Af: Henriette Pagh Mathiasen, april 2024

Jeg ser tilbage og opdager, at en kvinde på rækken bag mig tørrer tårer væk fra kinden.

Det er Mark Savickas vant til. De fleste af hans klienter græder. Og: ”Jeg har aldrig tænkt over hvorfor, men det er helt almindeligt, at flere blandt publikum græder, når jeg laver live-demonstrationer,” fortæller Savickas efter workshoppen, da vi sidder på professionshøjskolens bibliotek.

Mark Savickas er keynote speaker på vejlederkonference på Københavns Professionshøjskole, og efter sin forelæsning holdt han en workshop, hvor konferencedeltagerne kunne overvære ham vejlede en frivillig fra publikum.

Historierne er vores eneste mulighed

Mennesker skaber mening og orden i tilværelsen ved at fortælle sig selv og hinanden historier. Men de store fortællinger, der tidligere gav en forklaringsramme til vores liv, er væk. I hvert fald en i amerikansk kontekst, siger han. Her tilbyder hverken religion eller videnskab i dag en meningsfuld ramme for vores liv, mener Savickas. Vi lever i den individualiserede postmoderne æra og i en kaotisk tid, hvor fremtiden er mere uforudsigelig end nogensinde før. ”Problemet i dag er, at verden ændrer sig så hurtigt, at vi ikke kan følge med”, siger han.

Og de samfundsinstitutioner, som plejede at passe på borgerne? ”De institutioner er døde”, er svaret. Han peger på urimelige forhold for kvinder i uddannelsesverdenen, prækære ansættelser i undervisningssektoren, manglende muligheder for social mobilitet gennem uddannelse. ”Den eneste måde vi kan overleve på i verden, er at have tiltro til vores egne livsfortællinger og vores familier”, siger han.

Life-Design

Kernen i Savickas vejledningstilgang Life-Design er, at vejlederen skal hjælpe den vejledningssøgende med at skabe mening i en kaotisk verden. Vi skal se vejledningssøgende som forfattere til deres egne livs- og karrierehistorier. Hans tilgang er narrativ, og afsættet er konstruktivistisk. Vejlederen skal ikke være fortolkende, men i stedet spejle den meningsfulde sammenhæng, der allerede findes i vejledningssøgendes narrativer og erindringer.

Savickas arbejder i sin praksis efter en manual, hvor han stiller den vejledningssøgende spørgsmål, der kredser om fortællinger.

Hans yndlingsspørgsmål lyder: ”Hvem var dine tre helte eller heltinder i din barndom og hvad beundrer du ved dem?” I barndommen lægges brikkerne til vores grundlæggende selvfortælling, mener Savickas. Hvis vi som børn beundrede Superman, modellerede vi vores identitet efter hans karakteristika. Som voksne er kampen mod uretfærdighed stadig dybt indlejret i os. Savickas spørger også til folks motto, favoritserier på tv og hvilke aviser vi læser. Grundantagelsen er, at de fortællinger – både egne erindringer og de historier vi er optagede af – siger en masse om, hvordan vi er blevet dem, vi er. Og hvem vi stræber efter at blive.

Krydsbestøvning af vejledningstilgange

Savickas har studeret hos to af de mest indflydelsesrige vejledningsteoretikere: John Holland og Donald Super.

John Holland arbejdede i forlængelse af træk-faktor-teorierne og udviklede den såkaldte RIASEC-teori, som er en model, der klassificerer personer baseret på deres interesser og personlighedstræk i forhold til seks hovedtyper: Realistic, Investigative, Artistic, Social, Enterprising og Conventional.

Donald Supers afsæt er konstruktivistisk. Han betragtede karriereudvikling som en dynamisk proces, hvor individet indtager flere forskellige roller og løbende forhandler og konstruerer sin karriere og identitet i samspil med omgivelserne.

