Af: Henriette Pagh Mathiasen, fotograf: Inge Lynggaard 

Solen skinnede ned på Universitetsparken i Aarhus på efterårets første dag. Dagens hovedperson ankom smilende til Søauditorierne ved Aarhus Universitet iført blåt jakkesæt og solbriller. Kasser med højstilkede glas og flasker med bobler blev stillet under et par borde uden for et fyldt auditorie.

Når vejlederverdenen får en ny ph.d., er det en festdag.

Sodavandsbesøg

Bo Klindt Poulsen, lektor på VIA, tager i sin ph.d.-afhandling afsæt i resultaterne fra projektet ’Udsyn i udskolingen’. Her blev lærere og vejledere i 17 folkeskoler klædt på til at tilrettelægge aktiviteter med eleverne, der tog udgangspunkt i Bill Laws teori om karrierelæring. Bo har sammen med kolleger undersøgt, hvilken indflydelse forløbet havde for elevernes valgkompetencer og interesser. 

Bill Law mener, at evnen til at træffe valg om uddannelse, job og karriere er en færdighed, der kan læres på linje med andre færdigheder i skolen. For at blive i stand til at træffe karrierevalg, skal eleven guides gennem fire forskellige faser, der understøtter hinanden:

-At opdage

-At ordne

-At fokusere

-At forstå

”Karrierelæring er at gå væk fra at opdage verden via det, vi jokende kalder ’sodavandsbesøg’, som vi har meget af,” siger Bo en uge efter forsvaret, da Videnscenter for Vejledning møder ham på Zoom. Han uddyber: ”’Sodavandsbesøg’ er et setup, hvor vi først har tysk på skemaet, så kommer der en bus og henter os, og så bliver vi sat af på en virksomhed og vist rundt, og der er nogle, der siger noget, og så får vi en sodavand til sidst i kantinen, og så skal vi hjem og have matematik.” Han mener, at vi skal væk fra en forestilling om, at den type aktiviteter automatisk udvider de unges horisont.

Med en karrierelæringstilgang får eleverne mulighed for at forberede sådan et besøg, og på den måde overlades de ikke til sig selv, når de skal finde en mening med, hvorfor de overhovedet skulle afsted. Efter besøget vil de gennem eksempelvis refleksionsspørgsmål blive hjulpet til at overveje, hvad der egentligt har foregået under besøget, og hvordan det relaterer sig til deres egen hverdag. Eleverne skal understøttes i processen med at skabe mening og reflektere over besøget: ”Det er ellers en kæmpe opgave at sætte den enkelte elev overfor,” siger Bo.

Der er ikke noget i vejen med at komme på besøg hos en lokal virksomhed. Men Bos forskning viser, at vi får mere potentiale ud af et virksomhedsbesøg ved at ’vride det’: ”Karrierelæring handler ikke om at gøre alt anderledes, men om at gøre noget af det, vi i forvejen gør, men på en mere systematisk og sammenhængende måde med fokus på elevens progression over tid.”

Øget interesse for erhvervsuddannelserne

’Udsyn i udskolingen’ forsøgte ikke at gøre unge mere interesseret i bestemte uddannelser. Men en virkningsanalyse af projektet viste, at ikke nok med, at eleverne blev mere nysgerrige generelt – de blev også mere interesseret i erhvervsuddannelserne. Ca. 1.400 elever deltog i projektet og 653 besvarede et spørgeskema om deres oplevelse af de aktiviteter, som var blevet iværksat i projektet. Undersøgelsen viste, at eleverne havde fået et mere positivt syn på erhvervsuddannelserne, end de havde før.

I projektet interviewede forskerne også en række elever. Et interview med en dreng i 7. klasse har gjort særligt indtryk på Bo. Drengen ville være advokat, og det havde han vidst siden 3. klasse. ”Bare dér får ens vejledergen lyst til at ryste ham lidt,” siger Bo. Men da han kom tilbage fra en uges brobygning på et håndværksfag på en erhvervsskole sagde drengen, at det havde været så spændende og lærerigt. ”Altså, han skulle stadig være advokat og gå i gymnasiet,” fortæller Bo smilende. ”Men som han sagde på sin søde måde: ’Når jeg nu skal være advokat, så skal jeg sikkert også forsvare nogen, der er tømrere og snedkere. Og så skal jeg også vide, hvad for et liv de har.’” Bo fortsætter: ”Dén karrierelæringsindsigt er lige så vigtig – hvis ikke vigtigere – end spørgsmålet, om hvorvidt han selv skal vælge en erhvervsuddannelse.”

