FGU Midt- og Østsjælland har uddannet 6 medarbejdere, herunder lærere, vejledere og ledere i i det standardiserede kognitive gruppeforløb med det mundrette navn R&R2 (Reasoning Rehabilitation version 2). Programmet er et evidensbaseret adfærdstræningsprogram, som er et tilbud til de elever, der har svært ved at mestre dagligdagen.
Hidtil har FGU Midt- og Østsjælland taget tiltag overfor grænsesøgende unge, der for størsteparten sker som en reaktion på en konkret konfrontation. Med dette projekt har ønsket været at udvikle og afprøve tiltag af præventiv karakter.
Det har været et hovedformål, at give elever med opmærksomhedsforstyrrelser og grænsesøgende adfærd selvindsigt i, hvad der afstedkommer deres adfærd. Der arbejdes systematisk med deres personlige og sociale kompetencer ud fra devisen ’hjælp til selvhjælp’.
Hvad består forløbet af:
"Det er ikke dig, der er problemet. Det er problemet, der er problemet"
Netop dette er tankegangen bag undervisningsforløbet R&R2. Metoden bygger på kognitiv adfærdstræning og er målrettet unge og voksne med ADHD, opmærksomhedsforstyrrelser og tilsvarende vanskeligheder. Det vil sige unge og voksne, der oplever udfordringer i forhold til fx opmærksomhed, uro i kroppen, tankemylder, impulsstyring og socialt samspil.
R&R2 er et struktureret og manualbaseret gruppeforløb, der består af 15 undervisningsgange (sessioner) i fast rækkefølge á 2 timer. Der kan være op til 12 elever på et hold.
Som udgangspunkt er der undervisning én gang om ugen, så et forløb varer ca. 3 måneder.
I forløbet bliver der arbejdet med disse udvalgte tematikker:
- At træffe valg
- Forbedret opmærksomhedskontrol
- Forbedret hukommelse
- Kompetente tanker, følelser og handlinger
- Håndtering af tanker og følelser
- At identificere problemer og finde løsninger
- Bevidsthed om tanker og følelser - social perspektivtagning
- At overveje konsekvenser
I linket kan du læse mere om forsøget, herunder hvordan der blev arbejde med det på FGU-Skolerne og hvordan man kan blive certificeret i træningsprogrammet.
Erfaringer fra adfærdstræningsprogram til at hjælpe FGU-elever i hverdagen