EVA har i projektet ’Studiemiljøet på videregående uddannelser’ undersøgt studiemiljøet på de videregående uddannelser. Analysen har tre fokusområder, som du kan læse om i særskilte rapporter:
Studerendes oplevelser af studiemiljøet på de videregående uddannelser
Særligt studiegruppen er central for de studerendes trivsel, da den fungerer som socialt holdepunkt. De fleste studerende oplever, de har adgang til fysiske faciliteter, der understøtter faglige og sociale aktiviteter og at underviserne er imødekommende og tilgængelige. Der er dog forskel på, hvordan kontakten til undervisere opleves: 69 % af de studerende på erhvervsakademiuddannelserne oplever, at deres undervisere ved, hvem de er. På professionshøjskolerne er tallet 55 % og på universiteterne kun 27 %. På tværs af uddannelsestyper oplever studerende på små uddannelser oftere, at at underviserne ved, hvem de er.
Gruppearbejde på de videregående uddannelser
Gruppearbejde fylder meget på de videregående uddannelser i Danmark. 80 til 90 % af de studerende indgår på deres første studieår i en studiegruppe. Særligt på erhvervsakademier og professionshøjskoler foregår en bred vifte at gruppearbejdsformer lige fra summeøvelser i undervisningen til projektskrivning og eksamensaflevering i grupper. Hver syvende oplever i høj eller meget høj grad et tilhørsforhold til studiegruppen. Det er markant flere, end der oplever et tilhørsforhold til deres årgang. De studerende bruger både gruppen som socialt anker og til at hjælpe hinanden med faglige udfordringer.
Videregående uddannelsers arbejde med studiemiljø
I kvalitative interviews med uddannelses- og studieledere på 13 forskellige videregående uddannelser har EVA spurgt, hvordan der organisatorisk arbejdes med udvikling og understøttelse af gode studiemiljøer. Rapporten viser blandet andet, at hold- og gruppedannelse spiller en central rolle, fordi den personlige relation mellem undervisere og studerende kan understøttes ved at lave mindre, stabile undervisningshold.
Find hele EVA’s tema om Studiemiljø her.
Inspirationswebinar 1. juni fra kl. 10-11
Mød tre eksperter fra EVA og bliv klogere på projektes resultater og få inspiration til, hvordan I som uddannelsesinstitution kan arbejde strategisk med studiemiljøet på store og små uddannelser.