Karrierelæring som dannelsesproces

Der er stor politisk bevågenhed på erhvervsuddannelserne både i kommuner og på landsplan. Hvis mindre end 10 % af en kommunes unge søger en erhvervsuddannelse efter folkeskolen, skal der iværksættes en handeplan for, hvordan søgningen kan øges. Børne- og Undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) har gjort det til en mærkesag at styrke området, og regeringen har afsat 300 millioner årligt til et løft af erhvervsuddannelserne.  

Er mere karrierelæring så ikke netop det, der kan sikre flere elever på erhvervsuddannelserne?

”Hvis vi siger: ’Ja! Vi kan skaffe flere på erhvervsuddannelser’, så mener jeg grundlæggende, at vi gør overgreb på det, der er vejledningens grundperspektiv, nemlig respekten for den enkeltes frie valg. Men vi kan måske godt sige: ’Ja! Vi vil gerne være med til at gøre alle mulige slags uddannelser og jobs relevante, spændende og mulige at vælge for mange flere.’”

Desuden kan det være strategisk uklogt at stille politikere og andre beslutningstagere i udsigt, at vejledningsaktiviteter kan sikre, at flere vælger de uddannelser, der er aktuelt eller fremtidigt behov for.

”Det giver os bare nederlag, fordi så kan politikerne sige, at hvis der så ikke kommer flere til erhvervsuddannelserne, så virker vejledning åbenbart ikke. Og så er der ikke grund til at finansiere det nævneværdigt.”

Han mener ikke, at det i sig selv er et succeskriterie for vellykket karrierelæring, at de unge efterfølgende vælger at starte på en eud: ”Det vigtige er, at de har fået et mere positivt blik på, hvad det er der sker i de fuldstændigt centrale uddannelser for velfærdssamfundet. Det er karrierelæring, når det er allersmukkest. Så er det til et aspekt af en dannelsesproces.”

De unge er ikke foie gras-gæs

Bo og hans kolleger har gennem ’Udsyn i udskolingen’ fået indsigt i, hvor forskelligt lærere, vejledere og beslutningstagere i landets kommuner opfatter karrierelæring. Han peger på, at der er risiko for, at karrierelæring bliver forstået som en ensretning eller målretning af eleverne, der skal løse samfundsproblemer: ”At vi får rette mand til rette kanon. At vi får skovlet nogle flere elever på erhvervsuddannelserne eller flere studerende på STEM-uddannelserne, eller hvad der lige er den aktuelle politiske dagsorden.”

I nogle kommuner laves strategier for, hvordan man skal tale om erhvervsuddannelserne. For eksempel må man ikke må sige ’gymnasier og erhvervsuddannelser’, men skal sige ’erhvervsuddannelser og gymnasier’. Nogle kommuner har bøjet begrebet, så der står at de unge skal karrierelæres. ”Det er en ret vild formulering, hvor karrierelæringen bliver passivgjort, og hvor man skal gøre det til noget bestemt.”

Det er problematisk, hvis karrierelæring opfattes som en måde at reklamere for erhvervsuddannelserne på: ”Hvis det er udgangspunktet, så vil jeg sige: Det er ikke karrierelæring”.

Han siger: ”De unge er ikke dumme. De lugter med det samme lunten, når nogen har noget for med dem. De føler sig stopfordrede som foie gras-gæs med erhvervsuddannelserne, og det gennemskuer de bare. Det er spild af skønne kræfter”.

Klassisk vejlederdilemma: individ vs. samfund

På den ene side skal vi som vejledere ikke forsøge at overtale de unge til at søge ind på erhvervsuddannelserne, hvis de hellere vil noget andet. Men betyder det, at vi som vejledere ikke har medansvar for, at de unge vælger uddannelser, der er efterspørgsel på?

