I faget design på B-niveau vil du få kendskab til forskellige former for design samt til designproces og designmetoder.
Ud fra kendskabet til fagets teori, fagudtryk, metoder og redskaber bliver du i stand til at identificere, undersøge og formulere et designproblem.
Du lærer også at planlægge og gennemføre et overskueligt designprojekt ud fra dit forarbejde og at reflektere over og formidle proces og løsning.
Du bliver trænet i metoder til visualisering, fx modelbygning, og du lærer forskellige metoder til research, fx observation, spørgeundersøgelser eller andet.
Du får bl.a. undervisning inden for følgende emner:
- Produktdesign (fx industrielt design)
- Design af fysiske omgivelser (fx arkitektur)
- Designhistorie
- Visualiseringsmetoder (fx 3D-skitsering oa.)
- Researchmetoder
- Designparametre, dvs. forhold der tages hensyn til i design, så som æstetik, funktion, kommunikation samt materiale, miljø, produktion mv.
Undervisningen veksler mellem lærerstyret undervisning og projektarbejde. Der arbejdes både i grupper og individuelt. Resultaterne fra hvert projektforløb samles i en portfolio, og du skriver en kort opsummering på forløbets praktiske og teoretiske elementer ved afslutningen af projektet. I den afsluttende del af undervisningen udarbejder du en visuel præsentation af et selvvalgt emne, som er godkendt af din lærer. Præsentationen danner udgangspunkt for den afsluttende prøve. Du bliver trænet i såvel mundtlig fremstilling som skriftligt arbejde.
Der bruges it-baseret udstyr, bl.a. til research, efterprøvning af ideer, visualisering og formidling.
Eksamen
Eksamen består af en mundtlig prøve, hvor du bl.a. skal præsentere din portfolio.
Eksamen varer ca. 30 minutter, og du har ingen forberedelsestid.