederverdenens største nulevende tænkere. Sultana var key note speaker til Vejledningens dag, der løb af stablen første gang med konference på Københavns Professionshøjskole den 1. februar 2023.
Han har sagt ja til at medvirke i et interview efter konferencens frokostpause, men han spørger, om vi kan udsætte det. Han har fået nys om, at et kor fra Sankt Annæ Gymnasium er første punkt på programmet efter frokost, og det vil han helst ikke gå glip af. Vi sætter os bagerst i det fyldte auditorium, så vi kan snige os ud efter musikken - der får al småsnak om udvalget i frokostbuffeten til at forstumme. Sultana vipper med foden og smiler. Efter korets fortolkning af Hannah Schneiders Dreaming Kind vender han sig halvt mod mig og siger lavt: ”Jeg får næsten tårer i øjnene af det”. Jeg ved ikke, om han har opdaget, at jeg et øjeblik tidligere har grædt, så det blæk mine interviewspørgsmål var skrevet med, og som under musikken lå i skødet på mig, var i overhængende fare for at løbe.
Siddende på bagerste række tænker jeg for mig selv, at det nok er okay med lidt frit flydende følelser på en dag med Sultana. For som han sagde under sin forelæsning: ”Jeg forsøger at tale til hjertet. Ikke kun til intellektet.”
Og hvad er det så for et hjerte, han vil nå? Det vejlederhjerte, der banker for at social retfærdighed.
Fællesskab er vigtige end nogensinde
Temaet for dagen er "at høre til". Da mennesket er et socialt dyr er det afgørende, at vi vejledere har øje for behovet for at indgå i meningsfulde fællesskaber, mener professoren:
”Vi mennesker længes efter relationer og sociale interaktioner. Det må føles virkelig forfærdeligt ikke at føle sig accepteret eller som en del af en sammenhæng, hvor man hører til og kan blomstre.” Han uddyber:
”Jeg vil ikke sige, at det er absolut nødvendigt for alle. Men særligt på grund af de prekære forhold, som mange mennesker oplever, så er det vigtigt at have en fornemmelse af at være en del af en gruppe, en familie, en stamme og måske endda en nationalstat eller overnational organisation som EU.”
Sultana mener, at man får en oplevelse af sikkerhed og anerkendelse i fællesskabet. Og fællesskabet er i underskud for tiden, for individualiseing er fremherskende.
”Før havde vi welfare, nu har vi workfare. Det er en ny tilgang. Det virker for nogen. Men det svigter også mange mennesker.”
Afslør uretfærdighederne
Sultana har identificeret to klassiske tilgange til vejledning: Den teknokratiske og den tilgang, han på engelsk kalder "developmentalist", og som måske kan oversættes til udviklingsorienteret.
Den teknokratiske tilgang kender vi særligt fra træk-faktor-teorier, som ønsker at matche vejledningssøgende med jobs, der passer til deres evner. I økonomisk trange tider har vi tendens til at fokusere på den teknokratiske vejlendning.
Den udviklingsorienterede tilgang har fokus på at hjælpe individet til at realisere og udleve sit potentiale. Psykologen Carl Rogers er særligt inspirerende for denne tilgang. Både konstruktivistiske og narrative tilgange ligger i dette felt og Sultana peger på, at det er den tilgang, de fleste af os bruger til daglig.
Imidlertid ønsker han at introducere en tredje, supplerende, tilgang: Den emancipatoriske. Han siger: ”Standardkritikken af, hvad vi bedriver som vejledere, er at vi opretholder systemet. At vi sætter et plaster på folks sår og hælder noget desinficerende på. Intet andet. Men det er ikke min vision for vores profession.”
Nutidens unge er vokset op i et samfund, hvor der er massivt fokus på udviklingen af individet. Mantraet er, at alle kan blive, hvad de vil, hvis de blot kæmper hårdt nok for det. Men det er en løgn, mener Sultana. For alle har ikke lige gode muligheder.
Det er ikke den enkelte persons individuelle mangel, men uretfærdige samfundsstrukturer, der skaber denne ulighed. Sultana advokerer for vejledning, der gør op med individualisering og påtaler uretfærdigheder:
”For det kan være så empowering. Hvis du giver dig selv skylden for noget, så kan det være virkelig deprimerende.”
Det enkelte menneske skal hjælpe til at få øje på samfundets undertrykkende strukturer, så uretfærdighederne ikke individualiseres.
Vejlederens dilemma
Sultana rejser spørgsmålet:
”Hvem er min chef? Er det staten? Eller er det den klient, jeg sidder overfor? Det er et fundamentalt spørgsmål.”
Jeg spørger, om det ikke for den enkelte vejleder er et svært dilemma, da der nogle gange kan være uoverensstemmelse mellem de mål og ambitioner vores arbejdsgivere eller samfundet som helhed har for vores arbejde, og de værdier vi gerne vil arbejde med i konkrete vejledningssamtaler.