”Det er et mega svært spørgsmål. Jeg er selvfølgelig fristet af at sige ’nej’. Men jeg synes, at det er mere nuanceret end som så.” Vejledningen har altid være udspændt mellem hensynet til individ og samfund. Staten udbetaler vores løn, og det gør den med bestemte interesser og hensigter: ”At vi har en kommunal ungeindsats i Danmark skyldes, at der er nogle lovgivere, der har sat nogle rammer og ladet finansieringen følge med.” Han mener, at vejledere har et samfundsansvar. Men: ”Der er stor forskel på at tale om, hvad vi har behov for som samfund – hvilket jeg synes er en vigtig og central samtale at have – og så at insistere på, at nogle skal en bestemt vej.”

Han uddyber: ”Vi er nødt til at tale om, at de fleste af os er født ind i en samfundskontrakt. Vi må tale om, hvilket samfund vi har nu og om 30 år og som vi overlader til vores børn. Er der faktisk et ansvar for at være med til at videreføre det samfund? Muligheden for at have gode skoler og gode lærere, gode pædagoger, der kan understøtte børns opvækst, gode sygeplejesker på gode hospitaler. Den dagsorden er der måske nogle, der vil kalde at skubbe i en bestemt retning. Men jeg synes ikke, at vi som vejledere kan undslå os den diskussion – med alt det bøvl og alle de vanskeligheder, der er i det.”

Vis mulighederne og tal om udfordringerne

En risiko ved at fokusere på, hvad samfundet har brug for, er, at det bliver til individuelle læringsproblemer. Men det må ikke blive individets individuelle ansvar at sørge for, at landets sygehuse ikke bryder sammen på grund af mangel på sygeplejersker.

Så hvordan taler vi om det her samfundsperspektiv? Det er fint at tale om, hvor der er behov. ”Men jeg synes det er mere interessant at tale om, hvor der er muligheder. Det tror jeg ikke, at vi er så gode til at vise de unge.”

Veltilrettelagt karrierelæring og mere forståelse for, hvilke muligheder erhvervsuddannelserne giver, skaber ifølge Bos forskning mere interesse for uddannelserne. Men øget kendskab giver ikke automatisk lyst til at søge ind på en erhvervsuddannelse: ”Den anden del er den helt reelle kritik, der er af vilkår og rammer. Jeg er enig i, at det ikke er et individuelt læringsproblem, at der er nogle problemer i erhvervsuddannelsessektoren.”  

Han fortsætter: ”Hvis vi boede i en verden, hvor der var mega meget respekt om erhvervsuddannelserne, høj løn for sosu’erne, lækre maskiner på uddannelserne og flotte bygninger, der ikke ligger placeret i en nedslidt forstad, som busserne ikke går til… så var problemerne nok også lidt mindre i forhold til at gøre det til en attraktiv mulighed.”

Karrierelæring går ikke ud på, at eleverne partout skal få et mere positivt syn på hverken eud eller andre uddannelser ”Det er helt vildt vigtigt, når jeg nu insisterer på at se karrierelæring som en dannelsesproces. Så er det jo kendskabet til det i al sin magt og vælde.”

Mere karrierelæring til eleverne

Bo er ikke i tvivl om, at karrierelæring har et dannelsesmæssigt potentiale, og at vi kan få endnu mere karrierelæring ud til landets elever.

Der er 98 kommunale ungeindsatser og derfor 98 måder at gøre tingene på. Nogle steder går det okay, siger Bo. Men: ”Overordnet set er det svært!” Det skyldes, at der mange steder ikke er systematiske indsatser på området, og fordi man ikke har tilbudt ret meget kompetenceudvikling og understøttelse af lærere og vejledere. Konkret kunne man understøtte dem ved at udpege en særlig ressourceperson, der skal koordinere karrierelæringsaktiviteter i kommunen og sørge for at lærere og vejledere får faglig støtte og struktur.  

Der er dog også positive takter mod mere karrierelæring. I den ny læreruddannelse er det blevet et valgfag på 2,5 ECTS.  Til sit ph.d.-forsvar sagde Bo: ”Det er helt vanvittigt afgørende. Det kan simpelthen ikke undervurderes. Jeg har kollegaer, der griner lidt af, at vi er glade for, at vi har fået 2,5 ECTS”. Han fortsætter: ”Men for os er det sådan: ’First we take Manhattan…’”.