I Savickas’ optik udelukker disse teorier ikke hinanden. Hollands RIASEC-model er også interessant for en narrativt orienteret vejleder, for personlighedstyperne kan forstås som livsfortællingernes genrer. Den kunstneriske (artistic) personlighedstypes livsplot handler om stræben efter frihed, mens den sociales hovedpersons livshistorie er en udviklingshistorie om at gå fra op oplevelse af afmagt og smerte, til at blive i stand til at hjælpe andre. ”Bag testresultaterne er der i virkeligheden fortællinger”, siger han.

Hiver vi druknede op af vandet?

I en dansk kontekst har Center for Ungdomsforskning peget på tre faktorer, der kan øge mistrivslen blandt ungdommen: Acceleration i form af højt tempo i alle livets facetter (særligt i uddannelsessystemet), for stort fokus på præstationer og psykologisering af ungdomslivet. Sidstnævnte går ud på, at presset vendes indad i stedet for udad. Når den enkelte ikke lykkes, så opleves det som hendes egen skyld, i stedet for at have blik for de omstændigheder, der var uden for individets kontrol.  

Men hvad hvis vi som vejledere individualiserer problemer, som i virkeligheden er strukturelle? ”Det er et ikke et spørgsmål om ’hvad hvis’”, svarer Savickas. ”Det gør vi”. Han tænker videre: ”Hvad hvis vi står ved flodbredden og hiver druknede op af vandet… når svaret måske er, at vi skal gå længere op langs floden for at se, hvem der skubber dem ned i vandet?”.

Hans samfundsanalyse er pessimistisk. Men han drager en anden konklusion for vejledningens opgave end Ronald Sultana og de andre fortalerne for social retfærdighed i vejledningen. På spørgsmålet om, hvorvidt han overser de sociale strukturer, som hans klienter altid er en del af, svarer han: “Det er en rimelig kritik af mit arbejde”. Og tilføjer: ”Men jeg er ikke socialrådgiver”. Han er genert, forklarer han. Hans bidrag kan ikke være at holde brandtaler for magthaverne om urimelige strukturer, men at hjælpe de klienter han møder, til at skabe mening i en kaotisk verden.   

Folk fortæller de historier, de har brug for at høre

”Nogle af mine kolleger siger, at uerfarne vejledere ikke bør spørge til klienternes barndomsminder,” fortæller han. Han svarer, at fortællinger og erindringer fra barndommen er så centrale, at der ikke er nogen vej udenom – heller ikke de smertefulde minder. Folk er nødt til at lære at leve med deres egne historier. ”Man kan ikke undgå dem. For så vil de bare blive gentaget igen og igen.”

Hans tese er, at vejledere er bange for at spørge til de smertefulde fortællinger, fordi vi føler, at vi så også skal behandle de traumer, folk bærer på. Men det er ikke opgaven. Vi skal slippe forestillingen om, at vi er eksperter, der har ansvar for at fikse problemer eller udøve behandling. Han er grundlæggende overbevist om, at folk allerede har svaret på deres karriereovervejelser. De findes i de fortællinger, som kommer frem, når vi taler i en karrierekontekst og så spørger til historier og tidlige minder:  ”Du skal ikke være bange for, at du ikke kan håndtere de fortællinger, folk kommer med. Bare hav tiltro til det. Folk fortæller de historier, som de har brug for at høre.”

Den sværeste opgave 

Jeg spørger, om han med sin bachelor, kandidat og ph.d.-grad i psykologi ikke har lidt bedre forudsætninger end mange andre: ”Jeg har en ph.d., men intet af det, jeg lærte, er brugbart”. Han siger: ”Jeg er fuldstændig overbevist om, at det er nemt nok at udføre det, jeg gør”. Han har mellem 50 og 100 studerende hvert semester, som han sætter til at afprøve sin metode. De lykkes med det, fortæller han.

 ”Min sværeste opgave er at få folk til at prøve det. Bare at prøve det en enkelt gang.”