højere teknisk eksamen - htx
Fag på htx

Teknikfag A byggeri og energi - htx

I teknikfag A – byggeri og energi lærer du om, hvordan teknologisk viden bruges i fremstilling og udvikling af produkter.

Fakta

Navn:
Teknikfag A byggeri og energi - htx
Type:
Fag på den tekniske studentereksamen (htx)
Som enkeltfag:
For unge eller voksne, der har brug for faget på gymnasialt niveau
Som fag i en gymnasial uddannelse:
For unge, der går i teknisk gymnasium

Du får teoretisk og praktisk erfaring med fx konstruktion, installationer og materialer og forudsætninger for at kunne forholde dig analytisk og innovativt til tekniske løsninger.

Faget udbydes som fag i en samlet gymnasial uddannelse og kan også udbydes som enkeltfag.

Fold alle afsnit ud

Om undervisningen

I teknikfag A – byggeri og energi vil du opnå fortrolighed med processer for planlægning, fremstilling og udvikling af produkter og konstruktioner og med den tekniske og naturvidenskabelige viden, der bruges i processerne.

Du får bl.a. undervisning i emner som:

  • Projektstyring
  • Analysemetoder og kvalitetsvurdering
  • Sundhed og miljø
  • Bioteknologi

De valgtemaer, din skole derudover kan vælge mellem, er bl.a.: bygningskonstruktioner, elinstallationer, vvs-installationer, bygningsautomatisering, energianlæg, byggekomponenter, landmåling og anlægsarbejde og arkitektur.

Undervisningen veksler mellem projektarbejde, emneundervisning og praktisk arbejde i værksted og laboratorium. Du bliver trænet i såvel mundtlig fremstilling som skriftligt arbejde.

I teknikfag A – byggeri og energi er der en del skriftligt arbejde.

Der bruges it-baseret udstyr, bl.a. til informationssøgning, beregning, styring og tegning.

Eksamen

Der afholdes en mundtlig prøve, der tager udgangspunkt i din projektprøve med skriftlig rapport, produkt/procesforløb og tilhørende mundtlig eksamination. 

Eksamen varer ca. 30 minutter, og du får ingen forberedelsestid.

Som enkeltfag

Du skal opfylde de generelle optagelsesbetingelser for gymnasiale uddannelser. Optagelsen finder sted efter samtale med en studievejleder.

Undervisningen begynder normalt 1 - 2 gange om året i september og evt. i januar. Kontakt uddannelsesstedet.

Varighed

Uddannelsestiden for teknikfag A – byggeri og energi er 270 timer.

Økonomi

Du skal betale et gebyr for at deltage i undervisningen.

Du kan søge støtte i form af SVU (Statens Voksenuddannelsesstøtte), hvis du opfylder betingelserne. Læs også om muligheder for SU.

Som fag i en gymnasial uddannelse

Uddannelsestiden for teknikfag A – byggeri og energi på htx er 270 timer. Den enkelte skole bestemmer timernes fordeling.

Der gives en afsluttende årskarakter.

Få mere at vide

Du kan se den fulde læreplansbeskrivelse for teknikfag A - byggeri og energi htx på uvm.dk