I faget naturgeografi på C-niveau får du en forståelse for jordens og livets udvikling i et langt tidsperspektiv, lærer om dens opbygning i tektoniske plader og får viden om jordskælv, vulkaner og landskabers dannelse.
Du lærer at udføre simple former for forsøgsarbejde med systematiske feltobservationer og målinger i forbindelse med geofaglige fænomener og ved hjælp af komplekse geofaglige modeller. I arbejdet indgår brug af tekster, data, kort, diagrammer og figurer mv.
Du får bl.a. undervisning inden for følgende emner:
- Jordens, livets og landskabernes udviklingsprocesser og udviklingshistorie
- Klimaet og dets betydning for menneskets livsvilkår
- Vand, vandressourcer og deres udnyttelse
- Energi, energistrømme, energiressourcer og energiteknologi
- Produktion, forbrug, teknologi, ressourcer og bæredygtighed
- Analyse og tolkning af rumlige mønstre på baggrund af kort og billedmateriale
Til undervisningen hører desuden formidling af din faglige viden, hvor du lærer at argumentere i forhold til forskellige målgrupper samt forholde dig til den aktuelle samfundsdebat om geofaglige emner, fx klimaspørgsmål eller drikkevandsressourcer.
Undervisningen veksler mellem klasseundervisning, gruppe- og projektarbejde, feltarbejde og ekskursioner. Der er skriftligt arbejde, der omfatter rapportskrivning over dataindsamling og eksperimentelt arbejde, skriftlige øvelser i al almindelighed (herunder arbejde med kort og diagrammer) og produkter som resultat af emne- og projektarbejdet.
It indgår i undervisningen, blandt andet til søgning af data som fx digitale kort og fly- og satellitbilleder, til bearbejdning af billeder i billedbehandlingsprogrammer og til kommunikation og formidling af resultater.
Eksamen
Eksamen består af en mundtlig prøve.
Den mundtlige prøve sker på grundlag af en opgave udarbejdet af eksaminator. Eksaminationen varer ca. 24 minutter, og du får ca. 24 minutters forberedelse.