”Helt afgjort. Jeg…” Han sukker og er stille et øjeblik, før han fortsætter:
”Mit svar til mig selv, og som jeg giver dem, jeg taler med, er: Vi lever i en tid, hvor vi ikke kan påstå at have monopol på sandheden. En måde at undgå at glide hen i total relativisme, hvor alt er gyldigt, blot fordi nogen mener det, og hvor analysen fører til handlingslammelse, er at have et sæt af værdier, som vi kan bekende os til og diskutere og fremlægge.” Han siger:
”Hvis vi skal vælge, så skal vi vælge de allermest sårbare. Det er et filosofisk afsæt, der også tager udgangspunkt i kristent livssyn.” Sultana kalder sig selv agnostiker, og tilføjer: ”Men jeg anerkender skønheden i det (kristne livssyn red.).”
Hvem kan forsvare løgnen?
Professoren understreger, at der ikke findes nogen lette svar:
”Jeg er ikke helt færdig med at tænke over det. Når jeg stiller det spørgsmål – vær opmærksom på, at jeg sjældent vejleder, men arbejder i en universitetskontekst – så bliver jeg virkelig i tvivl og ukomfortabel. Hvad kan jeg svare, der giver mening? Jeg spørger mig selv: Hvad gør dem, der sidder i frontlinjen? Vi må høre deres beretninger om, hvordan de håndterer de her situationer. Jeg ved godt, at det på en måde er en undvigemanøvre at svare sådan. Men det åbner op for en vigtig samtale."
Jeg borer videre i det, for inspirerende eksempler modtages med kyshånd. Sultana svarer, at nogen vejledere bag lukkede døre i samtaler med deres klienter faktisk peger på de uretfærdige strukturer i samfundet. Det kan for eksempel være i jobcentrene, hvor vejlederen siger: ”Hør her, dette er grundene til, at du er ledig.” Andre prøver at påvirke deres egne institutioner indefra eller ved at deltage i den offentlige debat.
Jeg spørger: "Så det du foreslår er, at når vi har individuelle samtaler med de vejledningssøgende, så er vi forpligtede på vores værdier… selv hvis det betyder, at vi må lukke døren så vores kolleger og chefer på gangen ikke hører, hvad vi siger til folk?"
Svaret er klart:
"Ja, det vil jeg sige. Ellers er det at lyve. Og hvem kan forsvare løgnen?"
Vejledning er aldrig en neutral aktivitet
Den filosofiske og sociologiske tradition, som Sultana refererer til i sit arbejde, er i store træk fra venstrefløjen. Hans syn på historiens udvikling er inspireret af Marx's historiske materialisme og han henviser ofte til den italienske filosof Antonio Gramsci, der var erklæret socialist, samt til den Marx-inspirerede gruppe af tænkere kaldet "Frankfurterskolen", og som blandt andre den nulevende tyske sociolog Hartmut Rosa udspringer af. Jeg spørger, om vi som vejledere ikke kommer til at promovere en særlig politisk orientering - en venstrefløjstænkning - når vores vejledning har et emancipatorisk sigte.
Han starter med at påpege, at der ikke findes nogen neutral position. Under sin forelæsning sagde han: ”Det her er politisk. Det er det.” Vi kan ikke komme udenom, at vi i vores vejledning hviler på et bestemt sæt af værdier. Vi er nødt til at være bevidste om, hvilke værdier vi ønsker at promovere. Sat på spidsen betyder det, at hvis vi som vejledere ikke går imod den normale samfundsdiskurs, så risikerer vi at fremme et neoliberalt værdisæt, der trods vores gode intentioner, faktisk bidrager til individualisering. For øjeblikket, mener han, er den neoliberale samfundsdiskurs dominerende, uden at vi italesætter det:
”Alt der har med venstrefløjen at gøre, er blevet udhulet i den offentlige samtale. Mens alt der er midt- eller højreorienteret er blevet normalen”.
Om de værdier, han ønsker at promovere, siger han:
”Du kan kalde det venstreorienteret, hvis du vil. Jeg kalder det medmenneskeligt.”
Dreaming kind
Sultana argumenterer for, at vi må bevare "viljens optimisme", selvom de akademiske analyser af samfundets uretfærdigheder kan være nedslående. Vi har historien med os, mener han. For der er sket forbedringer af rettigheder og vilkår. Ophævelsen af slaveri og apartheid. Kvindefrigørelse og øget ligestilling mellem kønnene. Der er flere eksempler. Og selvom det næppe bliver vejlederstanden, der ændrer verdenshistoriens gang, så betyder det ikke, at vi ikke skal forsøge at mobilisere og opmuntre dem, som kan:
”Det ville være latterligt at tro, at vi kan ændre samfundet som vejledere. Men når du får forskellige grupper eller sociale bevægelser til at samle sig og tale deres sag, så kan de ændre diskursen om en sag."
Sultana fortsætter:
"Jeg har aldrig set de forandringer, jeg drømmer om. Men jeg drømmer stadig.”