I faget dansk som andetsprog på A-niveau lærer du om det danske sprog og arbejder med at udtrykke dig præcist både skriftligt og mundtligt.
Du får samtidig viden om den danske litteratur tilbage fra folkeviser og salmer til mere nutidige forfattere.
På det sproglige område vil du arbejde med ordforråd og grammatik og lære at argumentere og bruge sproget på forskellig måde.
På det litterære område vil du lære at analysere og fortolke tekster fra forskellige tidsaldre og genrer.
På det mediemæssige område vil du skulle gennemgå trykte og elektroniske medietekster som aviser og reklamer samt nyheds- og fiktionsgenrer.
Undervisningen veksler mellem lærerstyret undervisning, projektarbejde, gruppearbejde og internetbaseret tilrettelæggelse. Du bliver trænet i såvel mundtlig fremstilling som skriftligt arbejde.
It inddrages som redskab i undervisningen og i forbindelse med informationssøgning.
Eksamen
Eksamen består af en skriftlig og en mundtlig prøve.
Den skriftlige prøve varer 5 timer og baserer sig på et centralt stillet opgavesæt.
Den mundtlige prøve er fordelt mellem det sproglige, det litterære og det mediemæssige område, og der kan indgå både kendte og ukendte tekster. Der er en forberedelsestid på 60 minutter. Selve eksaminationen varer 30 minutter.